Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2026/03/13 til 2026/03/25.

Bedrageri – Regstrup, Holbæk

Kl 11.04 blev det anmeldt, at en 63-årig kvinde fredag var blevet opsøgt på sin adresse af en ukendt kvinde, der påstod, at hun var fra banken, og at hun skulle have kvindens hævekort udleveret, da der var blevet trukket et beløb på det. Det lykkedes kvinden at få udleveret den 63-åriges hævekort og der blev efterfølgende hævet godt 54.000 kroner på det.
Kvinden beskrives som 30-35 år, 160-165 cm høj, fedladen af bygning, lys i huden og med sort, langt hår.

Bilist forsøgte at snyde politiet – Spånnebæk, Holbæk

Kl. 18.00 stoppede en patrulje en svensk bil på Spånnebæk i et rutinetjek. Føreren af bilen havde glemt sit kørekort, men oplyste et personnummer, som senere skulle vise sig at tilhøre en anden mand. Manden bag rattet viste sig at være en 38-årig mand fra Trelleborg, der ikke havde gyldigt kørekort. Han blev sigtet for kørsel uden førerret og for at oplyse falsk navn. En 51-årig mand fra Landskrona, som var med som passager, blev fundet i besiddelse af en peberspray, og blev sigtet for at overtræde våbenloven.

Brand i bygning – Aggersvoldvej, Jyderup, Holbæk

Kl 19.44 kørte politi og brandvæsen til melding om brand i en bygning. Der var tale om en to-længet villa, hvor der var ild i et værksted i den ene længe med store flammer og kraftig røgudvikling.
Beboerne i de nærmeste huse blev bedt om at holde døre og vinduer lukket, mens branden stod på.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvad brandårsagen er.

Forsvundet mobil fundet igen – Hovedgaden, Mørkøv

Kl 15.06 anmeldte en 70-årig mand fra Jyderup, at han havde mistet sin mobiltelefon i en forretning i Mørkøv. Han kunne se, at telefonen nu befandt sig på en adresse i Ubby. En patrulje kørte ud til stedet og fik der kontakt til en kvinde, der forklarede, at hun havde fundet telefonen ude foran butikken og da hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med den, havde hun taget den med hjem for så på et senere tidspunkt at aflevere den til politiet. Patruljen sørgede for, at manden fik sin telefon retur.

Hærværk mod valgplakat – Marievej, Holbæk

kl. 12.04 anmeldte en 35-årig mand fra Vipperød, at han netop havde set en gruppe unge mænd, som var i gang med at klippe strips over på en valgplakat. Den 35-årige påtalte de unges handling, som herefter kørte fra stedet i en bil.

Politiet kontaktede ejeren af bilen, som kunne oplyse at bilen var lånt ud til hans 18-årige søn, som gik i skole tæt ved. Patruljen kørte til uddannelsesinstitutionen, hvor skolederen hjalp med at kalde bilejerens søn ud til patruljen. Han forklarede, at han og en nogle klassekammerater var ude at køre i frikvarteret, men at han ikke havde noget med plakaten at gøre.

Vennerne blev også kald ud til afhøring, hvor det kom frem, at en i bilen havde fået den idé, at valgplakaten skulle hænges op i klassen. En i gruppen havde skåret strippen af med en nøgle, mens en anden hev i strippen. Da den forbipasserende påtalte, at det de havde gang i var ulovlig stoppede de. Flere af de unge var i alderen 16-17 år, så deres forældre blev orienteret om sagen, som nu vil blive juridisk vurderet.

Mindreårige butikstyve – Smedelundsgade, Holbæk

Kl 08.44 pågreb medarbejdere i et supermarked to piger på hhv 14 og 11 år, der havde stjålet diverse former for make-up efter først at have fjernet prismærkerne fra varerne. En patrulje kørte frem til stedet og sikrede identiteten på de to unge butikstyve. Deres mødre blev tilkaldt til at overvære afhøringen sammen med de sociale myndigheder og der blev sørget for, at supermarkedet fik erstatning for varerne.

Påvirket bilist uden kørekort fik taget bilen – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

Kl. 16.41 blev en 25-årig mand fra Mørkøv standset i et rutinetjek i Jyderup, hvor det viste sig, at han ikke havde gyldigt kørekort, og desuden både var påvirket af euforiserende stoffer og havde for høj alkoholpromille. Han blev derfor anholdt og tage med til en blodprøveudtagelse. Da det var femte gang han kørte uden kørekort inden for 3 år, blev hans bil beslaglagt med henblik konfiskation. Den 25-årige protesterede over beslaglæggelsen, som nu skal forelægges retten.

Svindel i butik – Frejasvej, Holbæk

Kl 12.20 forsøgte en 21-årig mand fra Dianalund at bytte en gamer-stol og et gaming-bord, som han netop havde taget i butikken, ved at vise en gammel kvittering frem. Personalet troede dog ikke på mandens forklaring og afviste at give ham penge retur for varerne. Derfor tilbageholdt de ham og fik tilkaldt politiet. Han forsøgte at køre fra stedet, men personalet forhindrede det ved at stille sig bagved bilen, så den ikke kunne bakke ud. Patruljen sigtede manden for forsøg på bedrageri.

Trusler mod folketingskandidat – Holbæk

Politiet fik informationer om, at en 62-årig mand fra Holbæk i en kommentar på Facebook var kommet med trusler mod en kandidat til folketingsvalget.
En patrulje kørte ud til mandens bopæl og tog ham med ind til afhøring. Han blev sigtet for trusler og løsladt igen efter endt sagsbehandling.

Uro – Stenhusvej, Holbæk

Kl 18.02 fik politiet anmeldelser om at en gruppe unge lå og kørte rundt på el-cykler i området og affyrede kanonslag. En patrulje kørte frem til området og ledte efter de unge men dog uden at finde dem.

Indbrud i Perioden

Stengårdsvej, Tølløse, Holbæk

Torslundevej, Svinninge

Brændholtvej, Tølløse, Holbæk

Ringstedvej, Holbæk

Svalevej, Holbæk