Dømt for drabsforsøg
Retten i Holbæk fandt tirsdag en 43-årig mand skyldig i drabsforsøg og straffede ham med 6 års fængsel. Manden blev også dømt for trusler mod kvinden samt tyveri af hendes pung og mobiltelefon.
Det var den 7. november 2022, at manden på Strandvejen i Svinninge overfaldt sin eks-kæreste, en nu 42-årig kvinde, med kniv og skar hende flere gange i ansigtet. Kvinden fik alvorlige skader som følge af knivstikkene, men en bil, der i det samme kom kørende, fik manden til at stikke af fra stedet. De forbipasserende opdagede kvinden og sørgede for, at der blev tilkaldt hjælp.