Tre ud af fire danskere bruger hvert år de danske kyster, men får alligevel ikke deres behov dækket, viser ny stor rapport fra Københavns Universitet baseret på over 10.000 svar.
Med omkring 8.200 kilometer kystlinje er Danmark verdens kystland nummer ét, og det skal udnyttes med et væld af nye aktiviteter over hele landet.
Nu inviterer Nordea-fonden kysternes ildsjæle til at spille ind med egne forslag og få del i de 50 mio. kr., der bliver uddelt i år.
En ny badebro, starthjælp til stand up paddlesurfing for begyndere eller måske et nyt initiativ, som sender flere danskere ud i havkajak. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke nye aktiviteter verdens kystland nummer ét skal byde på i fremtiden.
Nu lancerer Nordea-fonden en ny pulje under overskriften ‘Kysten er klar’ og inviterer samtidig hele vandkantsdanmark fra Skagen til Gedser til at spille ind med konkrete forslag til aktiviteter på de danske kyster, der lagt sammen udgør en længere strækning end afstanden fra København til Beijing.
“Verdens kystland nummer ét skal også være landet, hvor kysterne summer af aktivitet og fællesskab sommer og vinter til glæde for borgere i hele Danmark. Nu er kysten klar, og jeg håber at en masse ildsjæle har lyst til at være med til at søge puljen,” siger direktør Henrik Lehmann Andersen, Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Aktiviteter skal bæres af fællesskab
Som noget nyt vil man kunne opnå støtte til faciliteter og anlæg inden for fondens fire støtteområder sundhed, motion, natur og kultur. Støtten kan altså gå til sankning, maleri på stranden, havfiskeri, dragefestival, shelters eller i den mere kulørte afdeling som hestesurfing og sumpfodbold.
Det er et krav, at projekterne har et almennyttigt formål og er båret af aktiviteter og fællesskab, der foregår ved kysterne. Det vil sige havne, strande, enge, fjorde, bugter og vige og på småøer. Men altså ikke ved søbredder, åer og andre kystfjerne områder.
Tre ud af fire bruger kysten
Også i dag sætter danskerne stor pris på livet ved, på og i havet og fjorden. Tre ud af fire voksne danskere besøger mindst en gang årligt de danske kyster. Og både blandt de, der dyrker friluftslivet ved kysterne og de, der ikke gør, er der appetit på mere, viser en helt ny rapport baseret på mere end 10.000 besvarelser.
“Vi kan se, at mange gerne ville nyde kystlivet mere, end de gør. En af de store barrierer er afstanden, som for hver femte er en forhindring, mens hver tiende mangler viden om de eksisterende muligheder,” fortæller seniorforsker Berit C. Kaae, fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Københavns Universitet, der har kortlagt danskernes aktiviteter ved kysten på baggrund af mere end 10.000 tilbagemeldinger i en undersøgelse for Friluftsrådet, der offentliggøres tirsdag.
Især lokale ildsjæle, kommuner og lokalforeninger opfordres til at søge.
Om puljen:
Man kan søge om støtte i beløbsrammen 100.000-1.000.000 kr.
Fonden støtter ikke enkeltpersoner eller virksomheder.
To ansøgningsrunder med deadline 1. maj og 1. juli 2018
Alle ansøgere får svar enten i september eller oktober 2018
Man kan i marts møde Nordea-fonden til dialog ved seks kyster; ved Holbæk, Vordingborg, Kerteminde, Hou, Slettestrand og Ribe
Læs mere på Nordeafonden.dk, hvor man kan få en hurtig vurdering af ens projektidé.