Rundvisning i Bakkekammen 45 den 29. oktober kl. 10-11 og åbent hus med vintertøj på Holbæk Museum samme dag kl. 12-15.30.

Bakkekammen 45 er en unik privatbolig, tegnet af arkitekt Marius Pedersen (1888-1965) til sin egen familie. Han boede og arbejdede her til sin død.  Enken Emma Pedersen boede i huset til 2007,

hvorefter Nordea-fonden donerede midler til, at Holbæk Museum kunne indrette Danmarks første museum og videncenter for Bedre Byggeskik.

Huset har stået urørt med original indretning og farvevalg på vægge og døre siden 1929 og er nu fredet. 

Hør om tankerne bag arkitekturstrømningen Bedre Byggeskik og nyd de mange smukke og gennemtænkte detaljer i boligens indretning.

Der er kun adgang ved omvisninger.

Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via vestmuseum.billetexpressen.dk. Billetten dækker entre til Holbæk Museum samme dag.

Det er så koldt derude

Holbæk Museum byder indenfor i varmen og viser vintertøj til store og små – tøj lavet for 50-150 år siden af ferme pige- og kvindehænder. Eller på fabrikker i både ind- og udland. Især er materialerne anderledes end vores moderne kunststoffer, og meget af tøjet er syet og strikket hjemme. Alt tøjet er fra Borchs tekstile Studiesamling.

På dette Åbent Hus-arrangement er tøjet fordelt i temaer fx hjemmesyede skibukser og trøjer til børn, strikkede sokker og varme vanter. Til voksne kan det være frakker, en pelsmuffe eller tykke sjaler. Her er også tykke uldne gardiner og portierer til at holde træk ude. 

Nogle af temaerne vil få en historie med på vejen. I korte oplæg fortæller Tekstillaugets medlemmer om, hvordan en jakke kunne lukkes tæt, så sne og regn ikke kom indenfor. Der er lagt bøger, blade og løse opskrifter frem med vejledning til at fremstille tøjet. Det er tilladt at røre, vende og dreje tingene, studere masker og sømme og fotografere.

Borchs tekstile Studiesamling

Samlingen indeholder ca. 7000 tekstiler, som alle er foræret til museet. Da de ikke har tilknytning til Holbæk og omegn eller oplysninger om, hvem der har fremstillet eller ejet dem, kan de ikke indgå som museumsgenstande, men bliver i stedet anvendt til demonstration og formidling ved arrangementer som dette Åbent Hus.

Museet modtager meget gerne strikkede tørklæder, huer og vanter, da samlingen ikke rummer særligt meget i denne kategori. Museet er også interesseret i at se private fotos af personer iført vintertøj, så kan vi måske sammenligne med nogle af museets ting og få mere viden.

Det er muligt at få et privat besøg i samlingen. Kontakt Karen Sivebæk Munk på kmn@vestmuseum.dk. Beskriv formålet med besøget og Tekstillauget vender tilbage for nærmere aftale. 

Vintertøj skærmer mod kulde og blæst. Se mere på Holbæk Museum. Foto: Museum Vestsjælland