”Mytteriet på skibet Den Gode Hensigt” på Holbæk Museum
Red jer selv! Skibets kaptajn er blevet kølhalet og om lidt er det jeres tur! – Løs gåderne i tide og slip ud med livet i behold.
Tag venner, familie eller kollegaer med og prøv kræfter med et sjovt og udfordrende samarbejdsspil, hvor du og dine medspillere med hurtighed og kreativitet skal løse komplicerede gåder.
I Holbæk Museums nye gåderum ‘Mytteriet på skibet Den gode Hensigt’ vil du som gæst opleve at være besætning på det transatlantiske handelsskib ‘Den gode Hensigt’ fra 1700-tallet. I er loyale mod kaptajnen og er derfor blevet slået bevidstløse og låst inde i kaptajnens kahyt. Her finder I ud af, at kaptajnen har gemt et lager af våben, som I kan bruge til at genvinde kontrollen over skibet og komme ud, inden det er for sent.
Gåderummet er designet og bygget af elever fra Vallekilde Højskole, og vi garanterer en nervepirrende museumsoplevelse. Samarbejdet mellem Vallekilde Højskole og Museum Vestsjælland bunder i et ønske om at flere unge bruger museer og en afprøvning af nye, alternative museumsoplevelser.
Direktør for Museum Vestsjælland Eskil Vagn Olsen glæder sig over det nye gåderum og udtaler: ”Vi oplever en stor efterspørgsel på alternative museumsoplevelser i disse år. Samarbejdet med de unge fra Vallekilde Højskole, har netop skabt sådan en oplevelse. Her bliver gæsterne til en aktiv del af historiefortællingen. Det er en udvidelse af vores tilbud, og vil forhåbentligt give endnu flere lyst til at besøge museet og til at komme igen og igen.”
Gåderummet kan opleves på Holbæk Museum, Klosterstræde 18, 4300 Holbæk.
Spillet er velegnet til voksne og børn fra 11 år og tager ca. en halv time at gennemføre. Max 5 deltagere. Tidsbestilling er påkrævet.