Holbæk Kommune meddeler, at der har været stor søgning til den nye ordning med juniormesterlære for elever i 8. og 9. klasse, som begynder til august i år.
Juniormesterlære er en ny form for skolegang for elever i folkeskolens 8. og 9. klasse, der kombinerer almindelig skolegang med praktik gennem hele skoleåret.
Ideen med juniormesterlære er at give eleverne indblik i arbejdslivet og kulturen på en arbejdsplads. Eleven kan få indsigt i virksomheden og arbejdsopgaverne og får samtidig mulighed for at afprøve sine evner på et rigtigt arbejde. Elever, der er i juniormesterlære, går i skole tre dage om ugen og er i praktik to dage ugentligt.
Stor søgning
I Holbæk Kommune har lidt over 70 elever tilvalgt den nye form for skolegang, og det er flere end ventet, fortæller Jarl Falk Sabroe, der er formand for Udvalget for Børn og Skole i Holbæk Kommune:
”Her på kanten til et nyt skoleår glæder det os rigtig meget, at så mange har valgt at afprøve denne nye form for skolegang. For nogle elever giver det mere mod på det boglige, når man kan kombinere det med praktisk arbejde. Og samtidig giver det eleverne en god forståelse af arbejdsmarkedet, og forberedelse til hvad det vil sige at gå på arbejde,” siger udvalgsformanden.
For virksomhederne har juniormesterlæren den fordel, at man kan sætte sin virksomhed og branche på landkortet med henblik på rekruttering i fremtiden.
Plads til flere virksomheder
Det er i udgangspunktet eleven og forældrene selv, der skal finde en praktikplads. Nu går jagten ind på at finde de gode praktikpladser, så har du lyst til at have et ungt menneske i juniormesterlære, så læs mere om mulighederne på
Gør en forskel for en ung – og styrk din virksomhed | Holbæk Kommune
Du kan også skrive til
jobplaneten@holb.dk
