I sommer vedtog Folketinget for første gang regler om vinterdæk, som forbyder danskerne at køre med sommerdæk i de kolde måneder. Det bør vestsjællandske bilister skrive sig bag øret – særligt de mere end 43 procent, som på landsplan indrømmer at have kørt med forkerte dæk.
På landsplan indrømmer 43,3 procent af respondenterne i en analyse foretaget af A/B Analyse for GF Forsikring i Holbæk, at de har glemt det vigtige skift mellem sommer- og vinterdæk.
Det kan have konsekvenser for sikkerheden på de danske veje – og fra i år kan det også gøre ondt på tegnebogen, da ny lovgivning gør det strafbart at køre med den forkerte type dæk.
– Når vi stadig ser så mange glemme dækskiftet, er det tydeligt, at der er behov for mere opmærksomhed på området. Sikkerheden afhænger af i vid udstrækning af, om bilen er forsynet med det mest optimale udstyr. Hvis hensynet til sikkerheden så ikke var nok i forvejen, giver lovgivningen nu et ekstra incitament til at huske at få skiftet dæk til sæsonens varianter, siger Charlotte Wiik, afdelingschef i GF Vestsjælland.
Vinterdækkene er mest sikre i vinterhalvåret, fordi deres gummiblanding og mønster giver bedre vejgreb og er bedre til at dræne vand. Ifølge FDM kører over 400.000 bilister dog igennem vinteren på sommerdæk, og med over 307.000 registrerede personbiler på Vest- og Sydsjælland – og over 16.000 alene i Sorø Kommune – er der grund til at tro, at en del af de forkerte dæk kører rundt på Vestsjælland.
Planlæg skiftet i god tid
Hvert år tikker der skadesanmeldelser ind hos GF Forsikring, hvor en del af årsagen kan tilskrives den forkerte type dæk. Ifølge GF Forsikring skyldes det i højere grad dårlig planlægning end ond vilje, og 84,5 procent af respondenterne i analysen mener da også at bilister, som kører med forkerte dæk, er ’uansvarlige’.
– Planlægger man skiftet i god tid slipper man for selv at stå alene med at huske opgaven. Hvis bookingen hos mekanikeren er årlig og tilbagevendende, kan det godt være, at den i praksis skal rykkes lidt frem eller tilbage, men i det mindste får man en reminder helt automatisk. Desværre ser vi i undersøgelsen, at mange vælger at huske dækskiftet ud fra temperaturerne og vejrets udvikling, siger Charlotte Wiik.
Der findes flere dæktyper til vinterhalvårets vejr og ifølge den nye lovgivning er det den enkelte betjent, som skal vurdere om bilen er forsynet med egnede dæk. GF Forsikring anbefaler, at man tager fat i en ekspert i fx et dækcenter for at afgøre, hvad der passer til ens kørselsmønster og kørselsbehov – og hvilken dæktype, der er den bedste løsning.
I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.
























