Sidste år spændte corona ben, men nu kan løbere igen skifte asfalten ud med skov, grus og mudder og deltage i vinterens populære crossløb på Fælleden i Holbæk 5. marts 2022.

Motionsløbet i Holbæk er det femte og sidste løb i en samlet serie, der de seneste år har tiltrukket hundredvis af løbere. Tidligere har op mod 800 løbere kæmpet på bakker, i mudder og på stier i det midt- og vestsjællandske. Løbene bliver afviklet fem forskellige steder i Midt- og Vestsjælland i løbet af vinteren. Nu er turen kommet til Holbæk LMK og Fremad Holbæk, der i fællesskab disker op med unikke ruter.

Flotte og udfordrende ruter

De to lokale klubber har tilrettelagt ruterne på Fælleden, hvor der løbes på 3, 6 og 9 km ruter i både det åbne terræn, ved søerne og i skov og krat. Der løbes både på brede stier og smalle spor med gode overhalingsmuligheder.

”Vi glæder os til at vise vores flotte natur og lidt barske terræn frem. Vi har lavet nogle unikke ruter, som man ikke selv ville kunne løbe på egen hånd. Ruterne er grundigt markeret, og vi har frivillige vejvisere ude i terrænet, så alle kommer godt igennem. Ruterne er designet, så løberne får alt det bedste med fra området. Arnolds Knold, som kan tage puster fra enhver, skal selvfølgelig tilbagelægges flere gange”, siger Holbæk LMK’s formand, Rasmus Michelsen, der sammen med Søren Helmer fra Fremad Holbæk har kreeret ruterne.

Søren Helmer, som selv er inkarneret crossløber, siger:
”Det bliver en super dag i terrænet, hvor løberne får sat både deres kondition og teknik på prøve. Der et er par ret våde steder ved søerne, så ingen kommer tørskoet igennem. Det kunne da også være fedt, hvis vi kunne lokke nogle af de lokale Holbæk-borgere ud at løbe hos os og blive bekræftet i, at alle kan være med. Vi glæder os til at byde alle løberne velkommen til vores hood”.

Distancer for de fleste

Crossløb byder på tre distancer – 3, 6 og 9 km for at sikre, at så mange som muligt kan være med.
“Vi rummer alt fra meget hurtige løbere til motionister, der mest løber for oplevelsen. Vi gør vores ypperste for at give alle løbere uanset niveau optimale betingelser. Vi starter 6 og 9 km i heats med de hurtigste løbere forrest. Det giver spredning allerede fra starten, og får de hurtige væk, inden de mindre hurtige kommer”, siger Christina Otto Jensen, idrætskonsulent i DGI og fortsætter:
”Underlaget kan være udfordrende, derfor kan man som en ekstra service låne sig til et par trailsko fra Dynafit, hvis man ikke selv har et par. Selvom det ikke kræver særligt udstyr at være med i crossløbene, er de fleste løbere glade for trailsko, der kan gøre det nemmere at komme gennem fedtet og glat terræn på denne årstid. Om vinteren ved vi aldrig helt, hvordan underlaget arter sig, så vi opfordrer til, at man låner sko, hvis man ikke har sine egne trailsko med”.

Populære løb

Crossløbene har efterhånden mange år på bagen, men interessen for at løbe i grus, mudder og på bakker er stor.
“Vi oplever heldigvis stadig stor interesse for den her type løb, hvor det ikke kun handler om distancen men også om oplevelsen på turen. I vores crossløb er underlaget skiftende, og så ved vi jo aldrig helt, hvad vintervejret byder på. Det er en oplagt måde at prøve kræfter med nye ruter, hvor man ellers ikke ville komme ud at løbe i det midt- og vestsjællandske, og så er der bare en rigtig god stemning og hyggelig atmosfære”, siger Christina Otto Jensen.

Tid og sted

Du kan stadig tilmelde dig løbet, ligesom det også er muligt at tilmelde sig på dagen.
Tjek https://www.sportstiming.dk/event/8728
Kl. 12.00: ca. 3 km (tidsgrænse 35 min.)
Kl. 12.45: ca. 6 km og ca. 9 km
Kl. 14.15: Medaljeoverrækkelse, hvor de samlede vindere af hele løbsserien kåres

For mere information

Formand Holbæk LMK, Rasmus Nederby Michelsen, tlf. 27 62 33 52
Bestyrelsesmedlem Fremad Holbæk, Søren Helmer, tlf. 51 74 18 27
Idrætskonsulent DGI Midt- og Vestsjælland, Christina Otto Jensen, tlf. 40 62 12 14

Foto: Bjarne Kubel fra Kubel Foto