Sjællands Teater FAIR PLAY og Holbæk Drama College præsenterer det klassiske drama WOYZECK i en ny og opdateret version.
Forestillingen har premiere lørdag d. 26. februar 2022 og spiller til og med lørdag d. 5. marts.

Georg Büchners berømte stykke WOYZECK er et mærkeligt og gådefuldt stykke om magt og ansvar. Og om kærlighed og jalousi. Om individets ret i et samfund, som ofte modarbejder den moral og etik, som det selv påstår at repræsentere.

Büchner skrev stykket i 1836 – kun 23 år gammel, og han nåede aldrig at skrive stykket færdigt, før han døde alt for tidligt i 1837. Derfor kan teksten fremstå rå og fragmenteret, og af samme grund har WOYZECK gennem årene været udsat for mange fortolkninger og gendigtninger.

I sin grundform er WOYZECK en simpel historie om soldaten Franz, der udnyttes, undertrykkes og gøres til syndebuk, og som slår sin kæreste Marie ihjel i rasende jalousi. Som en tragisk helt i en græsk tragedie synes hans skæbne beseglet fra første øjeblik. Hvor mange slag kan et menneske tage, før han slår igen?

Denne udgave af stykket er skrevet af Frida Dufour og Marie Holleufer Skovgaard – begge tredjeårs-elever på Holbæk Drama College.
En musikalsk rejse gennem et syret, teatralsk landskab for de unge skuespilleraspiranter. Virkelig noget, der kan give dem blod på tanden!

Sjællands Teater FAIR PLAY glæder sig til at byde velkommen i salen, til en spændende forestilling om samfund og individ – magt og jalousi.

Vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger i forhold til COVID-19, så alle kan gå trygt i teatret.

Kontakt: Maria Lilholt-Grøne, tlf. 28 30 89 04, mlg@sjteater.dk.

Fakta om forestillingen

WOYZECK
Årets forestilling med Holbæk Drama College, produceret af Sjællands Teater FAIR PLAY

Alder: 14 år og op
Varighed: 70 min.

Spilletider på Teatret FAIR PLAY, Borchsvej 3 i Holbæk:
Lørdag d. 26. februar kl. 16.00 – PREMIERE
Lørdag d. 5. marts kl. 16.00
Turné på skoler fra d. 28. feb.-4. mar.

Billetter koster fra 65-135 kr.
Købes via www.fairplay.dk eller via tlf. 59 59 59 88

Medvirkende Alberte Sander Jensen, Amalie Dahl Dittmann, Estrid Dandanell Rothmann, Frida Sjødahl Østergaard, Josefine Aviaja Christiansen, Mads Frydensberg Nicolaisen, Oliver Tikotzki, Rosa Lawaetz, Samuel Peter Finch, Sarah Chabert Saugmann
Manus Frida Dufour og Marie Holleufer Skovgaard
Instruktion Robert Parr
Koreografi Mads Emil Duelund Hansen
Scenografi og kostumer Tanja Bovin
Lyd- og lysdesign Esben Knigge
Værksted Jakob Ebbe
Produktionsleder Jakob Ramskov Pørtner
Plakat og program Asako Kido Parr
Koordinator Malou Louise Lindblom

Sjællands Teater – Danmarks største egnsteater.

Sjællands Teater FAIR PLAY laver primært teater for børn og unge – vores grundprincipper er:
Vi er ikke bange for tunge og vigtige emner. Vi viger hverken for voldsomme, belastede eller komplekse tematikker.
Vi ser det som vores ansvar at skabe forestillinger, der nuanceret belyser og reflekterer over børn og unges aktuelle bekymringer og problemstillinger.
Vores teater opmuntrer gerne til debat, for vi mener at dialog og viden er grobund for indsigt og udvikling.
Samtidig gør teatrets rum og intimitet det muligt at spejle sig i personer, der umiddelbart kan føles fjernest fra os selv.
På denne måde ønsker vi at menneskeliggøre, samle og dele historier og fortællinger, der ved første øjekast kan virke utilnærmelige.