Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/11/22 til 2023/12/04.
Brand i bil spredte sig til flere biler – Ladegårdsparken, Holbæk
Kl. 01.18 modtog politiet flere anmeldelser om en brændende bil på en parkeringsplads. Politi og brandvæsen kom frem til stedet, hvor branden havde spredt sig til flere biler, og i alt otte biler var beskadiget af branden. Området omkring de brændende biler blev afspærret, og ilden blev slukket af brandvæsnet. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge den bil, hvor branden opstod for at forsøge at finde frem til årsagen til branden, herunder om der ligger noget kriminelt bag. Personer, som har set personer eller køretøjer på p-pladsen forud for branden, eller som har oplysninger om, hvordan branden opstod, bedes kontakte politiet på telefon 114.
Færdselsuheld – Omfartsvejen, Holbæk
Kl. 16.26 påkørte en personbil, ført af en 44-årig kvinde fra Fuglebjerg en bil ført af en 28-årig mand fra Jyderup. Påkørslen skyldes uopmærksomhed, da den 44-årige var i færd med at samle noget op fra gulvet i bilens kabine, da hun overså den 28-åriges bil. Politi og ambulance kom frem til stedet, hvor begge parter var uskadte. De to biler kunne ikke køre videre og vejhjælp blev tilkaldt til stedet.
Færdselsuheld – Sandbyvej, Gislinge, Holbæk
Kl 22.51 skete der et færdselsuheld, da en 25-årig mand fra Odsherred ramte muren på en bygning ud til vejen. Den 25-årige løb fra stedet, men blev kort efter fundet i nærheden af en patrulje. Det viste sig desuden, at den forulykkede bil ikke var uindregistreret, var påsat afmeldte nummerplader og der var heller ikke forsikring på bilen. Desuden blev den 25-årige sigtet for ikke at have nogen førerret og for at flygte fra et færdselsuheld.
Færdselsuheld – Slagelsevej, Jyderup – Holbæk
Kl. 12.49 skete et uheld på Slagelsevej ved Jyderup, da en 39-årig mand fra Store Fuglede kørte ud fra en udkørsel, men ikke kunne komme op i fart, da bilen ikke kunne få vejgreb på grund af glat føre. Bag fra ad Slagelsevej mod nord kørte en 52-årig kvinde fra Ruds-Vedby, som ikke kunne nå at standse. Hun påkørte derfor den 39-åriges bil bagpå, og snurrede herefter rundt og endte i modsatte vejbane. Ingen personer kom noget til, men en patrulje optog rapport. Politiet underrettede kommunen om at salte vejen, for at undgå flere uheld.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Brændholtvej / Holbæk Landevej / Hovedgaden, Ugerløse – Holbæk
Kl. 21.39 rykkede politiet sammen med ambulancepersonale ud til et færdselsuheld i rundkørslen ved Brændholtvej – Holbæk Landevej – Hovedgaden i Ugerløse, hvor to personbiler var impliceret i et sammenstød.
En 36-årig mand fra Polen, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, blev i ambulancen bragt til skadestuen til kontrol, men han var trods et ildebefindende på uheldsstedet sluppet uden behandlingskrævende skader.
Modparten i uheldet var en 55-årig mand fra Albertslund, som var sluppet uden skader efter sammenstødet, hvor hans bil var blevet ramt på venstre side af fronten, da han efter kørsel ad Brændholtvej mod øst var kørt ind i rundkørslen.
Kort efter var den 36-årige kommet kørende i samme retning bag efter den 55-årige, men havde op til rundkørslen mistet kontrollen over sin bil, der var kørt op over et græsarealt og havde ramt et mindre træ, inden de to bilister stødte sammen inde i selve rundkørslen.
Da politiet mistænkte den 36-årige for at være spirituspåvirket under kørslen, fik han under opholdet på skadestuen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet fik ryddet rundkørslen for de implicerede biler i tiden frem til kl. ca. 22.20 og afventer nu analyseresultatet af den udtagne blodprøve, før sagens videre forløb kan afgøres.
Kvinde fik franarret dankort – Holbæk
Kl. 18.31 fik politiet anmeldelse om, at en 77-årig kvinde fra en mindre by uden for Holbæk var blevet snydt af en falsk bankmand. En patrulje kørte hjem til kvinden og afhørte hende til sagen. Kvinden var omkring kl. 17.00 blevet ringet på af en mand, som sagde han var fra Nordea Banks sikkerhedsafdeling. Han havde sagt, at han ville tjekke op, da der var mistanke om hacking fra kvindens konto.
Han bad kvinden overføre alle sine penge til samme konto. Herefter skulle hun lægge sit dankort i en lukket kuvert, som han ville sende en anden mand hjem og hente på hendes bopæl. Hun oplyste koden til manden i telefonen og afleverede kort efter kuverten til den mand, som dukkede op ved hendes dør.
Manden tog imod kuverten og gik tilbage til en hvid bil, som holdt foran huset. Han beskrives som: Omkring 20 år, 165-170 cm høj, slank af bygning, iført sort jakke, sorte bukser og sort hue.
Efter episoden talte kvinden med sin søn, som blev skeptisk og tjekkede den 77-årige konto. Her kunne de se, at der kl. 18.01 var blevet hævet 5000 kr fra en hæveautomat. Kortet blev spærret og sagen anmeldt til politiet, som nu efterforsker sagen for at forsøge at finde frem til bedrageren. Overvågningen fra hæveautomaten vil blandt andet blive gennemgået.
Mand død i soloulykke – Skamstrupvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 16.53 kørte en mindre personbil af vejen ved Skamstrupvej i Mørkøv og endte på taget i rabatten. Bilen var kommet i slinger i det glatte føre. Bag rattet sad en 31-årig mand, som blev fastklemt ved uheldet. To jævnaldrende mandlige passagerer slap uskadt, men den 31-årige måtte reddes ud.
Der blev forsøgt førstehjælp, men den 31-åriges liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død af en læge på stedet. Vejen blev afspærret og en bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet. Det var mørkt, og der lå sne på vejen.
Omkring kl. 19.00 blev vejen genåbnet, så trafikken kunne passere. Bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse af bilinspektøren. Der blev rutinemæssigt udtaget en blodprøve af føreren af bilen, for at afklare om han kan have været påvirket under kørslen. Nu afventer politiet de forskellige undersøgelser, for at få belyst årsagen til uheldet.
Mistænkeligt forhold – Nygade, Holbæk
Kl. 06.00 fik politiet en henvendelse om et mistænkeligt forhold i en restauration i Nygade i Holbæk, hvor der befandt sig personer indenfor i ukendt ærinde – måske efter et indbrud.
Politiet kørte til stedet og fik vækket en sovende indehaver af restaurationen. Der var intet mistænkeligt på stedet, men resterne af en julefrokost. Gæsterne havde været sent på stedet, hvorefter indehaveren havde lagt sig til at sove, da de var gået og inden det forestående oprydningsarbejde. Politiet fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere under disse omstændigheder.
Narkokørsel – Holbæk Have, Holbæk
Kl. 10.55 anholdt politiet en 30-årig mand fra Stenlille, som kom kørende ad Holbæk Have i en personbil, på trods af, at han var påvirket af kokain og frakendt førerretten. Manden fik udtaget en blodprøve på sygehuset og blev derefter løsladt. Han er sigtet i sagen, som afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
Pokemon-æsker stjålet – Ahlgade, Holbæk
Kl. 12.31 anmeldte personalet i en legetøjsbutik, at en mand og kvinde netop havde forladt butikken med to æsker med Pokemon-kort, som de ikke havde betalt for.
De to mistænkte var gået ad Ahlgade mod vest og herefter videre ad Valdemar Sejrsvej mod syd, men var forsvundet i området ved togstationen.
Politiet optog en anmeldelse om butikstyveri af de to æsker med Pokemon-kort til en samlet værdi af mere end 1.700 kr.
De mistænkte blev beskrevet som: mand, 40-50 år, lys i huden, 175-185 cm høj, kraftig af bygning, iført grå/blåstribet hue, sort jakke, mørke joggingbukser, hvide sko og medbringende sort plastpose, hvori de to Pokemon-æsker blev lagt; og kvinde, 35-45 år, lys i huden, almindelig af bygning, sort mellemlangt hår, iført sort jakke, sorte bukser og sorte sko.
Begge talte dansk under opholdet i butikken, hvor de skabte forvirring ved at flytte rundt på forskellige varer.
Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få de to mistænkte identificeret og vil i den forbindelse gøre brug af videoovervågningen i forretningen.
Tre hurtige bilister ved vejarbejde – Roskildevej, Holbæk
En patrulje foretog mandag aften en hastighedskontrol på Roskildevej tæt ved sidevejen Grandløse Kirkevej i Holbæk, fordi der på stedet var et vejarbejde, hvor hastigheden ifølge skiltningen var nedsat til maksimalt 50 km/t.
Kl. 21.13 blev en 23-årig mand fra Holbæk som fører af en personbil målt til at køre med mindst 86 km/t i sydlig retning ad Roskildevej på strækningen med vejarbejdet.
11 minutter senere kørte en 57-årig mand fra København SV også i sydlig retning med en hastighed på 72 km/t i den personbil, han var fører af.
Sidste hurtige bilist var en 46-årig mand fra Holbæk, der som fører af en personbil i nordlig retning ad Roskildevej blev målt til at køre med mindst 81 km/t gennem vejarbejdet.
Alle tre bilister kan nu ud over en forhøjet bøde, fordi forseelsen blev begået ved et vejarbejde, også forvente at skulle betale et bidrag til Offerfonden på 500 kr. hver især. Desuden kan de alle også forvente en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet, da hastighedsovertrædelserne var mere end 40 procent hurtigere end tilladt ved et vejarbejde. En betinget frakendelse vil i givet fald betyde, at de skal aflægge en ny teori- og køreprøve for at beholde kørekortet.
Tricktyveri – Aldersrovej, Jyderup, Holbæk
Kl. 12.15 anmeldte en ældre kvinde fra Jyderup, at hun kort forinden var blevet udsat for tricktyveri, da hun kom gående på gaden med sin rollator. Kvinden, som er i 90′;erne, havde sin taske hængende på rollatoren.
En mand opsøgte hende på Aldersrovej, hvor han bredte en avis ud hen over rollatoren og spurgte på gebrokkent dansk om vej til hospitalet. Efterfølgende opdagede kvinden, at manden havde taget hendes pung fra tasken. Hun så ikke tyveriet, da avisen skærmede for tasken. Pungen indeholdt udover personlige kort ca. 350 kr. i kontanter.
Gerningsmanden beskrives som: 20-25 år, kraftig af bygning, hvid hud, lyst hår. Han var iført en grønlig jakke med hætte der havde pelskant og en hue. Manden talte dansk med accent.
Vidner som har set den beskrevne mand, som havde en karakteristisk grøn jakke med pels på, eller som har set køretøjer i nærheden af Aldersrovej onsdag middag, som skilte sig ud fra normalbilledet bedes kontakte politiet med oplysninger i sagen. ring på tlf. 114.
Vold – Jernbaneplads, Holbæk
Kl 23.54 kom der anmeldelse om et voldsforhold. En taxichauffør havde kort forinden afvist at tage en beruset mand med som passager. Manden ønskede at blive kørt til København, men da han ikke fik lov at komme med hyrevognen, kastede han et ølkrus efter køretøjet, rev bildøren op og gav taxichaufføren tre knytnæveslag i ansigtet og et spark på låret. Gerningsmanden løb derefter fra stedet. Han beskrives som mand, mørk i huden og afrikansk af udseende. Han var iført lysebrun jakke, sorte bukser, sort hættetrøje og sorte Nike-sko med hvid sål. Politiet søgte efter ham i området, men indtil videre uden at finde ham.
Indbrud i Perioden
Bødkervej, Jyderup