Midt- og Vestsjællands Politi fandt lørdag et større parti ulovlige kanonslag. En professionel fyrværker er i forbindelse med fundet blevet sigtet for at sælge af kanonslagene til private.

Et tip om at der blev solgt ulovligt fyrværkeri, fik lørdag politiet til at ransage to bunkere beliggende i Jyderup vest for Holbæk. Med bistand fra Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste blev der på stedet fundet 1700 kraftige kanonslag.

Der er tale om to bunkers, som bruges en 36-årig professionel fyrværker. På vej frem til stedet mødte politiet en bil, der i første omgang forsøgte at vende om, da føreren så patruljevognen. Han blev dog standset kort efter og indrømmede, at han netop havde købt fyrværkeri på stedet. Den 36-årige fyrværker sigtes derfor for at sælge ulovlige kanonslag til private.

“Der er ikke nogen tvivl om, at vi er rigtigt glade for at få fat i det parti kanonslag, så vi har kunne forhindre, at de kom i omløb nytårsaften. Vi ved, at det kan være farligt, og det generer utroligt mange mennesker, så vi er meget tilfredse med fundet”, siger vicepolitiinspektør Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Fyrværkeren blev løsladt efter endt afhøring og kan nu se frem til et retligt efterspil.

Kilde. 

Foto: ABW