Økonomiudvalget har nu sendt en bruttoliste med spareforslag i høring. Der er forslag for flere penge, end der skal bruges, så en del af forslagene vil ikke blive til noget.

Baggrunden for spareforslagene er inflationen, de stigende energipriser og merforbrug på nogle velfærdsområder. Det fik i slutningen af 2022 politikerne til at igangsætte det politiske arbejde med at finde besparelser i 2023. Forslagene skal fjerne et økonomisk merforbrug, der tegner sig for 2023.

”Der er ikke nogen lette besparelser, og det er aldrig nemt at sende forslag i høring, som man ved kommer til at påvirke folks hverdag. Men vi er nødt til at udvise rettidig omhu og løse de økonomiske udfordringer, vi i lighed med andre kommuner har. Det er en bunden opgave”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Afgiv høringssvar

Oprindeligt anslog administrationen, at Holbæk Kommune ville mangle 40 millioner kroner i 2023. Siden udgangen af 2022 har administrationen dog løbende regnet på tallene, og udfordringen er nu vokset til 45,4 millioner kroner.

Økonomiudvalget har sendt forslag i høring for omkring 60 millioner kroner. Der er dermed tale om en bruttoliste.

Politikerne vil efter endt høring prioritere, hvordan man kan nå de påkrævede 45,4 millioner kroner.
Borgmesteren opfordrer derfor også til, at så mange som muligt afgiver høringssvar.

”Vi skal tage nogle svære beslutninger, og det skal vi selvfølgelig gøre på det bedst mulige grundlag. Derfor håber jeg også, at der er mange, som vil afgive høringssvar. Det vil gøre det muligt for os at tage den bedst mulige beslutning i en svær situation”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Spareforslagene er i høring frem til den 22. februar klokken 12.00. Kommunalbestyrelsen træffer endelig beslutning om besparelserne den 22. marts.

Foto: ABW