Sygdom tvinger Sjællands Teater til at indskifte ny skuespiller i den store, musikalske familieforestilling MILDE HIMMEL – og til at aflyse weekendens premiere.

Ingen stemme; ingen sang. Og det er der nu en gang en del af i en musikalsk familieforestilling som Sjællands Teaters MILDE HIMMEL – en fest med H.C. Andersen. Derfor tvinger sygdom nu Sjællands Teater til at skifte ud blandt forestillingens fem medvirkende.

En særdeles aggressiv virus i hals og øvre luftveje har simpelthen stjålet stemmen hos skuespillerstuderende Mille Lindgren-Hansen fra Den Danske Scenekunstskole og tidligere elev ved Holbæk Drama College. Lægernes dom lyder, at Mille først må begynde nænsomt at træne sin stemme op igen om tre uger.

Derfor er det desværre blevet umuligt for Mille at medvirke i MILDE HIMMEL, og teatret har været nødsaget til at finde en anden skuespiller til at indtræde i forestillingen.

– Det er forbandet ærgerligt. Vi har været så glade for at have Mille tilbage i Holbæk og med på holdet. Det har været en sand fornøjelse at arbejde med hende, og vi havde glædet os til, at alle skulle se, hvor god en skuespiller hun er blevet. For dét er hun i den grad. Men lige nu har hun desværre intet af sin stemme, siger Brian Kristensen, kunstnerisk direktør ved Sjællands Teater.

Mille Lindgren-Hansen havde intet mindre end seks forskellige roller i MILDE HIMMEL. Blandt andet som den lille pige med svovlstikkerne og skuespillerinden Johanne Louise Heiberg såvel som en af Andersens grønne digterdjævle. Nu overtager i stedet Line Staun Jensen alle disse roller.

Fynbo til undsætning

Line Staun Jensen er uddannet musicalperformer 2018 fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet i Fredericia, og det er især på Fredericia Musicalteater, at hun siden har huseret. MILDE HIMMEL bliver således Lines første forestilling ved Sjællands Teater.

Til gengæld er hun ganske bekendt med H.C. Andersen. De to har nemlig begge en fortid på Fyn, hvor Line allerede tilbage i 2002 har sin teaterdebut i en opsætning af Den Standhaftige Tinsoldat – et af de eventyr, som netop indgår i MILDE HIMMEL.

– Det er et kæmpe held i uheld, at Line har mulighed for at springe til med det samme. Hun har de fineste anbefalinger fra vores kolleger i branchen, og så har hun den kæmpe kvalitet netop i denne situation, at hun som musicalperformer er rutineret i at træde ind med kort varsel for at dublere roller og lynhurtigt kan sætte sig ind i både replikker, koreografi og arrangementer med et allerede sammenarbejdet ensemble, siger Brian Kristensen.

Holdarbejde på højtryk

Udskiftningen betyder ekstra travlhed for hele teatret. Udover at Line nu skal lære alle sine replikker, alle tonerne i sine sangnumre, hvor hun skal gå og stå i den omskiftelige scenografi med fire kæmpe, kørende rammer, så skal der også gennemføres tekniske prøver.

Her skal både lyd og lys nu indstilles efter Line, ligesom hun skal i skræddersalen, hvor alle kostumerne skal tilrettes.

– Hver og en på teatret arbejder på højtryk for at blive klar til at spille forestillingen. Det er dog så omfattende, at vi desværre er nødt til at aflyse vores premiere lørdag og forestillingen søndag for at have den nødvendige tid til at blive klar alle sammen. Vi bryder os bestemt ikke om at måtte aflyse og skuffe publikum. Derfor sigter vi skarpt mod at kunne spille som planlagt fra tirsdag i næste uge, siger Brian Kristensen.

Alle publikummer til aflyste forestillinger vil blive orienteret direkte via mail og/eller sms af Sjællands Teaters billetkontor, der hjælper med at ombytte eller refundere billetter. På teatrets hjemmeside sjællandsteater.dk vil løbende blive opdateret med oplysning om de praktiske procedurer.

Fakta om forestillingen
MILDE HIMMEL – en fest med H.C. Andersen

SPILLER
Den 10. – 22. februar 2026
på Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk

Den 28. februar – 8. marts 2026
på Slagelse Teater, Herrestræde 9, 4200 Slagelse

ALDER
Fra 6 år

VARIGHED
70 minutter, ingen pause

HOLDET BAG
Manuskript: Henrik Prip
Instruktion: Brian Kristensen
Scenografi: Sir Grand Lear
Komponist og musikalsk arrangør: Christian Baltzer
Koreografi: Peter Friis
Lyddesign: Jakob Pørtner
Lysdesign, belysningsmester og FOH-afvikling: Elroy Villumsen

Medvirkende: Brian Hjulmann, Thomas Guldberg Madsen, Regina Sloth, Kristian Nicolai Bundgaard, Line Staun Jensen

Forestillingsleder: Linda Buch
Skræddersalsleder: Helle Birkholm
Skrædder: Anita Helene Sejersen
Rekvisitør: Mia Bredsdorff, Ane Løkken
Scenemester: Sonny Oeftiger
Bygger: Nicolai Lorentzen
Teatermaler: Liselotte Møller, Rebecka Gothen
Forestillingsfoto: Evan Hemmingsen
Producent: Brian Kristensen

Produceret af Sjællands Teater

Læs mere på www.sjaellandsteater.dk

ANDERSEN FOR ALLE. Credit: Sjællands Teater