Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/03/23 til 2021/04/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel uden førerret – Landevejen, Gislinge – Holbæk

Kl. 20.51 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Nærum for både kørsel i narkotikapåvirket tilstand og for kørsel i en personbil uden førerret. Politiet havde nemlig i foråret 2020 inddraget førerretten i forbindelse med en anden sag om kørsel i narkotikapåvirket tilstand. Den 54-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret. Bilens ejer kan også forvente at høre nærmere fra politiet i forbindelse med overladelse af personbilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Narkobilist foran testcenter – Gasværksvej, Holbæk

Kl. 17.43 kørte en patrulje forbi et covid-19 testcenter på Gasværksvej i Holbæk, hvor de bemærkede en personbil, der holdt på asfaltområdet foran testcentret. Betjentene tog kontakt til føreren for at lave et rutinetjek, og det viste sig at den 39-årig mand fra Roskilde, som sad bag rattet var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. Den 39-årige blev skønnet påvirket i en grad, så han ikke kunne tage vare på sig selv, så han blev sat i detentionen til afrusning efter blodprøveudtagelsen. Han blev løsladt senere på aftenen, og vil senere høre mere fra politiet når resultatet af blodprøven kommer.

Færdselsuheld – Borgmester N E Hansenvej, Holbæk

Kl. 19.01 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til færdselsuheld ved et fodgængerfelt, hvor en person var blevet påkørt. Det viste sig, at en 14-årig dreng fra Frederikssund var blevet påkørt i et fodgængerfelt på Borgmester N E Hansensvej tæt på krydset ved Smedelundsgade. Han var som fodgænger blevet påkørt af en personbil ført af en 55-årig mand fra Holbæk, som forinden uheldet var kørt ad Smedelundsgade og havde foretaget svingning til højre ad Borgmester N E Hansensvej. Fodgængeren blev i ambulancen bragt til skadestuen, hvor han fik behandling for kvæstelser i det ene ben som følge af påkørslen. Politiet optog rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Brandundersøgelse – Samsøvej, Holbæk

Kl. 23.17 fik politiet via alarmcentralen melding om, at der var brand i en to-etagers beboelsesejendom på Samsøvej. Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor der var kraftig røg i en opgang. Politiet foretog sammen med brandvæsnet den nødvendige evakuering både udefra og via opgangen, samtidig med at brandvæsnet fik lokaliseret røgen til at komme fra en lejlighed med en 69-årig mandlig beboer. Ham kunne hverken politiet eller brandvæsnet få kontakt til, så røgdykkere trængte ind og fandt den 69-årige i live, men svært røgforgiftet, i lejligheden. Han blev reddet ud og i en ambulance først kørt til skadestuen i Holbæk til en indledende behandling, men kort efter overført til Rigshospitalet til intensiv behandling for røgforgiftning. Brandvæsnet fik slukket branden i lejligheden og foretaget fornøden udluftning, så de evakuerede beboere kunne vende retur til deres lejligheder kl. ca. 00.40. Fra den 69-åriges lejlighed reddede brandvæsnet også en hund reddet ud i live, så den kunne få den fornødne behandling på et dyrehospital. Det var røgalarmer i ejendommens opgang, som gjorde flere beboere opmærksom på, at der var brand i beboelsesejendommen. Politiet skal onsdag se nærmere på den 69-åriges lejlighed i et forsøg på at fastlægge årsagen til brandens opståen. Ingen andre end den 69-årige kom til skade ved branden, og politiet har endnu ikke haft mulighed for at kunne afhøre den 69-årige om branden i hans lejlighed.

Mistænkeligt forhold – Frandsensvej, Holbæk

Kl. 01.52 anmeldte en opmærksom borger, at der måske kunne være et indbrud i gang i et hus på Frandsensvej, idet borgeren kunne se noget, der lignede skæret fra flere lommelygter på stedet. Flere patruljer kørte hastigt til stedet, hvor politiet traf en 57-årig mand i mørke omgivelser indenfor. Han så TV, så politiet formodede, at lysglimt fra TV-udsendelsen kunne være årsag til forvekslingen med skæret fra lommelygter. Politiet fandt intet mistænkelig på stedet og lod den 57-årige fortsætte med at se natligt TV.

Narkokørsel – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 21.56 anholdt og sigtede politiet en 21-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden politiet løslod ham.

Spirituskørsel – Holbækvej, Ll. Egebjerg, Vig – Odsherred

Kl. 23.37 standsede politiet en lille knallert, der blev ført af en 47-årig mand fra Grevinge. Han viste sig at være påvirket af alkohol, så alkometertesten gav udslag over det tilladte. Den 47-årige blev derfor sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Varetægtsfængsling – Vold i nære relationer og senere trusler – Jyderup – Holbæk

Retten i Holbæk besluttede mandag at varetægtsfængsle en 32-årig mand fra Jyderup, som i et grundlovsforhør blev sigtet for vold mod en 20-årig kvindelig samlever. I forbindelse med anholdelsen natten til mandag og den senere afhøring hos politiet havde den 32-årige udtalt sig truende over for offeret i anledning af den forklaring, som hun forventedes at ville give i forbindelse med sagen på et senere tidspunkt. Derfor blev den 32-årige i grundlovsforhøret også sigtet for vidnetrusler mod den 20-årige, så dommeren besluttede at varetægtsfængsle den 32-årige foreløbigt frem til den 13. april 2021.

Varetægtsfængsling – Bedrageri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 16.58 fik politiet en anmeldelse fra et byggemarked om, at et par mænd måske havde svindlet med at bytte nogle stregkoder på varerne om, således at priserne ikke passede. En medarbejder havde undret sig over, at VVS-varer, der normalt kostede over 20.000 kr., ifølge scanning af stregkoderne kun kostede lidt over 1.000 kr. De to mænd blev forsøgt tilbageholdt af personalet på grund af denne mistanke, men mændene stak af. Kort efter kørte de fra området i en bil med udenlandske nummerplader, som politiet fik standset få hundrede meter fra byggemarkedet. I bilen befandt sig to mænd på 27 og 38 år fra Rumænien, som blev anholdt. Ved ransagning af bilen fandt politiet nogle VVS-varer magen til dem, som de havde forsøgt at købe i byggemarkedet. Politiet skal nu forsøge at finde ud af, hvorfra disse VVS-varer stammer på grund af mistanke om, at også disse varer er købt ved brug af falske eller ombyttede stregkoder. De to rumænske mænd blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer besluttede, at de begge skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 20. april 2021.

Hørte høje brag om natten – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 02.22 var en 69-årig mand fra Holbæk blev vækket af noget, der ifølge anmelderen lød som skudafgivelse. Han havde hørt flere skud afgivet kort efter hinanden og mente, at der ikke kunne være tale om f.eks. fyrværkeri. Flere patruljer kørte til området for at lede efter årsagen. Politiet fandt dog hverken sårede eller kvæstede, ligesom politiet heller ikke fandt noget, der kunne belyse årsagen til anmelderens oplevelse. Et vidne oplyste dog til politiet, at der formentlig var tale om fyrværkeri fra et ukendt sted i området. Efter lidt præventiv patruljering i området fandt politiet ikke grundlag for at være i området længere.

Narkokørsel – Skovvejen, Jyderup – Holbæk

Kl. 11.08 anholdt og sigtede politiet en 36-årig mand fra Jyderup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil ad Skovvejen i vestlig retning. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, efter at politiet i en narkometertest havde fået indikationer på, at han var påvirket af amfetamin under kørslen.

To mænd mistænkt for indbrud i kælderrum – Bjergmarken, Holbæk

Kl. 05.09 anmeldte en lokal kvindelig anmelder, at hun havde bemærket to mænd forlade boligblokken medbringende kufferter og en klapvogn. Hun formodede, at de havde stjålet tingene, og derfor fulgte anmelderen efter de to mænd, som til sidst efterlod effekterne ved en hæk. Patruljerne ledte efter de to mænd, som anmelderen havde givet en beskrivelse af, og fandt dem i området. Der var tale om to lettere spirituspåvirkede mænd på 19 og 22 år fra Holbæk, som begge blev anholdt som mistænkte i sagen, fordi de passede på signalementet af de to mænd, som anmelderen havde set medbringe kufferterne og klapvognen. Det viste sig, at der var foretaget gennemrodning af kælderrum under en boligblok, hvorfra de stjålne effekter formentlig stammede. De to mænd blev sigtet for tyveri og løsladt efter afhøring til sagen.

Narkokørsel – Sølyst Skovvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 08.07 anholdt og sigtede politiet en 52-årig mand fra Vig for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Hans deltagelse i en narkometertest indikerede for politiet, at han kunne være påvirket af cannabis under kørslen. Den 52-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Forsøgte at snyde med sin identitet mv. – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 19.50 havde politiet standset et køretøj med henblik på rutinemæssig kontrol af de to mænd, der var i bilen. Føreren var en 31-årig mand fra Randers og passageren udgav sig for at være en 31-årig mand fra Holbæk. Ved nærmere undersøgelse af de to mænd fandt politiet den lokale mand i besiddelse af 40 ml GHB og sigtede ham for den ulovlige besiddelse af det euforiserende stof. Da politiet havde foretaget en anholdelse af manden, stak han pludselig af, men blev løbet op af politiet. Han blev nu anbragt i en patruljebil og kørt til afhøring på en politistation. Her fandt politiet ud af ved nærmere undersøgelse af den anholdtes identitet, at der ikke var tale om den lokale mand som ført oplyst. Den anholdte var faktisk identisk med en 30-årig mand fra Jyderup, som viste sig at være efterlyst af Sydøstjyllands Politi til genindsættelse til fortsat afsoning af en idømt frihedsstraf. Den 30-årige blev således afhørt til sager om den ulovlige GHB-besiddelse, om at flygte fra politiet som anholdt og ikke mindst at have udgivet sig for at være en anden person med risiko for, at en uskyldig blev undergivet strafferetlig forfølgning. Efter afhøring til sagerne blev den 30-årige afleveret til Kriminalforsorgen til fortsat afsoning, men han vil dog senere høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.
Føreren af bilen – den 31-årige mand fra Randers – blev også anholdt af politiet, der mistænkte ham for at være påvirket af kokain under kørslen. Han blev dog hurtigt løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen.

Grundlovsforhør – Vold i nære relationer – Jyderup – Holbæk

Kl. 02.09 slog en 20-årig kvinde alarm til politiet, fordi hun kort forinden var blevet slået nogle gange i ansigtet af sin samlever. Kvinden havde efter volden taget flugten og fik kontakt til den patrulje, der skulle behandle sagen. Hun blev bragt til skadestuen til nærmere undersøgelse og dokumentation for de slag, hun havde fået. Efterfølgende kørte politiet til en adresse i Jyderup, hvor en 32-årig mand blev anholdt som mistænkt i sagen. Han var påvirket af et eller andet, så efter et lægetilsyn blev han midlertidigt anbragt i detentionen til afrusning inden afhøring til sagen. Det viste sig, at volden, som han blev sigtet for, var begået i prøvetiden for en tidligere voldsdom, hvor han også havde en reststraf tilbage. Anklagemyndigheden vurderede derfor, at den 32-årige skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk kl. 12.15, hvor anklagemyndigheden vil begære ham varetægtsfængslet.

Fuld mand var årsag til uro – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 12.09 fik politiet en anmeldelse om, at et par mænd skabte utryghed ved deres adfærd på Holbæk station. Især den ene ville ikke rette sig efter henstillinger om at følge ordensreglerne, herunder at undlade rygning på stationsområdet. En patrulje fik på stedet kontakt til den meste uroskabende mand, som blev anholdt på grund af beruselse og sin verbale adfærd over for de personer, der havde påtalt hans adfærd. Der var tale om en 39-årig mand fra Nykøbing Sj., som efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning og senere sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden ved togstationen. Den anholdtes kammerat forsvandt fra området og blev ikke sigtet for noget. Den 39-årige blev løsladt sidst på eftermiddagen og kan nu afvente en bøde i sin e-boks.

Brand i lastbil – Enghavevej, Faurbjerg, Holbæk

Kl. 13.35 fik politiet en anmodning fra brandvæsnet om assistance, idet brandvæsnet forinden var rykket ud til ildebrand i en lastbil med et læs halm på ladet. Branden var i færd med at sprede til halmen, så brandvæsnet ønskede vejen spærret for trafik ved den brændende lastbil. Brandvæsnet havde dog ved indsatsen fået begrænset ilden så meget, at afspærring af Enghavevej ikke var nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager. En 37-årig mand fra Højby Sj. havde som fører af lastbilen pludselig opdaget, at der var ild i motorrummet, så han havde tilkaldt brandvæsnet. Lastbilen blev dog noget brandskadet, men ingen personer kom til skade som følge af branden. Politiet foretager sig ikke yderligere i sagen ud over at have givet lastbilchaufføren besked om at flytte køretøjet snarest muligt.

Arbejdsulykke – Stengårdsvej, Lunderød, Tølløse – Holbæk

Kl. 17.21 fik politiet en melding om, at en ambulance var sendt til en tilskadekommen mand, som var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde. Der var tale om en 41-årig mand fra Hvalsø, som havde fået en skade i hovedet efter at være blevet ramt af en metalrampe. Den var han ved at afmontere på en lastbil, da rampen utilsigtet faldt ned og ramte den 41-årige i hovedet. Den tilskadekomne blev bragt til skadestuen til behandling for sin hovedlæsion, og politiet vil nu i samarbejde med Arbejdstilsynet foretage nærmere undersøgelse af omstændighederne ved ulykken for at afklare, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Narkokørsel uden førerret – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 01.32 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand uden fast bopæl for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest havde forinden givet udslag på, at den 24-årige formentlig var påvirket af både hash og kokain under kørslen i bilen, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han ikke havde erhvervet sig et kørekort. Den 24-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.

Aktion mod social dumping – Roskilde / Holbæk

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog tirsdag formiddag sammen med Arbejdstilsynet tilsyn flere steder i en aktion mod social dumping og brug af udenlandsk arbejdskraft. I alt fem lokaliteter blev besøgt, men kun et enkelt sted fandt Arbejdstilsynet anledning til at udstede et påbud og i øvrigt vejlede om arbejdsmiljøet.

I Roskilde aflagde myndighederne først et besøg på en byggeplads i den centrale del af Roskilde by, hvor fem lettiske mænd i alderen 34-47 år blev truffet. Politiet fandt deres forhold i orden og havde således ikke grundlag for at foretage yderligere. Næste besøg var på en adresse i den sydøstlige del af Roskilde by, hvor et hus var under renovering, men her traf myndighederne ingen udenlandske personer og foretog sig således ikke videre.

Holbæk kommune var dernæst målet for de næste tre kontrolbesøg af politiet og Arbejdstilsynet. På en byggeplads i Vipperød traf myndighederne i alt otte rumænske mænd i alderen 26-57 år, men også de havde alle orden i deres arbejdsforhold. Efterfølgende fik to take-away-restauranter i den centrale del af Holbæk by et kontrolbesøg. På den ene restaurant traf myndighederne ikke nogen, mens der på den anden blev truffet i alt fire udlændinge. Der var tale om ejeren og tre kinesiske mænd i alderen 43-59 år, som var i færd med foretage forbedringer på restauranten. Politiet havde ingen indvendinger mod de udenlandske mænds ophold i Danmark, men Arbejdstilsynet udstedte et påbud og foretog i øvrigt vejledning omkring arbejdsmiljøet.

Indsatsen i Midt- og Vestsjællands politikreds var en del af en regional indsats mod social dumping på arbejdspladser, hvor udenlandsk arbejdskraft er involveret, således at overholdelse af reglerne, herunder arbejds- og opholdstilladelser for udlændinge, inden for dette område kan blive kontrolleret af relevante myndigheder.

Vigepligtsuheld – Vestergade/Sejergårdsvej, Tølløse – Holbæk

Kl. 16.14 skete et sammenstød mellem to personbiler i krydset Vestergade/Sejergårdsvej i Tølløse, da en 20-årig kvinde fra Hørve overså sin vigepligt og kørte frem i krydset, hvor hun stødte sammen med en 25-årig kvinde fra Tølløse. Den 20-årige kom kørende ad Sejergårdsvej mod syd ud i krydset, hvor den 25-årige kom kørende i østlig retning. Den 25-årige kunne ikke nå at bremse for den 20-årige, som var kørt frem selvom hun havde ubetinget vigepligt i sin retning. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor de to bilister blev tilset, men ingen af dem var kommet noget alvorligt til. Der skete skader på køretøjerne. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet og den 20-årige kan forvente at høre i sagen.

Mistænkelig kuffert – Bysøstræde, Holbæk

Kl. 19.05 fik politiet anmeldelse om, at der i Bysøparken var efterladt en mistænkelig kuffert, som stod forladt i parken. Anmelderen blev på stedet og holdt øje med kufferten og viste politiet hen til stedet. Politiets indsatsleder spærrede parken af med minestrimmel og der blev tilkaldt en bombehund til at undersøge kufferten. Hunden fandt dog på ingen måde kufferten interessant, og det viste sig at kufferten kun indeholdt affald. Politiet tog kufferten med til destruktion og afspærringen blev ophævet.

Blæsevejr årsag til uheld – Jyderupvej, Vig – Odsherred

Kl. 10.30 skete et uheld på Jyderupvej lige syd for Svend Thistedsvej i Vig, da en 66-årig mand fra Vanløse, som trak sin cykel i højre side af vejen blev ramt af en bil, som kom kørende i samme retning mod sydvest. Den 66-årige havde opgivet at cykle i blæsevejret og trak nu sin cykel langs vejen, da et vindstød tog fat i ham, så han trådte ud på kørebanen foran en bilist, en 55-årig mand fra Asnæs, som passerede i det samme. Den 66-åriges ben blev ramt af bilen. Politi og ambulance kørte til stede, hvor den 66-årige blev kørt til hospitalet til behandling for brud på benet og mulige skader på en arm. Bilisten blev rutinemæssigt testet for, om han var påvirket under kørslen med negativt resultatet. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring uheldet.

Indbrud i perioden

Frejasvej, Allerup, Holbæk
Tåstrupvej, Holbæk

Foto: ABW