REMA 1000 på Kalundborgvej i Holbæk er kåret som regionens bedste butik internt i REMA 1000 efter flere år med markant vækst. Butikken er nu kandidat til titlen som Årets Butik 2026.
For købmand Max Skov Hansen og teamet på Kalundborgvej i Holbæk er kåringen som regionens bedste butik internt i discountkæden en kulmination på en lang stime af gode resultater.
En købmand ud over det sædvanlige
Den erfarne købmand er en vaskeægte ildsjæl i og udenfor butikken, og for den ansvarlige regionschef i området, Rikke Rye, var det blandt andet en årsag til, at Max og butikken løb med titlen i denne omgang:
“Vinderen i regionen er en købmand ud over det sædvanlige og en stærk leder. Max arbejder struktureret og på forkant, og han har gjort butikken til hele byens og oplandets,” siger regionschef i REMA 1000 Danmark, Rikke Rye, og tilføjer, at både butiksoplevelsen og Max’ rolle i det bredere fællesskab vægter i begrundelsen:
“Det er en inspirerende madbutik med god stemning, service og masser af aktiviteter, og kunderne handler mere og mere. Samtidig er Max mentor for nye købmænd og en aktiv del af købmandsfællesskabet i hele REMA 1000. Med styr på nøgletallene har butikken skabt markant vækst gennem flere år, og udviklingen fortsætter. Stort tillykke til hele teamet,” afslutter Rikke Rye.
Kæmper om titlen som Årets Butik
Bag kåringen står REMA 1000 Danmark A/S, der hvert år finder den bedste butik i hver af kædens 16 regioner.
Kåringen bygger på en samlet vurdering af butikkens arbejde med Discount Med Holdning, den oplevede vækst og ikke mindst indsats for mere ansvarlighed.
De 16 regionsvindere dyster om at blive Årets Butik 2026, som afsløres ved REMA 1000s Rigsmøde til september.

Pressefoto























