Et af årets himmelske højdepunkter banker på døren, og vi sender sommeren godt afsted med stjerneskud fra Perseiderne. Kom ud på Observatoriet, nyd synet fra en af vores hængekøjer og bliv klogere på de smukke stjerneskud, når de holder aftenåbent d. 11. og 12. august kl. 21.00-00.00.

I de mørke timer er der lige nu god mulighed for at se stjerneskud. En af årets mest elskede meteorsværme har været aktiv siden midten af juli og topper natten til d. 13. august, men vil være kraftig i både dagene op til og efter. Månens lys generer ikke voldsomt i år, og hvis skyerne holder sig væk, er der god grund til at kigge op og have ønskerne klar.

En populær stjerneregn
Hvert år rammer vi nogle af resterne fra Universets kometer. Det sker når Jorden suser rundt i sin bane om Solen. Når resterne rammer vores atmosfære, vil de brænde og skabe det lys, som vi på Jorden kan se som smukke stjerneskud.

Perseiderne er kendt som en af årets mest populære meteorsværme, da den rammer os midt i lune august, og fordi mange har held med at spotte de smukke stjerneskud på sommerhimlen. Stjerneskud er bedst at se i mørke, langt fra byens lys og med frit udsyn til himlen.

Meteorsværmen er opkaldt efter stjernebilledet Perseus, da meteorerne ser ud til at udspringe fra netop dét stjernebillede. Meteorsværmen stammer fra kometen SwiffTuttle, hvis kerne måler 26 km i diameter. Kometen kommer forbi hvert 133. år og næste gang i 2126, imens må man nøjes med resterne fra den – i form af stjerneregn.

Se stjerneskud fra Observatoriet
Kom forbi Observatoriet fredag d. 11. eller lørdag d. 12. august kl. 21-00 og hør mere om meteorsværme og stjerneskud. Alle vores udstillinger og aktiviteter er åbne. Hvis vejret tillader det, ser vi stjerneskud blandt de fire kupler på toppen af Observatoriebakken.

Hvis det er overskyet, kommer stjernehimlen til dig digitalt.

Voksne (+18 år): 145 kr. Børn (4-17 år): 125 kr. Billetter kan købes på Observatoriets hjemmeside.

Foto: ABW