Vasketøjet fra sygehusene skal køres til Tuse, når det nye vaskeri opføres. Opgaven med at bygge vaskeriet sendes nu i udbud, hvor Regionsrådet har besluttet, at energiløsningen i det nye vaskeri bliver så klimavenlig som mulig – og ikke ønsker brug af fossile brændsler.
Fremtiden for Region Sjællands vasketøj er nu på plads, da et nyt sygehusvaskeri bygges i Tuse. Næste skridt er, at opgaven med at bygge og indrette vaskeriet skal sendes i udbud. Regionsrådet har i dag vedtaget, hvad de ønsker at lægge vægt på i det nye vaskeri, og her står klimavenlige ønsker højt på listen.
– Vi ønsker på tværs af Regionsrådet så grøn og klimavenlig en løsning som muligt. Derfor har vi også besluttet, at vi ikke ønsker brug af fossile brændsler, som for eksempel naturgas, i det nye vaskeri. Vi har grønne ambitioner i Region Sjælland, som vi ønsker at indfri, og derfor opfordrer vi også dem, der byder på opgaven, til at bringe deres grønne viden, ideer og erfaringer ind til bordet i udbudsprocessen, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Den endelige beslutning om energikilden til det nye vaskeri tages først i forbindelse med udbudsprocessen, og derfor er det endnu ikke fastlagt, hvilken løsning regionen vælger. Udover at vælge en grøn løsning til driften af vaskeriet. Regionsrådet har desuden fokus på at genanvende den resterende returvarme for eksempel i det lokale fjernvarmenet, som Holbæk Kommune aktuelt overvejer at udvide.
Arbejdspladser bliver i lokalområdet
Vasketøjet blev tidligere vasket på vaskeriet på Holbæk Sygehus, som brændte i 2018. Derfor var der brug for et nyt vaskeri, men medarbejderne, der skal sørge for, at det snavsede vasketøj bliver vasket og sendt tilbage til sygehusene, vil med stor sandsynlighed stadig komme fra Nordvestsjælland.
– Jeg er glad for, at vi ud fra en samlet vurdering af en række forhold er enige om placeringen i Tuse, og at arbejdspladserne dermed bliver i regionen. Det har været helt centralt, at vi fastholder arbejdspladserne i Nordvestsjælland, hvor det tidligere vaskeri også lå placeret, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
Når vaskeriet står færdigt, vil det hovedsageligt være vasketøj fra Holbæk Sygehus samt Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde, der skal håndteres på det kommende vaskeri.
Et flertal i Regionsrådet bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre godkendte, at det nye vaskeri placeres i Tuse i Holbæk Kommune, mens Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Det Konservative Folkepartis medlem, Helge Adam Møller, stemte imod.
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre godkendte indstillingen til udbudsprocessen for vaskeriet, mens Nye Borgerlige stemte imod og Dansk Folkeparti undlod at stemme.