Det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, DM i Skills 24, nærmer sig med hastige skridt. Omkring 300 unge er med som deltagere, og blandt dem er 19-årige Martin Sørensen Nadal fra Holbæk, der har kvalificeret sig til finalen i VVS-Energispecialist konkurrencen.

Efter sejre i skolemesterskaber og regionsmesterskaber har 19-årige Martin Sørensen Nadal kvalificeret sig til finalen i DM i Skills 24 for VVS-Energispecialist-lærlinge, der løber af stablen den 18. til 20. april i Roskilde.

Martin er færdig med sin uddannelse fra CELF til januar næste år og arbejder til daglig i Blinkilde Blik & VVS i Føllenslev ved Holbæk. Firmaet beskæftiger
ca. 10 medarbejdere og to lærlinge og løser VVS opgaver fra vandhaner og varmepumper til større renoveringsprojekter i lokalområdet.

I finalen skal han møde de tre andre regionsmestre, og efter at de har modtaget de første oplysninger til finalens konkurrenceopgave, er de nu i
fuld gang med træning og forberedelser, der bl.a. har omfattet et besøg i GROHEs træningscenter i Brøndby.

Spændende uddannelse
Martin er glad for, at han valgte VVS-Energispecialist-uddannelsen. Han siger:

”Det er en dejlig bred uddannelse, som virkede mere interessant i forhold til flere af de andre muligheder, jeg undersøgte. Den giver mulighed for at prøve
kræfter med mange forskellige opgaver, og det er rart, at man umiddelbart kan se resultaterne af sit arbejde.”

”Det har været sjovt at vinde både skole- og regionsmesterskaberne i DM og efterfølgende at være på rundtur sammen med de tre andre finaledeltagere
hos GROHE og de andre partnere. Hos GROHE var det lærerigt at få en præsentation af produkterne, få et indblik i deres opbygning og ikke mindst
prøve at arbejde med dem på rigtige installationer med vand på.”

Baggrunden for besøget i træningscentret er, at GROHE som faggruppepartner støtter de fire finaledeltagere i VVS-Energispecialist-konkurrencen. Samtidig leverer GROHE i samarbejde med EVU de sanitetsprodukter, som indgår i finalens konkurrence.

”Jeg ser naturligvis frem til finalen, hvor jeg håber og tror på, at jeg har store vinderchancer,” slutter Martin, der regner med at uddanne sig videre til VVS-installatør, når han har fået sit svendebrev.

Martin Sørensen Nadal har bl.a. forberedt sig til finalen i DM i Skills ved et besøg i GROHEs træningscenter, hvor han fik mulighed for at se og afprøve nye avancerede produkter. Pressefoto