Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/10/23 til 2023/10/31.
Brand i varmetæppe – Stenhusvej, Holbæk
Kl. 14.20 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en 90-årig kvindes bolig, hvor der var opstået en brand i soveværelset.
Politiet var hurtigt fremme og fik den 90-årige reddet ud, så hun i en tilkaldt ambulance kunne bringes på skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning. Brandvæsnet iværksatte slukning af branden i soveværelset, som fik skader, hvorunder et lag glas i et vindue sprang.
Den 90-årige krævende ikke nogen behandling og kunne oplyse, at et varmetæppe, som hun havde brugt, var blevet så varmt, at det smeltede og efterfølgende satte en seng i brand.
Politiet har optaget rapport om branden i et forsøg på at få klarlagt den konkrete årsagen til den ekstraordinære varmeudvikling i varmetæppet.
Færdselsuheld – Roskildevej / L. C. Worsøesvej, Holbæk
Kl. 15.26 var en bilist og en cyklist blevet impliceret i et færdselsuheld i rundkørslen Roskildevej – L. C. Worsøesvej i Holbæk, så politiet rykkede ud for at undersøge omstændighederne nærmere.
En 81-årig kvinde fra Vipperød var i en personbil kørt ad Roskildevej mod syd og ind i rundkørslen, hvorfra hun svingede til højre for at fortsætte videre ad Roskildevej mod syd.
I forbindelse med svingningen stødte hun sammen med en 19-årig mand fra Holbæk, som på cykel kørte i rundkørslen fra L. C. Worsøesvej i retning mod Holbæk Have. Cyklisten væltede ved påkørslen, men han slap uden behandlingskrævende skader.
Cyklisten anvendte cykelhjelm under kørslen, og politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Skovvejen / Knabstrup Møllevej / Knabstrupvej, Regstrup – Holbæk
Kl. 13.40 rykkede politiet ud til krydset Skovvejen – Knabstrup Møllevej – Knabstrupvej for at undersøge årsagen til, at to bilister var stødt sammen i krydset og havde ramt en tredje.
Det viste sig, at en 51-årig kvinde fra Mørkøv i en personbil var kørt ad Knabstrup Møllevej mod syd i den hensigt at krydse Skovvejen for at fortsætte videre ad Knabstrupvej mod syd.
Efter fremkørsel over vigelinjen og under passage af det østgående spor på Skovvejen blev den 51-åriges bil påkørt på højre side af en anden personbil, som en 75-årig mand fra Rødovre førte ad Skovvejen i netop østlig retning.
Sammenstødet mellem de to bilister bevirkede, at den 51-åriges bil blev slynget over mod Knabstrupvejs udmunding, hvor en tredje personbil ført af en 46-årig mand fra Regstrup blev ramt.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødene, og politiet har optaget rapport i sagen ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 11.49 rykkede ambulance- og redningspersonale sammen med politiet ud til en lastbil, som var forulykket og nu lå i en vejgrøft væltet om på højre side.
På uheldsstedet blev en 57-årig mand fra Jerslev Sj. hjulpet ud af lastbilens førerkabine og herefter bragt til skadestuen til kontrol efter diverse skrammer som følge af uheldet.
Lastbilchaufføren havde kørt ad Tølløsevej i nordøstlig retning i en lastbil med sættevogn og havde under kørslen fået højre forhjul ud i rabatten af ukendte årsager. Da lastbilchaufføren ikke lykkedes med at få rettet vogntoget op, endte han i grøften og væltede om på højre side.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, hvor rednings- og oprydningsarbejde kortvarigt var årsag til, at kun det ene spor var farbar forbi uheldsstedet.
Både et autoværn i en kurve på vejen og et elskab blev beskadiget som følge af uheldet med lastbilen.
Grundlovsforhør i sag om narkosalg – Holbæk
En 30-årig mand fremstilles i dag kl. 12.00 ved Retten i Holbæk, som sigtet for at besidde narko med henblik på videreoverdragelse, for at overtræde knivloven og for hæleri.
I går omkring middagstid var flere betjente og en narkohund ved en lejlighed i Holbæk, hvor der mistanke om, at der blev opbevaret og muligt solgt narko. Under ransagningen blev fundet ca. 64 gram kokain, 39 gram amfetamin og 125 gram hash og flere remedier, jeg der tydede på, at narkoen var til videresalg. Ved ransagningen blev desuden fundet 10.800 kr., som formodes at være udbytte fra narkosalg, og en machete, som han ikke havde tilladelse til at besidde. Den 30-årige blev sigtet, anholdt og taget med til afhøring på politistationen.
Politiet efterforskede sagen, hvorefter sigtelsen mod den 30-årige også kom til at indeholde besiddelse af en mobiltelefon, hvorpå der var et narkoregnskab over salg af euforiserende stoffer svarende til 68.950 kr., af ikke under 137,9 gram kokain eller 689,5 gram amfetamin.
Den 30-årige blev desuden sigtet for hæleri, da der også ved ransagningen blev fundet en skjorte, som tilhørte Kriminalforsorgen. Anklageren begærer dørlukning i sagen, så det er ikke muligt at oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.
Hastighedsmåling afslørede vanvidsbilist – Roskildevej, Vipperød – Holbæk
Politiet foretog søndag i tidsrummet kl. 16.29 – 19.47 en hastighedskontrol på Roskildevej ved Maglemosevej i Vipperød.
En fotovogn var opstillet på stedet til at måle trafikanternes hastighed på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 60 km/t.
I alt 884 trafikanter passerede politiets målevogn, og af disse blev 128 målt til at køre hurtigere end tilladt.
Efter kl. ca. 18.00 begyndte det at regne kraftigt i området, men det forhindrede ikke en bilist i at passere måle- og fotovognen med en hastighed på 129 km/t. Der var tale om en personbil, hvis fører kan anses for at være en såkaldt vanvidsbilist, fordi hastigheden var mere end dobbelt så hurtigt som tilladt på vejstrækningen. Føreren forsøges identificeret hurtigt muligt med henblik på sigtelse i sagen.
De øvrige 127 bilister kan også forvente at høre nærmere fra politiet med mulighed for at se det foto, som blev optaget af køretøjet og føreren på forseelsestidspunktet.
Hastighedskontrollen blev gennemført som en tryghedsskabende fartmåling på den pågældende vejstrækning.
Mistænkelig kuffert ved supermarked – Smedelundsgade, Holbæk
Kl. 14.35 foretog politiet en afspærring af området ved indgangen til et supermarked i Smedelundsgade, efter at personalet havde undret sig over, at en mindre kuffert havde stået efterladt på stedet i mindst 1½ time.
Da politiet ikke kunne udelukke, at kufferten kunne indeholde noget farligt, blev en sprængstofhund samt Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) tilkaldt til undersøge kufferten. Det lokale redningsberedskab og en ambulance blev tilkaldt til at være stand by, hvis behov for assistance skulle opstå.
Kl. ca. 17.20 kunne Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste oplyse, at kufferten var blevet undersøgt og ikke indeholdt noget farligt.
Politiet ophævede afspærringen og forsøger nu at finde frem til ejeren og årsagen til, at kufferten blev efterladt på stedet.
Narkokørsel uden førerret – Slagelsevej, Jyderup – Holbæk
Kl. 19.53 blev en 26-årig mand fra Hadsund sigtet for både kørsel uden førerret og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil, som politiet standsede på Slagelsevej i Jyderup.
Den 26-årige havde ikke fået generhvervet kørekortet efter udløbet af en tidligere frakendelse, og grundlaget for mistanken om narkokørsel var bl.a. en lugt af cannabis i varebilen.
Politiet fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve af den 26-årige, som vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkopåvirket biltyv havde fyldt bilen med madvarer – Skovvejen, Jyderup – Holbæk
Kl. 21.30 standsede politiet en personbil med to mænd i med henblik på en rutinemæssig kontrol, da personbilen var blevet ført ad Skovvejen i østlig retning ved rundkørslen ved Cementvej i Jyderup.
Bag rattet sad en 44-årig mand fra Tølløse, der havde en 28-årig mand uden fast bopæl med som passager.
Den 44-årige havde ikke noget kørekort og blev efter en rutinemæssig narkometertest mistænkt for at være påvirket af både cannabis, amfetamin og kokain under kørslen.
Føreren blev sigtet for de to overtrædelse af færdselsloven og derefter anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet undersøgte også bilen, hvori politiet fandt adskillige kødvarer, mere end 70 poser kaffe, andre mad- og drikkevarer og slik til en samlet værdi af mere end 5.000 kr. Madvarerne stammede ifølge prismærkerne fra supermarkederne Super Brugsen, Rema1000 og Netto. Madvarerne blev beslaglagt til nærmere undersøgelse af deres oprindelse, så de to mænd i bilen kan afhøres herom, idet ingen af dem havde kvitteringer for varerne eller i øvrigt kunne redegøre for besiddelsen.
Den 44-årige fører blev tillige formelt sigtet for at have stjålet bilen, idet han ikke havde fået lov til at køre i den af bilejeren, der kendte den 44-årige.
Efter afhøring til sagerne og udtagelse af blodprøven løslod politiet den 44-årige, der tillige med passageren kan forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen er afsluttet.
Tyveri af mobiltelefon – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 17.34 anmeldte pårørende til en 15-årig pige fra Holbæk, at datteren havde fået stjålet sin mobiltelefon under ophold på Holbæk togstation.
Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at pigens mobiltelefon havde ligget frit fremme på et bord, da en ukendt person stjal den.
Tilstedeværende på togstationens område blev afhørt, ligesom politiet sikrede videoovervågning i området i et forsøg på at få identificeret nogen, der kan mistænkes for tyveriet. Mobiltelefonen er nu blevet efterlyst som stjålet.
Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.
Uheld i kurve – Løserupvej, Tuse Næs, Holbæk
Kl. 13.48 skete et uheld mellem to biler i en skarp kurve på Løserupvej på Tuse Næs. En 78-årig mand fra Holbæk kørte i nordøstlig retning, og en 44-årig mand fra Gislinge kørte i modsatte retning. Den 78-årige ramte ind i den 44-åriges bil i kurven. Ved en rutinekontrol blev den 78-årige testet med alkometeret, som viste en promille under det tilladte 0,5. Han fik udtaget en rutinemæssig blodprøve, som skal vise, hvad hans promille i blodet var under uheldet. Polititiet optog rapport om sammenstødet.
Uheld på grund af vand på kørebanen – Greve og Holbæk
Kl. 09.17 skete et uheld på Køge Bugt Motorvejen sydgående ved Greve S, da en 39-årig mand fra Brabrand kørte galt på grund af aquaplaning. Bilisten kom ud i rabatten, hvor han ramte autoværnet. Både føreren og en jævnaldrende kvinde, som var passager i bilen, blev kørt til tjek på sygehuset, men var ikke kommet noget alvorligt til. Bilen blev totalskadet og måtte køres væk fra motorvejen, og Vejdirektoratet blev orienteret om det beskadigede autoværn. En patrulje optog rapport i sagen.
Kl. 10.54 gik det galt på Holbækmotorvejen ved Vipperød, da en 29-årig mand fra Hvidovre mistede herredømmet over bilen på grund af vand på vejen. Bilen drejede rundt og endte i autoværnet. Bilsten slap uskadt fra uheldet, men en patrulje kom frem og optog rapport. Bilen blev skubbet ind i nødsporet, så motorvejen blev fri igen.
Ulovlig knallert – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 11.50 spottede en patrulje fra den forebyggende afdeling på politistationen i Holbæk et par knallerter køre rundt i den centrale del af Holbæk. Førerne anvendte ikke styrthjelm, ligesom begge havde en passager med under kørslen.
Da den ene kørte ind på en tankstation på Valdemar Sejrsvej, henvendte patruljen sig til knallertkøreren, der dog valgte at stikke af på knallerten.
Politiet iværksatte herefter diverse undersøgelser, der førte til identifikation af en mistænkt, der med sin knallert henvendte sig til politiet.
Der var tale om en 16-årig ung mand fra Holbæk, som skal have sin knallert undersøgt for konstruktive ændringer, inden han formelt bliver sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven, som han kan mistænkes for. Hans værge er underrettet om politiets indgriben over for hans ulovlige kørsel på knallert i byen.
Ung mand på knallert stak af – Gl. Skovvej, Regstrup, Holbæk
Fredag eftermiddag kørte en patrulje ved Nørre Jernløse Skole, da borgere anmeldte at en bil med to unge mænd i havde kørt hasarderet omkring skolen. Politiet fandt ikke frem til bilen, men i stedet blev de opmærksomme på en knallert, som kørte alt for stærkt. Da knallertføreren så patruljen stak han af. Betjentene kørte efter ham, men han stoppede ikke for deres anvisninger. Knallertføreren forsøgte at slippe væk, men på Dahliavej skred knallerten ud og den unge mand hoppede af og forsøgte at stikke af til fods. Han blev løbet op af en betjent og anholdt.
Knallertføreren viste sig at være en 16-årig lokal ung mand, som havde brudt nærmest samtlige regler for knallertkørsel. Det viste sig, at han var påvirket af euforiserende stoffer, kørte på en ulovlig knallert, der ikke var registreret eller forsikret. Han havde på sin flugt kørt over fortov, venstre rundt i en rundkørsel og ikke overholdt sin vigepligt. Den 16-årige blev desuden fundet i besiddelse at to små poser med hvidt pulver, som i en narkotest viste positiv for kokain.
Han blev taget med til en blodprøveudtagelse og efterfølgende afhørt på politistationen med sin mor til stede. Knallerten blev taget med ind til undersøgelse på rullefelt, som skal vise knallertens tophastighed. Efter afhøringen blev den 16-årige løsladt, men når knallerten er undersøgt og resultatet af blodprøven kommer, vil den 16-årige og hans mor blive orienteret om resultatet og sagens videre gang.
Uorden ved diskotek – Nygade, Holbæk
Kl. 03.00 valgte politiet at sigte en 19-årig mand fra Holbæk og en 30-årig mand fra Nykøbing Sj., fordi de havde indladt sig i slagsmål på gaden uden for et diskotek.
Politiet adskilte parterne og sendte dem i hver sin retning, efter at de hver især var blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De kan nu hver især forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.
Søndag – mandag
Indbrud i Perioden
Birkevænget, Holbæk
Gl. Skovvej, Vipperød
Højen, Holbæk
Lergravsvej, Tåstrup, Holbæk
Parkvej, Svinninge
Østervang, Holbæk