Holbæk 10. klassecenter har i samarbejde med Kystliv Holbæk og Søfart og maritime håndværk, Nationalmuseet netop fået over en million kroner fra den Danske Maritime Fond. Pengene skal gå til at udvikle en maritim 10. klasse fra august 2022.

Julemanden kom tidligt i år. Med sig havde han stor gave på præcis 1.088.500 kroner til kommende 10. klasseelever med interesse for vand, skibe og håndværk.
Den Danske Maritime Fond har nemlig doneret det store beløb til at udvikle en maritim 10. klasse. Maritim10 – Vejen Til det Blå Danmark, kommer det til at hedde.

”Vi er vildt glade for de muligheder, donationen fra den Maritime Fond giver os. De seneste år har en del af vores elever taget et valgfag, som vi har udbudt i samarbejde med Kystliv Holbæk og Nationalmuseet. De erfaringer kan vi nu bygge oven på og realisere drømmen om en 10. klasse med en klar og gennemgående maritim profil. Samtidig er det håbet, at vores erfaringer kan benyttes i andre kystnære byer i Danmark. Det er en helt fantastisk julegave”, siger Jesper Kongsgaard, der er skoleleder på 10. klassecentret.

Det er Holbæk 10. klassecenter, der sammen med Kystliv Holbæk og Nationalmuseet står bag ansøgningen til Maritim10.
Ansøgningen og nu donationen baserer sig i høj grad på kombinationen af almindelig undervisning og mere praktiske opgaver på Kystliv Holbæk og Nationalmuseets skibe og værft på Holbæk Havn.

”Når man er på Kystliv Holbæk, er man en del af et forpligtende fællesskab. Man lærer gennem praktiske opgaver, og det rykker hos rigtig mange af de unge. Meteorologi, fysik og gradberegniner på kompasset giver bare mere mening, når man kort tid efter, skal sejle og navigere en båd sikkert. På samme måde giver det dyb mening at fælde et grantræ, når man efterfølgende kan bearbejde det til masten på en af vores Isefjordsjoller”, siger Ture Møller, der er leder af Kystliv Holbæk.

Også Martin Andersen, der er leder for Nationalmuseets afdeling på Holbæk Havn glæder sig over, at endnu flere unge nu kan komme forbi hallerne på havnen.
”Vi glæder os til at tage de kommende elever med ind i vores univers af håndværk, sømandskab og sejlads, på vores værft og store skibe, galeasen Anna Møller og Skonnerten Bonavista. De skal prøve kræfter med det håndværk, det er at sejle og vedligeholde et stort skib. Lige fra tovværksarbejde til den komplicerede teknik, der gemmer sig i skibets maskinrum. På togterne med skibene vil de lære at løfte i flok og sammen få skibet til at sejle. Det tætte liv ombord og det ansvar vi giver dem, vil give kvantespring i de personlige kompetencer og selvsikkerheden, det er jeg sikker på”, siger Martin Andersen

Holbæk 10. klassecenter stiller selv med tre faglærere til Maritim10. Det er lærere, der i forvejen har erfaring med at kombinere undervisning i dansk, engelsk og matematik samt fysik/naturfag og tysk som valgfag med mere praktiske opgaver på det maritime område.

For Jesper Kongsgaard er der store perspektiver for de unge mennesker, der vælger det nye skoletilbud.
”Der er mange rigtig gode uddannelser og en udviklet industri indenfor alle mulige dele af det blå Danmark. Derfor vil vi også styrke vores samarbejde med uddannelsesinstitutioner, der tilbyder maritime uddannelser og virksomheder, der arbejder på området. Det er klart vores håb, at nogle af de her unge mennesker vil forfølge en uddannelse og et job på det maritime område”, siger Jesper Kongsgaard.

Som en del af projektet skal Maritim10 også bane vejen for lignende tilbud på andre af landets kystnære 10. klassecentre. Det betyder blandt andet, at 10. klassecentret i Holbæk vil udvikle undervisningsmaterialer, som andre kan benytte.
Maritim10 vil være tilgængelig fra august 2022 og kan allerede nu søges via optagelse.dk for unge, der afslutter 9. klasse til sommer. Målet er i første periode at oprette et elevhold på op til 12 elever og derefter op til 24 elever.

Fakta

Hvis man går i 9. klasse og ønsker en 10. klasse på Maritim10 fra august skal man ansøge via optagelse.dk
Det er muligt at høre om Maritim10 og de andre tilbud i 10. klassecentret på Åbent Hus den 12. januar 2022 kl. 19.00-20.30.
Se også filmen om den nye 10. klasse: https://www.youtube.com/watch?v=HdDz0EeNEbw

Pressefoto