Hvis du har et sommerhus, kolonihave eller lignende og ikke skal besøge det her til vinter, minder Holbæk Kommune om, at du skal sikre det så det ikke bliver invaderet af rotter eller mus. Det får du selvfølgelig også gavn af til forår og sommer.

Vær derfor opmærksom på følgende:

-Græsfrø, fuglefrø eller andet spiseligt (også fødevarer i f.eks. køkkenskabe) bør, især om vinteren opbevares i tætsluttende metal- eller glasbeholdere.

-Undgå madaffald i en åben kompostbeholder. En kompostbeholder skal være lukket, også for neden.

-Hvis du har nødde- og frugttræer (også eg og bøg), så skal frugten samles op, plukkes, spises eller bortskaffes.

– Al beplantning op ad huset kan rotter bruge som adgangsvej til dit hus. De kan skjule sig i træer, buske og oplag af materialer.
Inden du forlader huset bør du beskære beplantningen, så der ikke er nem adgang for rotter og mus.

-Sørg for at holde din grund ryddelig og undgå oplag af materialer, som rotter kan bosætte sig i.

-Det er hyggeligt at grille, men fedtet i drypbakken under grillen er rent guf for rotter. Fjern rotternes grillbuffet – vask grillen grundigt efter brug eller når grillsæsonen er slut.

Husk at du har pligt til at anmelde rotter

Du kan anmelde rotter her

Foto: ABW