Dokumentaren Den Sorte Svane afdækkede svindel med den miljøscreening, Holbæk Kommune modtog, da den gamle sprogskole på Lundemarksvej i Holbæk skulle rives ned.
TV2 fik nemlig i dokumentaren indsigt i en anden rapport, som Holbæk Kommune ikke fik i forbindelse med nedrivningen. Den rapport viste markant flere fund af PCB samt asbest i den gamle sprogskole.
Klos op ad Lundemarksvej ligger børnehuset Villa Kulla. Børnehuset var påvirket af støv i forbindelse med nedrivningen af den gamle sprogskole. På den baggrund fik Holbæk Kommune taget prøver på Villa Kullas grund dagen efter, dokumentaren blev vist.
Der blev ikke fundet PCB i nogen af de prøver, der blev taget i Villa Kulla, men i en enkelt af de i alt 11 prøver blev der fundet asbest.
Fundet af asbest førte til, at den del af Villa Kullas legeplads, hvor fundet var sket, blev afspærret. I weekenden den 7.-9. juni fjernede Holbæk Kommune så jorden i det pågældende område. Herefter blev der taget nye prøver nedenunder. Da de prøver ikke viste asbest, åbnede Holbæk Kommune området igen. I løbet af uge 24 vil der blive kørt grus og ren muld på området.
Holbæk Kommunes faglige vurdering har været og er fortsat, at en eventuel påvirkning i forbindelse med nedrivningen på Lundemarksvej ikke har udgjort en væsentlig risiko for børn og voksne i Villa Kulla.
Fredag den 7. juni fik Holbæk Kommune svar på sin henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen har samme vurdering. De svarer desuden på en række spørgsmål om, hvordan forældrene skal forholde sig i den givne situation. Du kan læse om svaret fra Styrelsen for Patientsikkerhed her
Usikkerheden omkring nedrivningen af den gamle sprogskole og svindlen med miljøscreeningen har naturligvis skabt utryghed i Villa Kulla. Derfor holdt Holbæk Kommune også et møde med forældrene den 4. juni. I den forbindelse gav de blandt andet udtryk for, at de var utrygge ved støvet på nedrivningsgrunden på Lundemarksvej.
Holbæk Kommune har tidligere besluttet, at selve nedrivningsgrunde på Lundemarksvej skal undersøges grundigt. På grund af forældrenes utryghed vil Holbæk Kommune dog prioritere at tage prøver i det øverste lag først.
Mandag den 10. juni kom de første resultater fra de prøver. De viste ikke asbest i skellet mellem Villa Kulla og Lundemarksvej.