Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/11/13 til 2023/11/21.
Bil beslaglagt – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk
Kl 06.14 standsede politiet en bil ført af en 44-årig mand fra Holbæk. Han var frakendt førerretten og var tidligere taget for at køre uden at have lov til det. På den baggrund blev bilen beslaglagt.
Bilist kørte ind i hæk – Holbækvej, Snevre, Regstrup, Holbæk
kl. 09.11 skete et solouheld, da en 27-årig mand fra Holbæk kørte ad Holbækvej mod syd i Snevre ved Regstrup og mistede af uvisse årsager herredømmet over bilen. Bilisten kørte ind i en hæk og ramte et træ, hvorefter bilen stoppede i rabatten. Grene fra de på påkørte buske og træet ramte en parkeret bil. Vejen blev spærret i begge retninger. Den 27-årige blev kørt i ambulance til tjek, men han var ikke kommet noget til. Politiet registrerede uheldet og omkring en time senere, var vejen igen ryddet.
Bilist uden kørekort stak af, men fik taget bilen – Søstrupvej, Holbæk
Kl. 18.57 kørte en patrulje på Søstrupvej i Holbæk mod syd, da de passerende en bilist, som de genkendte fra tidligere sager om kørsel uden førerret. Patruljen vendte om for at standse bilisten, men han kørte ind på parkeringspladsen bag Netto, hvor han stoppede bilen og stak af til fods. En hundepatrulje kom frem og forsøgte at gå spor efter føreren, men fandt ham ikke.
Betjentene havde med sikkerhed genkendt føreren som værende bilens ejer, en 29-årig mand fra Regstrup, som aldrig har taget et kørekort. Den 29-årige mand havde flere end tre sager om kørsel uden førerret på tre år, og så kan politiet beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.
Bilen blev kørt væk på et fejeblad, og nu arbejder politiet på at få fat i bilejeren for at sigte ham for endnu en kørsel uden gyldigt kørekort, og gøre ham bekendt med at bilen blev beslaglagt. Senere når den 29-åriges sager skal afgøres, vil retten tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.
Bortvisning af uønsket gæst – Nygade, Holbæk
Kl. 03.00 henvendte personalet på en restauration sig til en patrulje i nattelivet i Holbæk, idet en mandlig gæst havde opført sig truende over for en anden gæst og derfor skulle bortvises ifølge personalet.
Politiet fik kontakt til en 26-årig mand fra Ishøj, som ifølge videoovervågningen havde været ophidset og truende over for en anden gæst, hvis ansigt han havde stået meget tæt på, så gæsten var gået baglæns og til sidst væk fra den 26-årige.
Den 26-årige blev herefter bortvist fra restaurationen uden problemer og uden at blive sigtet for noget.
Søndag – mandag:
Brand i gryde – Skovbrynet, Jyderup – Holbæk
Kl. 20.18 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i et køkken i en lejlighed på Skovbrynet i Jyderup. Alle beboere i opgangen blev evakueret, men det viste sig, at der kun havde været røgudvikling fra en gryde med havregrød, og at der ikke havde været ild. Ingen var kommet noget til, og der skete ingen større skader på i lejligheden. Alle kunne komme hjem igen efter en udluftning.
OPDATERING
Intet våben, men overtrådte knivloven – Holbæk
Mandag eftermiddag fik en 57-årig mand fra Holbæks nordvestlig opland besøg af politiet, fordi han i august havde fået inddraget sin våbentilladelse til besiddelsen af et haglgevær.
Da den 57-årige ikke havde reageret efter en frist på fire uger til at bringe orden i sagen, kunne politiet nu mistænke ham for ulovlig våbenbesiddelse. Retten i Holbæk havde godkendt mistankegrundlaget og givet politiet tilladelse til at foretage ransagningen.
Ved en ransagning af mandens bolig fandt politiet imidlertid ikke det pågældende haglgevær, men derimod en machete med en bladlængde på 40 cm og to knive med bladlængder på hhv. 16,5 og 20,5 cm.
De ulovlige knive blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivlovgivningen, som den 57-årige blev sigtet for overtrædelse af.
Haglgeværet var ifølge den 57-årige afhændet for nogen tid siden til en anden, hvilket politiet efterprøver rigtigheden af. Den 57-årige blev derfor ikke sigtet for ulovlig besiddelse af et skydevåben, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet vedr. overtrædelse af knivlovgivningen.
Kørte uden kørekort – Skovvejen, Mørkøv, Holbæk
Kl 14.55 standsede politiet en personbil ført af en 53-årig mand fra Taastrup. Det viste sig, at han havde fået inddraget sin førerret. Ejeren af bilen efterfølgende sigtet for at have overladt bilen til en person, der ikke havde lov til at køre den.
Mand med krænkende adfærd – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk
Kl. 08.42 fik politiet en henvendelse fra en 29-årig lokal kvinde, som under ophold på Jyderup togstation sammen med flere andre havde bemærket en fremmed mand, der havde opført sig krænkende.
Den fremmede mand havde kigget efter anmelderen og havde haft blottet sit underliv samtidig med, at han foretog onanibevægelser.
En patrulje kørte til området for at lede efter manden, der blev beskrevet som ca. 25 år, ca. 180 cm høj, iført sort hættetrøje og sorte bukser.
Politiet fandt dog ikke manden, som ifølge en henvendelse til politiet senere mandag formiddag også var set kl. ca. 08.00 på Holbækvej i Jyderup ved et supermarked. På det tidspunkt havde han kortvarigt fulgt efter en teenagepige og var i øvrigt iført røde bukser.
Oplysninger om mandens identitet kan gives til politiet på tlf. 114.
Stjålet trailer – Regstrup, Holbæk
kl 13.13 fik politiet anmeldelse om, at firma, der havde fået stjålet en trailer, nu havde fundet traileren på en adresse i Regstrup. Den var fundet gennem en annonce i en gruppe på Facebook. Politiet undersøger nu, hvem der evt kan sigtes for tyveri eller hæleri af den stjålne trailer.
Uro og uorden – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 07.38 rykkede politiet ud til området ved Holbæk togstation efter en anmeldelse om, at en mand og en kvinde var i slagsmål på stedet.
Ved ankomsten til stedet var ingen i slagsmål, og vidner kunne bekræfte, at der havde været en uenighed mellem en mand og en kvinde, som blev identificeret som en 21-årig mand fra Holbæk og en 27-årig kvinde fra Holbæk.
Ingen af de to parter havde lidt fysisk overlast eller pådraget sig skader, så politiet valgte at sende de to parter i hver sin retning, så der ikke var risiko for yderligere kontroverser mellem de to i det offentlige rum. Ingen af dem blev sigtet for noget.
Indbrud i Perioden
Risbjergvej, Kvanløse, Holbæk
Tømmerupvej, Mørkøv