Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2024/06/03 til 2024/06/11.

Butikstyv stjal chokolade og kondomer – Tåstrup Møllevej, Holbæk

Kl. 19.05 anmeldte personale i et supermarked, at de havde tilbageholdt en 15-årige dreng, der havde stjålet chokolade og kondomer. Drengens pårørende blev tilkaldt og drengen blev afhørt og sigtet. Supermarkedet fik de stjålne varer retur og havde derfor ikke noget erstatningskrav. Grundet drengens unge alder, blev de sociale myndigheder underrettet.

Butikstyveri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 13.39 anmeldte personalet i et byggemarked, at de havde tilbageholdt to udenlandske mænd fra Litauen, der havde begået butikstyveri i byggemarkedet, hvor de havde stjålet varer for ca. 400 kr. Politiet kom frem til stedet og sigtede de to mænd, der begge er 35 år, for tyveriet. De to blev afhørt til sagen, der blev afgjort med en straksbøde til dem hver.

Færdselsuheld – Holbækvej, Jyderup, Holbæk

Kl. 18.23 skete et færdselsuheld, da en 21-årig mand fra Silkeborg, der kom kørende fra Skovvejen til Holbækvej. Den 21-årige overholdt ikke sin vigepligt, da han kørte ind på Holbækvej og påkørte i den forbindelse en bil ført af en 49-årig kvinde fra Jyderup. Politiet kom frem til stedet og kunne konstatere, at den 21-årige ikke havde gyldig førerret. Han kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt. Ingen personer kom til skade i forbindelse med ulykken.

Kørsel uden førerret – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl 13.47 standsede lokalpolitiet en 55-årig mand fra Haslev, der kørte i en personbil selvom han var frakendt førerretten.

Påkørsel – Kundbyvej, Svinninge, Holbæk

Kl 08.28 fik politiet anmeldelse om, at en lastbil havde ramt en hest. En kvinde var kommet gået i vejkanten mens hun trak sin hest på den ene side. På sin anden side havde hun sin datter, der red på sin egen hest. En modkørende lastbil havde kørt så tæt på de to, at datterens hest var blevet urolig og havde slået ud med bagdelen, hvorved den havde ramt den forbikørende lastbil, så både hest og datter væltede ned på jorden. Begge slap dog fra uheldet uden skader. Kvinden havde forinden forsøgt at give tegn til lastbilchaufføren om at han skulle sænke farten, men uden effekt. Lastbilen fortsatte uden at standse.

Påvirket bilist – Stenhusvej, Holbæk

KL. 10.04 blev en 43-årig mand fra Ukraine, der er bosiddende i Tappernøje anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende ad Stenhusvej mod syd, uagtet at han havde en promille over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve til sagen og derefter løsladt.

Skvulp-festival i Holbæk

Politiet var til stede med flere lokalbetjente under byfestivalen Skvulp i Holbæk i weekenden.

Fredag

Kl. 14.10 anmeldte borgere, at en midaldrende mand optrådte utryghedsskabende på Holbæk Havn. En patrulje tog en snak med mand, som opholdt sig i en båd. Han fik påbud om at falde til ro, da andre blev utrygge over hans adfærd. Kl. 16.10 måtte patruljen igen forbi manden, som nu igen havde råbt op og skræmt forbipasserende. Han havde forladt båden da patruljen kom til havnen. Kl. 19.00 var den gal igen. Nu havde samme mand sat en kniv ned i kajkanten, som havde skræmt en gruppe forbipasserende. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og kniven blev beslaglagt.

kl.20.10 kom en anmeldelse om en voldssag på Filmtorvet, hvor en 15-årig ung mand fra Odsherred var blevet slået i ansigtet. En 16-årig ung mand fra Næstved blev anholdt, sigtet for vold og taget med på stationen til afhøring. Den 15-årige blev kørt på skadestuen af sin mor med mindre skader. Den 16-årige blev afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. De sociale myndigheder blev orienteret om sagen, som vil blive afgjort senere.

Kl. 22.40 under fodpatrulje omkring scenen på Filmtorvet kunne betjentene lugte hash, og så en mand der røg en joint. Den 28-årig mand fra Holbæk blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og jointen taget fra ham. Han får senere en bøde i sagen.

Kl. 23.21 kom et alarmopkald om slagsmål ved Drive In ved Mc Donalds på Valdemar Sejrsvej. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor to mænd havde haft et personligt opgør. Ingen var kommet noget alvorligt til, og ingen ønskede at anmelde eller uddybe noget til politiet.

Lørdag
Kl. 01.30 blev der ophidset stemning på en P-plads ved Bysøstræde, da en patrulje kørte forbi og hørte, at de blev råbt “pansersvin” fra en gruppe mænd, der stod ved en parkeret bil. En 19-årig mand fra Høje Taastrup blev kortvarigt anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og kan forvente en bøde i den forbindelse.

kl 18.47 bemærkede en patrulje tre unge mænd på 16, 16 og 17 år, der havde taget opstilling i Smedelundsgade for at tisse. Alle tre fik en bøde for at urinere på gaden

Kl 22.57 blev en 58-årig lokal mand bedt om at forlade festivalen men han ville ikke umiddelbart efterkomme politiets anvisninger. Han opførte sig ophidset over for patruljen på stedet ved Krags Brygge og forsøgte også at blande sig i deres arbejde, og derfor endte det til sidst med at han blev anholdt og taget med til politistationen, hvorfra han senere blev løsladt efter at have fået en bøde.

Samtidig blev også en 66-årig kvinde fra Holbæk anholdt, da det blev skønnet at hun var for beruset til at opholde sig på gaden. Hun ønskede i første omgang ikke at oplyse til politiet, hvem hun var, men kom til gengæld med en række ukvemsord over for patruljen og blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale.

Fredag – lørdag

Ung butikstyv – Vestergade, Tølløse

Kl 17.14 kontaktede personalet i et supermarked politiet, fordi de stod med en 16-årig pige, der havde snydt, da hun skulle afveje bland selv-slikket i butikken. Hun havde i den forbindelse snydt sig til ekstra slik for cirka 5 kroner. Politiet og supermarkedet blev enige om, at en patrulje kørte til stedet og tog en pædagogisk snak med den 16-årige og samtidigt blev hendes forældre også underrettet om sagen.

Unge kvinder kastede vand fra bil – Havnevej, Holbæk

Kl. 16.33 anmeldte en 17-årig ung kvinde, at hun havde set to unge kvinder i en bil på Havnevej, som kørte og kastede vand på fodgængerne. Hun var selv blevet ramt i ansigtet to gange. Politiet fik gode oplysninger om køretøjet, så bilens ejer blev kontaktet. Det viste sig, at en to 18-årige unge kvinder fra Holbæk havde været ude at køre i bilen.

De to unge kvinder blev kontaktet og kraftigt vejledt om at indstille den form for aktivitet, da det kunne været strafbart. De undskyldte og beklagede, og lovede begge at det ikke gentog sig.

Indbrud i Perioden

Kikhøjparken, Holbæk – forsøg

Nykøbingvej, Holbæk