Mand anholdt efter skyderi i Holbæk
Midt- og Vestsjællands Politi foretog kl 01.00 natten til onsdag anholdelse af en 25-årig mand, der sættes i forbindelse med skyderiet tidligere på aftenen, hvor en anden ung mand blev ramt i ryggen. Den mistænkte er nu sigtet for drabsforsøg og det skal onsdag morgen vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør. Det var kl 20.56 tirsdag aften, at politiet fik melding om et skyderi i Apotekerhaven i Holbæk. En 23-årig mand var blevet ramt af et skud affyret ind gennem vinduet til hans lejlighed. Manden blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset. Han vurderes umiddelbart at være uden for livsfare.