Foto: Team Rynkeby

Foråret kom en smule nærmere, da Team Rynkeby Holbæks nye ryttere i fredags var i Holbæk Cykelcenter for at få udleveret deres flotte gule cykler.

Efter en lang vinter på spinningcyklerne, er alle rynkerytterne nu klar til at lægge træningen udendørs. De 20 nye rynkebyryttere fik nemlig endelig deres længe ventede cykler og kan således slutte sig til de øvrige gule ryttere på Holbæk teamet med 48 for rytter.

-Cyklen er kommet, foråret er lige om hjørnet og træningssæsonen begynder om en uge. Det er næsten den samme forventningsfulde følelse, som man havde juleaftensdag, da man var barn, siger Susie Koch, en af de nye rynkebyryttere.

Holdets kaptajn, Tine Bjerregaard, som har været med i fire år nu, siger, at det altid er noget ganske specielt, når cyklerne bliver udleveret til de nye ryttere. Det vidner om, at det er nu holdet skal på landevej sammen. Og det er noget, som alle har set frem til gennem mange måneder.

Foto: Team Rynkeby

Søndag den 2. april starter den første udendørs fællestræning. Det giver de nye ryttere en uges tid til at køre nogle rolige prøveture, så de kan blive fortrolige med cyklen i deres eget tempo. Rytterne skal også sørge for at få sætte de rigtige klamper på cykelskoene og få skiftet dækkene til nogle, der ikke punkterer så let. Og så er vi alle klar til at sætte os i sadlen for børn med kritiske sygdomme.

De næste fire måneder frem mod turen til Paris den 8. juli, vil Team Rynkeby Holbæk være at se i lokalområdet – især onsdag aften og søndag. Her handler det om at få en masse kilometer i benene, øve sig i at cykle godt og sikkert i flok og vise det flotte gule tøj frem, som er prydet med de lokale firmaers navne, som har valgt at støtte op om den gode sag med et guldsponsorat.