Hotel Sidesporet har valgt at støtte Team Rynkeby for andet år i træk. Det sker ved, at de tilbyder en dejlig 3-retters menu for 200 kr. og herefter donerer 100 kr. pr. kuvert til Børnecancerfonden.

Fredag den 10. marts er der en enestående mulighed for at invitere sig selv, sin familie og/eller venner til en hyggelig aften med god musik og dejlig mad, og samtidig være med til at støtte et godt formål. Princippet er enkelt: Man gør noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre.

Arrangementet i år er inspireret af sidste års succes, hvor Hotel Sidesporet valgte at donere overskuddet fra koncerten med Shubi or not til Børnecancerfonden via Team Rynkeby.

“Vi er rigtig glade for at Hotel Sidesporet igen i år har valgt at bakke op om Team Rynkeby Holbæk gennem dette arrangement, og vi håber, at rigtig mange vil vælge at tage imod det gode tilbud og på den måde være med til at gøre en forskel for kræftramte børn og deres familier”, siger Tine Bjerregård, der er holdkaptajn for Team Rynkebys Holbæk.

Repræsentanter for Team Rynkeby Holbæk vil selvfølgelig være tilstede ved arrangementet og vil hjælpe til både i baren og ved servering og på den måde bidrage til at alle får en hyggelig aften. Hvis man vil deltage i middagen, skal tilmelding ske direkte til Hotel Sidesporet på tlf. 59442919.