Fantastisk premiere i Museumgården onsdag aften. Fra start til slut leverede et veloplagt teaterhold en overbevisende præstation med fuld fart over feltet. Sommerteater i Holbæk og Sjællands Teater har i samarbejde med manuskriptforfatterne Vase og Fuglsang begået en genistreg her til 10 års jubilæet for sommerteater i Holbæk.

Robins Hoods klassiske historie var at finde som en rød tråd gennem hele forestillingen. Ligesom persongalleriet med bl.a. Lady Marion, Nottinghams sherif, prins John, Lille John og naturligvis Robin Hood. Dog var der gennem hele forestillingen sideløbende med den klassiske historie lavet særdeles muntre fortolkninger af mere moderne art! Sangvalget gennem hele stykket svingede i takt med den gode stemning, her skal blot fremhæves Beyonce i Jomfruburet, men det var hit på hit!

Der blev grinet og klappet – og der var en stående ovation da stykket var til ende. Simpelthen bare enestående.

Dit Holbæks udsendte kan på det varmeste anbefale jer at købe en billet straks, før alt er udsolgt.

Foto: Mette Skjoldan