Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/12/15 til 2024/01/02.
Brand i bil – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk
Kl. 14.50 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var ildebrand i en bil på Ringstedvej i Kvanløse.
Det viste sig, at branden var så voldsom, at bilen udbrændte. Branden medførte kødannelse på Ringstedvej i forbindelse med passagen af den brændende bil, hvis ejer kunne oplyse, at branden startede i motorrummet. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere, da ingen kom til skade ved branden.
Brandundersøgelse – Agervang, Holbæk
Kl. 00.16 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et garageanlæg i Agervang efter en anmeldelse om, at der var opstået ildebrand i en garage i et garageanlæg med adskillige garage.
Flere garagebrugere fik fjernet deres køretøjer fra det lukkede garageanlæg, idet brandvæsnet indledningsvist havde besvær med at begrænse branden til en enkelt garage i enden af garageanlægget.
Efter knap tre timer lykkedes brandvæsnet at få slukket branden, der havde ramt flere garager. Ingen personer var kommet til skade ved branden.
Politiet skal nu undersøge garageanlægget for at få klarlagt årsagen til brandens opståen. Herunder kunne politiet konstatere sammen med vidner i området, at der forud for brandens opståen var affyret en del fyrværkeri. Eventuel videoovervågning i området vil også indgå i politiets efterforskning for at få klarlagt brandårsagen, herunder om fyrværkeri kan være en medvirkende årsag.
Forulykket bil lå på taget – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.01 modtog politiet en anmeldelse fra en borger om, at en personbil var forulykket og lå på taget i rabatten ved Holbækmotorvejen. Bilen var kommet kørende ad Holbækmotorvejen i vestgående retning, da føreren kom for tæt på autoværnet, hvorfor han kontrastyrede og endte i grøften ved nødsporet, hvor bilen påkørte en vold med det resultat, at bilen rullede rundt og havnede på taget. Føreren i bilen – en 23-årig mand fra Ugerløse – var sluppet fra uheldet uden skader. Han var påvirket af spiritus, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel og var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. Manden kan forvente at høre nærmere fra politiet i forhold til sagen på et senere tidspunkt.
Fyrværkeri – Ladegårdsparken, Holbæk
Kl 22.20 kørte politiet til Ladegårsparken, hvor der var melding om, at der blev skudt fyrværkeri af mod både personer og parkerede biler. I en bil på stedet traf politiet en 18-årig mand fra Regstrup, og i bilen blev der fundet seks bomberør, som politiet beslaglagde. Den 18-årige afviste, at fyrværkeriet skulle være hans.
Fyrværkeri til ulempe – Ladegårdsparken Vest, Holbæk
I tiden fra kl. ca. 21.00 og godt den næste time fik politiet adskillige henvendelser fra beboere i området omkring Ladegårdsparken Vest om uhensigtsmæssig og ulovlig brug af fyrværkeri, der blev affyret til ulempe for beboerne i området.
Politiet kørte ad flere omgange til området og kunne se adskillige personer flygte fra området, men ifølge anmeldelserne kom de tilbage, når politiet forlod området.
Med baggrund i yderligere anmeldelser, herunder oplysninger om, at der var kastet formentlig et større kanonslag ind under en bus, valgte politiet at forblive i nogen tid i området i præventivt øjemed.
Ingen blev afsløret i den ulovlige brug af fyrværkeri, som lovligt har kunnet erhverves siden 15. december. Brug af fyrværkeri under fornøden hensyntagen til omgivelserne må dog kun ske fra den 27. december, hvorfor affyringen af fyrværkeriet i området er en overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.
Personale fra politiet forebyggende afdeling i Holbæk vil onsdag aften præventivt være til stede i Ladegårdsparken og vil også bruge tilstedeværelsen til at få afklaret via den lokale videoovervågning i boligområdet, hvorvidt nogen af de tilstedeværende kan identificeres og om muligt sigtes for ulovlig affyring af fyrværkeri.
Politiet vil dog i samme anledning opfordre forældre til at tage en snak med de unge om reglerne for brug af fyrværkeri og den utryghed, som ulovlig brug af fyrværkeri skaber i lokalområdet.
Fyrværkeri til ulempe – igen – Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Kl. 18.08 kom den første af en hel stribe anmeldelser de næste fire timer om unges ulovlige og ikke mindst utryghedsskabende affyring af fyrværkeri i boligområdet Ladegårdsparken Vest i Holbæk.
Anmeldelserne lød på 10-15 personers affyring af fyrværkeri med høje brag til følge, så det rungede voldsomt mellem bygningerne, ligesom personerne affyrede fyrværkeri i retning mod hinanden.
Politiet var til stede i området med flere patruljer, som til sidst lykkedes at få fat i flere personer, der blev registreret hos politiet. Ingen af dem var i besiddelse af fyrværkeri eller kunne direkte mistænkes for ulovlig affyring af det, så ingen blev umiddelbart sigtet for noget.
Kl. ca. 22.15 var der på grund af politiets tilstedeværelse faldet så meget ro på området, at patruljerne kunne forlade området.
Kl. ca. 22.50 fik politiet så et par nye henvendelser om fyrværkeri til ulempe, men det var nu i området ved Holbæk togstation, hvor kanonslag blev affyret.
En patrulje kørte til området, men fandt ikke nogen, der kunne mistænkes for at have stået bag affyring af ulovligt fyrværkeri.
Færdselsuheld – Cementvejen, Akselholm, Jyderup – Holbæk
Kl. 08.01 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Cementvejen ved Akselholm, idet en bilist var kørt ind i et væltet træ, der lå på tværs af vejen.
Det viste sig, at en 75-årig mand fra Jyderup i en personbil var kørt ad Cementvejen i sydvestlig retning, da han kørte frontalt ind i et væltet træ, så bilen satte sig fast under træet.
Den 75-årige slap uskadt fra uheldet og fik efterfølgende trukket sin bil fri, så Holbæk Kommune få fjernet det væltede træ fra kørebanen.
Holbæk Kommune var forinden dette uheld blevet underrettet om endnu et væltet træ, men i den anden ende af Cementvej på strækningen mellem Skovvejen og Holbækvej.
Færdselsuheld – Dampmøllevej, Holbæk
Kl. 08.38 var der skete endnu et færdselsuheld i Holbæk på Dampmøllevej, idet en 61-årig kvinde fra Ugerløse i en personbil var kørt fra en parkeringsplads på Dampmøllevej.
I forbindelse med udkørslen blev hun påkørt af en 25-årig mand fra Holbæk, som på en stor 45-knallert kørte ad Dampmøllevej i østlig retning.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet har optaget rapport om ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 04.46 var en bilist og en cyklist stødt sammen på Holbækvej ved en frakørselsrampe fra Skovvejen i Jyderup.
Det viste sig, at en 28-årig mand fra Sorø som fører af en personbil var kørt i østlig retning ad frakørselsrampen til Holbækvej, hvor han i forbindelse med et venstresving fortsatte frem over vigelinjen for enden af rampen.
I forbindelse med svingningen påkørte bilisten en 73-årig mand fra Jyderup, som på cykel kørte ad Holbækvej i sydvestlig retning, så cyklisten røg en tur op på kølerhjelmen og ramte bilens frontrude.
Cyklisten blev i en tilkaldt ambulance bragt til et sygehus, hvor han blev indlagt til behandling for bl.a. knoglebrud som følge af påkørslen.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder og ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsregler kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Holbækvej, Søndersted, Tølløse – Holbæk
Kl. 09.50 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et solouheld, der havde resulteret i, at en bilist var havnet ud på en mark.
En 25-årig mand fra Tølløse havde fået et ildebefindende under kørslen i en personbil ad Holbækvej, så han havde mistet kontrollen over bilen og var havnet på en mark uden at involvere øvrige trafikanter i uheldet.
Ambulancepersonalet kørte den 25-årige til kontrol på skadestuen, og politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.
Færdselsuheld – Ringstedvej, Svinninge – Holbæk
Kl. 05.46 havde en 19-årig mand fra Holbæk mistet kontrollen over sin personbil, som han førte ad Ringstedvej i sydlig retning ved Svinninge.
Ved en kurve og i det glatte føre kørte han i grøften, så bilen fik nogle beskadigelser og lækkede noget væske, så det lokale redningsberedskab måtte tilkaldes.
Den 19-årige selv blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet uskadt fra uheldet og uden at involverede øvrige trafikanter. Politiet registrerede blot omstændighederne ved solouheldet.
Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 07.47 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld i fodgængerfelt på Valdemar Sejrsvej lige ved Jernbaneplads i Holbæk, idet en fodgænger var blevet påkørt.
Det viste sig, at en 61-årig mand fra Holbæk som fører af en bus var kørt ad Jernbaneplads mod vest og ud på Valdemar Sejrsvej i forbindelse med et venstresving i sydlig retning i det lysregulerede vejkryds.
Samtidig gik en 34-årig kvinde fra Holbæk i fodgængerfeltet på tværs af Valdemar Sejrsvej i vestlig retning, men blev ramt af højre hjørne på den svingende bus, så hun væltede omkuld. Fodgængeren blev efterfølgende bragt på skadestuen til kontrol, men var dog sluppet uden behandlingskrævende skader.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.
Færdselsuheld / spirituskørsel (vanvidskørsel) – bil beslaglagt – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 17.20 slog en opmærksom mandlig bilist alarm, da han bemærkede en bilist køre fra Jernbaneplads ud på Valdemar Sejrsvej i forbindelse med en svingning til venstre. Herunder ramte den svingende bilist to andre bilister, men fortsatte sin kørsel videre mod syd ad Valdemar Sejrsvej frem til krydset ved Lundemarksvej. Her påkørte den samme bilist yderligere en bil, der blev skubbet frem i en femte part.
Anmelderen var med baggrund i det første uheld kørt efter bilisten frem til næste uheldssted, hvor kørslen standsede.
Politiet fik på det andet uheldssted kontakt til en kraftig spirituspåvirket, 56-årig kvinde fra Holbæk. Hverken hun eller førerne af de øvrige køretøjer var kommet til skade som følge af påkørslerne.
Den kvindelig bilist deltog i en alkometertest, der gav udslag på grund af en alkoholpåvirkning over to promille. Politiet sigtede hende derfor for spirituskørsel og kunne mistænke hende for såkaldt vanvidskørsel med baggrund i den forventede alkoholkoncentration i den blodprøve, som den 56-årige kvindelig bilist fik udtaget i forbindelse med en kortvarig anholdelse.
Mistanken om vanvidskørsel resulterede endvidere i, at politiet beslaglagde hendes personbil med henblik på senere konfiskation, ligesom den 56-åriges førerret straks blev inddraget, så hun ikke længere må være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.
De fire påkørte biler fik alle skader i form af buler, ridser og en knust rude.
Politiet afventer nu analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve, hvorefter den 56-årige vil høre nærmere om sagens videre forløb.
Hærværk på bibliotek – Skarridsøgade, Jyderup, Holbæk
Kl 18.57 kom der melding om, at fire-fem unge havde afskudt fyrværkeri inden for på biblioteket. Biblioteket er ubemandet og man kan få adgang ved hjælp af sit lånerkort. Der var ikke sket skader på stedet, men der var røgfyldt i bygningen, da patruljen kom frem. De unge var muligvis forsvundet gennem et vindue. Patruljen ledte efter dem i området, men uden held.
Kniv kastet ud af bil – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl 19.34 fik en hundepatrulje mistanke til en varevogn før af en 19-årig ung mand fra Høje-Taastrup. Kort før bilen standsede bemærkede politifolkene, at der blev kastet noget ud af vinduet i passagersiden. Det viste sig at være en kniv, og passageren i varebilen – en 16-årig dreng fra Høje Taastrup – erkendte, at kniven var hans. Han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af en kniv uden anerkendelsesværdigt formål. Da en del af førerens udsyn var begrænset af store papkasser, der stod på forsædet, blev han sigtet for overtrædelse af færdselsloven pga manglende udsyn.
Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Holbækvej, Regstrup
Kl. 15.43 sigtede politiet en 35-årig mand fra Tølløse igen for kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte ad Holbækvej i Regstrup. Den 35-årig var nemlig i forvejen frakendt kørekortet og var også tidligere sigtet for samme overtrædelse af færdselsloven flere gange inden for de seneste tre år.
Bilen var ikke ejet af den 35-årige selv, men af en 29-årig kvinde, der flere gange tidligere var blevet sigtet for at have overladt føringen af et køretøj til netop den 35-årige, selv om han ikke lovligt kunne være fører.
Politiet vurderede derfor, at personbilen skulle beslaglægges for at undgå, at den kvindelige bilejer i fremtiden ville give den 35-årige mulighed for overtrædelse af færdselsloven.
Bilejeren var dog ikke enig med politiet om dette grundlag for beslaglæggelse af bilen, så en dommer skal nu kigge nærmere på grundlaget herfor. Bilen er dog indtil videre i politiets besiddelse, indtil dommeren har truffet afgørelse om, hvorvidt politiet reelt havde grundlag for beslaglæggelsen eller ej.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Gislingevej, Svinninge – Holbæk
Kl. 10.36 standsede politiet på Gislingevej i Svinninge en personbil, hvor en 45-årig mand fra Grevinge sad bag rattet som fører. Under kørslen var bilens ejer – en 52-årig kvinde – med som passager.
Den 45-årige havde ikke noget kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Politiet kunne ved en nærmere kontrol konstatere, at han inden for de seneste tre år havde flere end tre sager om kørsel uden førerret, så bilen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som den 45-årige vil blive indkaldt til, når sagen om den manglende førerret og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.
Larmende knallert stoppet – Holbækvej, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk
Kl. 17.15 kørte to lokalbetjente i Knabstrup, da de passerede en meget larmende lille knallert. De stoppede knallertføreren, en 15-årig lokal knægt, som erkendte, at knallerten nok ikke var helt lovligt. På knallerten sad en trompetlignende udstødning, som larmede noget mere end det tilladte. Patruljen ringede til drengens forældre, som forsikrede, at de nok skulle sørge for, at sønnens knallert blev bragt i orden. Han slap i denne omgang med en påtale og besked om at trække hjem. Men fik også besked på, at traf de ham igen på knallerten i ulovlig stand, så ville der vanke bøder.
Lastbil forulykket – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 12.15 var en 20-årig mand fra Ringsted som fører af en lastbil forulykket på tilkørselsrampe 18 til Holbækmotorvejen i østgående retning. Ingen øvrige trafikanter var involveret.
Lastbilchaufføren var kørslen kommet ud i rabatten i højre side i kørselsretning, men havde korrigeret så meget, at han i stedet kom ud i rabatten i venstre side, så han påkørte flere kantpæle, inden lastbilen endte i grøften ved tilkørselsrampen.
Den 20-årige chauffør var sluppet uskadt, og der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet, som dog medførte en længere spærring af rampen i forbindelse med bjærgningsarbejdet, som var afsluttet kl. ca. 15.00.
Narkobilist med narko – Agervang, Holbæk
Kl. 22.27 blev en 21-årig mand fra Hvalsø anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Agervang i Holbæk. Politiet kunne nemlig mistænke ham for at have indtaget både kokain og hash inden kørslen.
Efter anholdelsen fandt politiet den 21-årige i besiddelse af tre små poser, der indeholdt godt to gram kokain, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 21-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkobilister – Holbæk, Køge og Roskilde
Kl. 19.18 på Nykøbingvej i Mørkøv. En 41-årig man fra Fyn blev anholdt i en varebil, da en narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer.
Kl. 21.00 på Ringstedvej ud for Køge Gymnasium blev en 18-årig mand fra Jystrup stoppet sammen med tre unge mænd i bilen. Han blev testet positiv i en narkometertest, så han blev sigtet og anholdt. I bilen fandt patruljen desuden en hammer liggende i bilen, som ingen havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Den 18-årige blev sigtet for at overtræde våbenloven, og hammeren blev beslaglagt. Han erkendte sagerne.
Kl. 21.47 på Skovvejen i Regstrup stoppede en patrulje en 27-årig lokal kvinde, som i en narkometertest viste positiv for kokain. Hun blev sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve.
Kl. 00.40 blev en 20-årig mand fra Hedehusene anholdt og sigtet for narkokørsel på Store Valbyvej i Roskilde. Han kørte i en personbil mod syd ud for Store Valby, da han blev stoppet rutinemæssigt.
De anholdte blev alle løsladt efter at have afgivet en blodprøve. Nu afventer politiet resultatet, hvorefter de sigtede vil høre mere i deres sag.
Narkokørsel i stjålet bil mv. – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 07.30 fik en patrulje kontakt til en stjålet personbil, der kørte ad Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde. Det lykkedes at få standset bilen ved afkørsel 13 Ringsted, så politiet kunne foretage anholdelse af en mand, der indledningsvist havde forsøgt at snyde politiet med et familiemedlems identitetsoplysninger.
Politiet gennemskuede dog den finte og fik føreren identificeret som en 26-årig mand fra København, som blev anholdt for kørsel i en stjålet bil. Han var i forvejen frakendt kørekortet og kunne i øvrigt mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen.
Ved nærmere undersøgelse af den bil, der var meldt stjålet fra Amager i løbet af natten, fandt politiet to store lattergaspatroner, som den 26-årige også blev sigtet for ulovlig besiddelse af.
Bilen blev sikret med henblik på udlevering til rette ejer, og den 26-årige blev efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer afhørt til de mange sigtelser, inden politiet løslod ham senere på formiddagen. Han kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.
Påvirket bilist – Holbækvej, Jyderup, Holbæk
Kl 19.30 standsede lokalpolitiet en personbil, denne gang ført af en 37-årig mand fra Jyderups opland. Der var mistanke om, at han var påvirket af stoffer og han blev derfor medtaget til blodprøve på sygehuset.
Påvirket bilist – Ringstedvej, Holbæk
Kl 17.08 standsede politiet en personbil ført af en 44-årig kvinde fra Holbæk. Der var mistanke om, at kvinden havde drukket mere, end hun måtte, hvilket hun da også erkendte, og hun blev taget med til sygehuset til udtagning af blodprøve.
Påvirket bilist – Skagerakvej, Holbæk
Kl 22.38 standsede en patrulje en personbil ført af en 35-årig mand fra Holbæk, da der var mistanke om, at han var påvirket af stoffer. Det valgte han at erkende og han blev taget med til blodprøve på sygehuset.
Skud affyret – Kattegatsvej, Holbæk
Kl. 23.09 fik politiet et alarmopkald om, at der formentlig var blevet affyret skud i området ved Kattegatvej i Holbæk. Kort efter var flere biler kørt hurtigt væk fra området ad Kattegatvej i nordlig retning.
Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder hundepatruljer, som foretog afspærring af området og med henblik på undersøgelse af eventuelle spor.
I området fandt politiet flere afskudte patronhylstre, som med assistance fra kriminalteknikere fra National Kriminalteknisk Center blev sikret til nærmere undersøgelse for eventuelle spor.
Politiet fandt ingen indikationer på, at nogen personer var blevet ramt, ligesom politiet heller fandt genstande, der var blevet ramt i forbindelse med skudafgivelserne.
Sagen efterforskes nu yderligere i et forsøg på at finde frem til personer, der kan mistænkes for at stå bag skudafgivelserne, ligesom politiet prøver at finde frem til de køretøjer, som vidner havde set forlade område lige efter skudafgivelsen.
Oplysninger om både personer og køretøjer i anledning af skudafgivelserne kan gives til politiet på tlf. 114.
Uro i retslokale – Domhusstræde, Holbæk
Kl. 11.19 slog personale i retsbygningen alarm til politiet, fordi der blev kastet rundt med møblementet i et retslokale.
Politiet kørte hurtigt til retsbygningen og fik lagt en dæmper på en 17-årig ung mand, der havde været utilfreds med en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvilket indebar, at han skulle anbringes på en lukket institution. Frustrationen over afgørelsen havde fået ham til at kaste rundt med borde og stole, men ingen personer i retslokalet var blevet ramt.
Den 17-årige blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd, men straks efter kørt af politiet i retning mod den institution, hvor han ifølge afgørelsen skulle opholde sig.
Vold – Knudskovparken, Holbæk
Kl. 12.39 anmeldte en 29-årig mandlig parkeringskontrollør, at han var blevet overfaldet i forbindelse med sit arbejde i Knudskovparken i Holbæk.
Parkeringskontrolløren havde været i færd med at udstede en kontrolafgift til en ulvoligt parkeret bil, da en mand råbende henvendte sig til ham.
Der opstod en diskussion mellem manden og parkeringskontrolløren, som endte med at blive slået i brystet.
Politiet sigtede efterfølgende en 52-årig mandlig bilejer fra Holbæk for vold mod parkeringskontrolløren, der blev sendt på skadestuen for at blive undersøgt for eventuelle skader som følge af volden.
Indbrud i Perioden
Jernbanevej, Tølløse
Markskellet, Holbæk