Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2025/06/16 til 2025/06/24.
63 blitzet i Gislinge – Holbæk
Fredag morgen/formiddag holdt politiets fotovogn på Adelers Allé ved Tværvej i Gislinge. Det er byzone, og man må køre 50 km/t på stedet. I alt 1546 biler passerede, og der var flere, som trykkede for hårdt på speederen.
63 blitz blev det til, hvoraf 10 kørte så stærkt, at det koster både bøde og et klip. Dagen højeste måling lød på 80 km/t, så udover bøde kommer det til at koste bilisten en betinget frakendelse af førerretten.
Narkopåvirket bilist uden førerret i bil på stjålne nummerplader – Cementvejen, Jyderup – Holbæk
Kl. 17.20 blev en 21-årig mand fra Højby sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand og uden førerret samt i en bil, der var påsat to forskellige stjålne nummerplader foran og bagpå. En passager i bilen, en 19-årig mand fra Holbæk blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da der blev fundet en pølsemandspose indeholdende 0,98 gram amfetamin. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade styringen af sit køretøj til en person uden førerret. Den 21-årige har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Nærpolitiet på cykelpatrulje – Ahlgade, Holbæk
Fredag formiddag kørte nærbetjente en tur på cykel gennem Holbæk midtby, hvor de mødte mange borgere, som var positive over at se cykelpatruljen. De traf føreren af et el-løbehjul som fik en påtale for at køre uden hjelm.
Ved middagstid mødte patrulje en el-cykel, som kunne køre hurtigere end tilladt, og de besluttede at standse cyklisten og vendte rundt. I mellemtiden var cyklisten forsøgt at køre fra patruljen, men betjentene blev peget i den rigtige retning af hjælpsomme borgere. På Marievej forsøgte den unge cyklist på el-cyklen at gemme sig, og han virkede nervøs. Den 14-årige dreng fr Holbæk havde intet ulovligt på sig, men erkendte at cyklen var tunet. Patruljen vejledte ham om, at cyklen skulle trækkes hjem. De tog en snak med hans far om, at cyklen skulle gøres lovlig før sønnen igen måtte køre på den på offentlig vej.
Påvirket bilist i uheld – Sølystvej, Jyderup, Holbæk
Kl 04.09 skete der et uheld, da en 30-årig mand fra Jyderup kom kørende i personbil og ramte en parkeret bil, der holdt på en parkeringsplads. Den 30-årige mand kørte derefter fra stedet. To vidner så dog uheldet ske og den 30-åriges bil tabte desuden nummerpladen ved sammenstødet. En patrulje kørte derfor hjem til mandens adresse og konstaterede, at han var påvirket af alkohol. Han blev medtaget til udtagning af blodprøve og i første omgang sigtet for at køre fra et færdselsuheld uden at give sig til kende.
Påvirket mand uden førerret – Stenhusvej, Holbæk
Kl. 12.15 standsede en patrulje en bil ført af en 39-årig mand fra Holbæk. Den 39-årige er frakendt førerretten og var desuden påvirket af euforiserende stoffer, og han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Manden er sigtet i sagen.
To hegnpæle gik igennem forruden på bil – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 19.37 forulykkede en personbil, der kom kørende i østlig retning i kraftigt regnvejr. Bilen skred ud på grund af de store mængder vand på vejen, og bilen endte i grøften. I den forbindelse ramte bilen flere hegnpæle, hvoraf to hegnspæle gik igennem forruden på bilen og ramte føreren af bilen og en passager.
Politi og redning kom frem til stedet, og motorvejen blev spærret af. De to personer i det forulykkede køretøj, en 59-årig mand fra København og en 25-årig mand fra Frederiksberg blev kørt på sygehuset til behandling. De var ikke kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken. Kl. 20.12 blev vejen genåbnet.
Tyveri fra kasse – Markvænget, Jyderup, Holbæk
Kl 21.10 kom to mænd og en kvinde ind i en forretning, hvor de købte en pakke tyggegummi. I forbindelse med betalingen “tabte” den ene mand nogle mønter, mens kassen var åbnet og brugte forvirringen til hurtigt at stikke hånden ned og tage pengesedler til samlet værdi af 2800 kroner. Ekspedienten forsøgte at stoppe de tre, men uden held, og de løb fra stedet.
De tre beskrives som:
A: Mand, 30-40 år, 190-195 cm høj, slank og med sort hår. Han var iført mørk hue, grå sweater og sorte joggingbukser og talte dansk.
B: Kvinde, 30-40 år, 185-190 cm høj og iført sort kasket og stramme lilla træningsbukser. Hun havde desuden piercinger i læbe og næse og talte dansk.
C: Mand, 30-40 år, 190-195 cm høj og buttet af bygning, iført sort tøj.
Trioen kørte fra stedet i en sølvgrå Renault Scenic påsat stjålne nummerplader.
Vold – Jernbaneplads, Holbæk
Kl 20.32 blev en 50-årig mand fra Ishøj pludseligt slået umotiveret på siden af hovedet, da han stod på stationen og ventede på elevatoren. Det lykkedes ham dog at fastholde voldsmanden, en 48-årig mand fra Holbæk, indtil politiet kom frem. Den 48-årige var kraftigt påvirket af alkohol og blev sigtet for vold.
Indbrud i Perioden
Kærsangervej, Holbæk
Løvenborgvej, Regstrup, Holbæk