Spread the love

Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2026/04/28 til 2026/05/11.

14-årig dreng taget med hash og kniv – Slotsvolden, Holbæk

Tre drenge fik travlt, da de så politiet på en sti bag en fastfoodrestaurant. To drenge løb fra stedet, mens en tredje ikke lykkedes med at løbe væk. På stedet var en sportstaske, som den tilbageblevne dreng, som er 14 år, oplyste var hans. Han fortalte patruljen, at der var en kniv og hash i tasken, og patruljen fandt rigtigt nok en kniv med et blad på 10,5 cm og to gram hash i tasken, som blev beslaglagt. Den 14-årige blev efterfølgende afhentet af personale på hans bosted.

Beruset og truende mand – Ladegårdsparken, Holbæk

Kl 16.40 fik politiet anmeldelse om at en beruset højrøstet mand stod ved springvandet og kom med trusler mod nogle forsamlede børn, før han gik ind i en af opgangene. En patrulje kørte til stedet og tog kontakt til manden, der var svært beruset. Der var tale om en 36-årig mand, der blev formanet om, at han ville blive anholdt og taget med på politistationen, hvis han igen skabte problemer.

Butikstyveri – Ahlgade, Holbæk

Kl. 13.11 blev det anmeldt, at en 54-årig kvinde fra Holbæk var blevet stoppet på vej ud af en butik med makeup for 109 kroner som hun ikke havde betalt for skjult i en mulepose. Politiet kørte frem til stedet og fik kvinden, der erkendte tyveriet, blev sigtet for butikstyveri.

Frarøvet kasket – Nygade, Holbæk

Kl 16.03 blev politiet tilkaldt, da en 18-årig ung mand fra Tølløse fortalte, at han var blevet passet op af to andre unge. Den ene havde givet ham et knytnæveslag og efterfølgende frarøvet ham hans kasket.
Patruljen fandt frem til en gruppe unge, der opholdt sig i Ahlgade. Da de så patruljen valgte to af dem at stikke fra fra stedet. Politifolkene fik løbet den ene op og anholdt ham. Der var tale om en 20-årig ung mand fra Roskilde. Han afviste, at han havde været involveret i noget røveri. På ham blev der fundet en foldekniv og en machete i en rygsæk. Han blev derfor sigtet for både røveri og efter knivloven.
En patrulje fik under rundering øje på den anden mistænkte, men det lykkedes ham igen at stikke af. Det er politiets vurdering, at der var tale om en 20-årig ung mand fra Svinninge. Han blev senere anholdt på adressen og sigtet for at have medvirket ved røveriet. Det skal onsdag vurderes, om de to skal fremstilles i grundlovsforhør.

Gnister fra skorsten – Tuse Næs Vej, Holbæk

Kl. 23.05 modtog alarmcentralen et opkald om en skorstensbrand i et hus med stråtag. Der stod gnister op fra skorstenen, men der var ingen flammer eller røg på stedet. En skorstensfejer kom frem til stedet og fik renset skorstenen. Der skete ingen materiel skade på huset og ingen personer kom til skade.

Hurtig bilist på Munkholmbroen – Munkholmvej, Holbæk

Kl. 17.09 blev en 25-årig mand fra Polen målt til at køre 124 km/t på Munkholmbroen, hvor man maksimalt må køre 60 km/t. Manden blev sigtet i sagen, og der nedlægges påstand om betinget frakendelse af hans kørekort. Patruljens målinger skal undersøges, da mandens kørsel ligger lige på grænsen til vanvidskørsel. Udlæsningen og de efterfølgende beregningerne af patruljen målinger vil afgøre, om mandens kørsel er omfattet i bestemmelserne om vanvidskørsel, hvilket vil medføre, at hans bil kan beslaglægges.

Indbrud i syv varebiler – Køge, Ringsted, Roskilde, Kalundborg og Holbæk

Mandag morgen og søndag aften modtog politiet en stribe anmeldelser om indbrud i varebiler. Tre af bilerne, som var parkeret i Køge, Ringsted og Kalundborg, havde fået boret hul ved låsen i sidedøren, hvorved tyvene kunne skaffe sig adgang.

To andre varebiler, der var parkeret i hhv. Ringsted og Køge havde fået skåret hul i højre sidedør, hvorved tyvene kunne skaffe sig adgang til bilerne. En varebil i Holbæk havde fået knust en siderude, hvorved tyvene kunne komme ind i bilen, mens en varebil i Gadstrup var blevet brudt op ved, at tyvene havde banket hul i siden med en bænk. Der er blandt andet stjålet værkstøj fra bilerne, men værdien er p.t. ukendt.

Påvirket og uden kørekort – Ringstevej, Mørkøv, Holbæk

Kl 14.42 standsede en patrulje en personbil ført af en 37-årig mand fra Hvidovre. Han blev sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer. Dertil kom, at han ikke havde noget gyldigt kørekort og det blev han ligeledes sigtet for.

Påvirket uden kørekort – Skovvvejen, Mørkøv, Holbæk

Kl 20.49 standsede en politipatrulje en varebil ført af en 26-årig mand fra Svinninge. Han blev sigtet for at køre under påvirkning af både kokain og cannabis. Desuden var han frakendt førerretten og blev derfor også sigtet for at køre uden gyldig førerret. Samtidigt kan bilens ejer se frem til en sigtelse for at overlade bilen til en person uden kørekort.

Stoppet på ulovlig knallert – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl 21.55 ville politiet standse en gruppe unge, der kom kørende på knallert. Det ville de unge mennesker dog ikke umiddelbart og de forsøgte at køre væk fra stedet. Patruljen søgte dog videre i området og fandt senere maskinen henkastet i en busk ved Bagstræde. I en taske på knallerten lå ide på en 16-årig lokal dreng, som i øvrigt befandt sig lige i området, viste det sig.. Drengens cross-maskine var ændret til at kunne køre hurtigere end tilladt. Hans far blev tilkaldt og politiet tog crosseren med sig til nærmere undersøgelse.

Ung kvinde på togskinnerne – Lindevej, Tølløse

Kl. 01.55 modtog politiet en anmeldelse om, at en ung kvinde råbte på togstationen og bevægede sig ud på togskinnerne. En patrulje kom hurtigt frem til stedet, og kvinden gik væk fra togskinnerne. Patrulje kontaktede pårørende til den unge kvinde, og hun blev afhentet af pårørende, der kunne tage sig af hende.

Voldsom butikstyv – Ahlgade, Holbæk

Kl. 11.45 anmeldte personalet fra en materialist, at en mand i butikken havde taget makeup og lagt det ned i hans jakkelomme. En ansat rettede henvendelse til manden og bad han lægge varerne i sin kurv i stedet for i lommen. Manden gik hastigt hen mod udgangen af butikken og blev konfronteret af den ansatte, som manden skubbede i brystet, hvorefter han forlod butikken med varerne, som han ikke havde betalt for. Politiet efterforsker sagen og har sikret videoovervågning fra butikken.

Indbrud i Perioden

Christiansmindevej, Holbæk
Sørningevej, Jyderup