Under normale omstændigheder samles 3-5000 mennesker hvert år 23. juni i Strandparken. Her fejres Sankt Hans med bål, taler, sang og medbragt picnic, men desværre er det ikke muligt at holde den traditionsrige midsommerfest i år.
Det vil være risikofyldt at samle en så stor gruppe mennesker, og den risiko ønsker vi i Holbæk Kommune ikke at løbe. Samtidig vil det ikke være logistisk og ressourcemæssigt muligt at gennemføre arrangementet med corona-pas og zoner. Derfor aflyses Sankt Hans i Strandparken i år.
Lige så kede vi er af at måtte aflyste Sankt Hans-festen, lige så glade er vi over at kunne annoncere, at vi holder Sensommeraften i Strandparken 2. september.
Her kommer kulturskolen med et brag af en gratis koncert, som følger på de stolte traditioner for kulturarrangementer i kommunen. Indholdet af denne Sensommeraften i strandparken offentliggøres senere.
Hvis du stadig vil fejre Sankt Hans, kan du synge midsommervisen og lave bål derhjemme med dine nærmeste. Husk at følge myndighedernes retningslinjer og anbefalinger for forsamlinger.