Unge i Holbæk Kommune får del i 10,4 millioner kroner gennem et nyt landsdækkende projekt, der styrker kreative fællesskaber for unge.

Det er ikke nemt at være ung. I stigende grad breder mistrivsel og ensomhed sig, og det kalder på stærke indsatser og meningsfulde fællesskaber. Et nyt projekt hjælper på netop dette område, og Holbæk Kommune er med ombord.

Projektet hedder IVÆRK, og det skal styrke kulturel skaberkraft og kreative fællesskaber for unge i hele landet. Bag projektet står foreningen Ung Kult, der netop har fået 10,4 millioner kroner af Nordea-fonden.

Pengene går til aktiviteter som netværksmøder, workshops, eksperimentarier, events og camps. Flere unge skal desuden være ambassadører, dokumentarister og værter, ligesom erfaringer og viden skal deles på folkemøder, i forvaltninger og med nystartede fællesskaber. Det vækker glæde i Holbæk Kommune:

”Vi ser, at mistrivsel stiger blandt unge, og det skal vi tage dybt alvorligt. Et af de steder, vi kan sætte ind, er i støtten til fællesskaber. Jeg er derfor meget glad for, at vi er med i IVÆRK, der netop styrker unges fællesskaber og stemmer. Vi får også gode muligheder for at udvikle nye tilgange til at involvere unge mere målrettet og direkte”, siger Susanne Utoft, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

Der er lokale koblinger

Unge, fællesskaber og kultur er ikke en ny dagsorden i Holbæk Kommune, og derfor er der oplagte, lokale koblinger mellem det nye projekt og eksisterende indsatser. Sidstnævnte gælder blandt andet elevråd, arbejdet for miljøer uden rusmidler og KulturCrews, hvor folkeskoleelever står for værtskab, PR og praktik ved kulturelle begivenheder. De lokale koblinger betyder, at der både er en mulighed for udvikling, men også mulighed for løbende at styrke eksisterende forløb, tilbud og aktiviteter.

Når Holbæk Kommune er med i partnerskabet med Ung Kult, består opgaven også i at være med i et rådgivende udvalg. Det giver mulighed for at følge projektet, tage viden hjem og levere løbende input. Fra Holbæksiden sidder i udvalget Sisse Østergaard Ravnholt fra kommunens administration samt Katrine Ibsen, der er daglig leder af Ungehuset Lucerna. Her vækker projektet og dets muligheder også begejstring:

”IVÆRK giver os muligheden for at forenes med ungekulturen nationalt. Vi i Holbæk kan erfaringsudveksle med unge over hele landet og lade os inspirere af hinandens initiativer og succeser. Det kan kun blive godt!”, fortæller Katrine Ibsen.

IVÆRK har tidligere været et projekt i Nordjylland, og resultaterne herfra danner grundlag for det nye projekt. Her deltager 35 kommuner i en periode, der strækker sig over 4 år, og herefter vil erfaringer blive brugt på andre fremtidige ungeprojekter.

Foto: JTL