Teatret Fair Play og Holbæk Teater har lavet en stærk teaterdokumentar, som bliver genopsat 11. og 12. marts. En teaterdokumentar om at finde vej gennem livet.

Forestillingen tager udgangspunkt i Sidsel Sofia Søndergaards historie. Nogle mennesker udsættes for langt større udfordringer end andre, Sidsel er et af disse.

Denne forestilling er Sidsels historie om en opvækst i et utrygt hjem, seksuelle overgreb og en mor, der affærdigede hende, når hun søgte hjælp. Sidsel blev kastet rundt i systemet, fra det ene opholdssted til det næste.

Hun levede med hårde stoffer og prostitution – indtil hun mødte Tommy, der elskede hende for den, hun var. De fik 11 lykkelige år sammen. Indtil Tommy døde alt for tidligt.

Nu står Sidsel selv på scenen for at fortælle sin ærlige og upolerede historie.

”Det gælder om at bevare troen på, at det kan lade sig gøre. Det er også derfor, at jeg stiller mig op og fortæller min historie. Fordi den måske kan hjælpe andre til at komme videre med deres liv.”
– Sidsel Sofia Søndergaard

Kom ned på Teatret Fair Play og oplev en historie om at overleve massive omsorgssvigt, vælge livet på trods og en fysisk kamp for at vinde selvværdet tilbage.

Anmelderrost teaterdokumentar
”Intet af forestillingen virker opstillet. Alt har en stærk nødvendighed bag sig. Historien, der må fortælles, er pludselig en svært opnåelig ting for alle andre forestillinger end lige netop denne, tænker jeg. Jeg ser på skoene. Tænker på det metaforiske. De repræsenterer hver især en fase af Sidsels liv. Et par sko få af os har gået en meter i.” – Jonathan Stahlschmidt, www.ungtteaterblod.dk

Læs mere om forestillingen: https://www.fairplay.dk/hvor-var-du-mor/

Køb billetter: https://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/hvor-var-du-mor-2/

Foto: Holbæk Teater