Når vi træder ind i uge 44, træder vi ind i Spil Dansk Ugen. Her kan du få spændende musikalske oplevelser, der alle hylder danskproduceret musik.
Landet over er uge 44 hvert år lig med Spil Dansk Ugen. Det er den tid på året, hvor musiklivet hylder, fornyer og viderebringer dansk musik. En hel uge med arrangementer, aktiviteter og indslag venter forude, og fælles for det hele er, at musikken er skabt og produceret af danske musikere, komponister og sangskrivere.
I Holbæk Kommune kan du fra mandag den 1. november til søndag den 7. november være med til koncerter og fællessang, der er en del af det offentlige program. Det glæder formanden for Udvalget for Kultur og Fritid, at Spil Dansk Ugen også markeres i Holbæk Kommune.
– Vi har et hav af dygtige musikere i Danmark, som laver inspirerende, smuk og reflekterende kunst til os alle. Og så formår de at samle os i et fællesskab på tværs af alder, køn og etnicitet. Det skal vi hylde musikerne for, og det er jeg meget glad for, at vi også gør i Holbæk Kommune. Jeg ser frem til arrangementerne, som her hos os blandt andet er forankrede med lokale musikere, fortæller Ole Hansen, formanden for Udvalget for Kultur og Fritid.
Kirketårn, FøniXensemblet og morgensang
”Det var en lørdag aften” og ”Nu falmer skoven” er nogle af de sange, du måske kan genkende, hvis du befinder dig i nærheden af Sct. Nicolai Kirke i Holbæk mandag til fredag kl. 17.00. Her fyrer klokkespillet nemlig op for højskolesange i kirketårnet, og du kan gætte med på de velkendte melodier.
Tirsdag aften kl. 19.00 er der fællessang med FøniXensemblet på Elværket. Her har de fire musikalske værter Rasmus Grosell, Morten Ryelund, Michael Nielsen og Mikkel Thorning udvalgt 2 fællessange, som de vil introducere fra hver sit udgangspunkt. FøniXensemblets strygekvartet og Michael Nielsen er med på klaver ved fællessangene, og der bliver mulighed for at høre værker af Fini Henriques samt Carl Nielsen.
Du kan også være med til morgensang i Jyderup, ligesom programmet byder på syng dansk-aften, fællessang med Holbæks Lungekor, open mic og koncert med Claus Schlütter Nielsen og Finn Irs samt Claus og Fluerne. Derudover er der på skoler og plejecentre indslag, der markerer Spil Dansk Ugen, og pop up-events vil dukke op rundt omkring.
Historien bag ugen
Under 2. verdenskrig i 1941 opstod en idé om en dag til ære for dansk musik. Direktøren for Koda beskrev sine tanker om en sådan dag efterfølgende, og mange år efter blev idéen til virkelighed – i 2001 helt præcist. Spil Dansk Dagen voksede sig større, og i 2014 flyttede skiftede den navn til Foreningen Spil Dansk og blev til Spil Dansk Ugen. I dag er Spil Dansk en hel uge med et væld af arrangementer, der hylder danskproduceret musik. Alle genrer må bruges, og der må synges på alverdens sprog. Læs mere på www.holbaek.dk/spildansk.