Fjordstjernen har en pragtfuld udsigt til Holbæk Havn og Fjord. En af de mange anbefalinger af Fjordstjernen fortæller: “Må alle ældre og handicappede få denne mulighed”. På centret har man etableret faciliteter, som støtter opholdet for de ældre og de handicappede borgere på flere måder. På Fjordstjernen ser man på det hele menneske, hvilket helt naturligt både omfatter gode boliger, sundhed, pædagogisk støtte, træning og en aktiv hverdag, men absolut også stor respekt for beboerens og dennes familie, netværk og baggrund.

På alle måder er Fjordstjernen et moderne og åbent plejecenter og bosted. Og når vi taler om åbenhed, understreges det, at personalet også er åben overfor nye ideer og forslag til aktiviteter. Fjordstjernen har et aktivt Pårørenderåd som blandt andet hjælper med at søge puljer til aktiviteter og andre ting – samt sparrer med ledelsen.

Der tilbydes smukke og lyse lejligheder, som beboerne kan vælge at indrette efter egen smag og behov. Der er fælles køkken med panoramavinduer ud mod fjorden, hvor den gode udsigt kan nydes. Det er et bærende element, at tilværelsen ikke skal gå i stå, blot fordi man har et plejebehov.

De to andre Centre med i alt 48 lejligheder er specielt tilrettelagt, så den passer til voksne borgere med varige funktionsnedsættelser.

For denne gruppe beboere, som er fra 18 år, gives der tilbud om et aktivt liv, der har værdier som fællesskab, frihed og medbestemmelse som nogle af de bærende elementer. Fjordstjernen arbejder med neuropædagogik som fælles reference. Målet er at understøtte og fremme beboernes kompetencer, under hensyntagen til de funktionsnedsættelser den enkelte har. Fjordstjernen arbejder med den anerkendende tilgang, således at beboerne får mulighed for at bruge deres stærke sider. Fjordstjernen ønsker at støtte beboerne til at leve det liv de ønsker – med selvbestemmelse i fællesskabet.

Læs mere på deres hjemmeside: fjordstjernen.dk 

sølvpartner