Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/03/27 til 2023/04/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Fuld fart – Skovvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 17.54 var en færdselspatrulje på Skovejen ved Regstrup, hvor en bilist blev målt med laser til at køre 97 km/t i en 70 km/t zone ud for Knabstrup Møllebakke, hvilket udløser en bøde og et klip. Føreren af bilen, en 55-årig mand fra Holbæk, viste sig at have en promille over det tilladte. Så ud over en sigtelse for at køre for stærkt, blev han også anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Den 55-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter den 55-årige vil høre mere sin sager.

Fund af hash – Agervang, Holbæk

Kl 16.00 tager to politifolk på fodpatrulje i Vang-kvarteret kontakt til en gruppe unge, der står ved en bil. I bilen blev der fundet et mindre parti hash og under bilen lå en køkkenkniv. Desuden blev der i nærheden af bilen fundet tre såkaldte pølsemandsposer med kokain, som nogen tilsyneladende havde skyndt sig at smide væk, da politiet viste sig.

Færdselsuheld – Stenhusvej, Holbæk

Kl 14.43 skulle en personbil ført af en 40-årig mand fra Fyn svinge til højre med lav hastighed, men ramte i det samme en knallert ført af en 16-årig lokal dreng. I første omgang fortsatte den 40-årige mand væk fra stedet, men han vendte kort efter retur. Begge køretøjer havde fået lidt mindre ridser som følge af sammenstødet og den 16-årige slap derudover med en hudafskrabning.

Hastighedsovertrædelse – Grevingevej, Gislinge – Holbæk

Kl. 15.50 blev en 27-årig lokal mand målt til at køre minimum 139 km/t på son motorcykel på en strækning, hvor den maksimalt tilladte hastighed er 80 km/t. Det blev takseret til en bøde på 4800 kr. samt 500 kr. i bidrag til offerfond. Politiet nedlægger påstand om frakendelse af mandens kørekort.

Narkokørsel – Sorøvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 12.24 blev en 33-årig mand fra Jægerspris anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil ad Sorøvej i Ugerløse. Forinden havde han deltaget i en narkometertest, der havde givet udslag for påvirkning af amfetamin under kørslen.

Politiet løslod den 33-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel uden førerret – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 13.48 standsede politiet en personbil, hvor en 25-årig mand fra Hedehusene sad bag rattet og med nogle passagerer i bilen.

Den 25-årige havde ikke noget kørekort og blev vurderet påvirket af narkotika under kørslen, da narkometertesten indikerede påvirkning af cannabis under kørslen.

Politiet anholdt den 25-årige i forbindelse med de to sigtelser for overtrædelser af færdselsloven, men han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet.

Personer på skinnerne – Jyderup Station, Jyderup, Holbæk

Kl 06.26 må en lokofører bremse toget vest for Jyderup Station, da han pludseligt ser to personer på skinnerne forude. Den ene nåede lige akkurat at trække den anden væk fra skinnerne. En patrulje kom hurtigt til stedet og fandt de to personer, der begge var påvirkede, i området omkring stationen. Der var tale om to 29-årige mænd fra Holbæk. Den ene blev efterfølgende sigtet for at have opholdt sig på skinnerne og dermed forstyrret togdriften, der var indstillet indtil det lykkedes at få en ny lokofører frem til stedet.

Søndag (påskedag) – mandag (2. påskedag)

Piger sigtet for at stjæle i supermarked – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 15.34 rykkede politiet for at afhøre to piger, som var tilbageholdt i supermarkedet Føtex på grund af en mistanke om tyveri.

Der var tale om to piger på 13 og 14 år fra Holbæk, som hver især kunne mistænkes for at have stjålet forskellige dagligvarer og kosmetiske produkter for godt 1.000 kr.

Begge piger er under den kriminelle lavalder på 15 år og kunne derfor ikke formelt sigtes for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om tyveri, men de blev afhørt til tyveriet, idet de begge havde forladt supermarkedet uden at betale for varerne.

Politiet har optaget rapport om butikstyverierne og vil efterfølgende underrette både værger og de sociale myndigheder om sagerne.

Påvirket bilist – Blytækkervej, Holbæk

Kl 20.15 standsede en patrulje fra lokalpolitiet en varebil, da der var mistanke om, at den 40-årige mand var påvirket af cannabis. I bilen blev der desuden fundet et mindre parti hash. Han blev medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve.

Påvirket bilist – Kvarmløsevej, Tølløse. Holbæk

Kl 09.15 standsede en patrulje en personbil ført af en 41-årig mand. En narkometertest viste, at manden var påvirket af kokain og hash og i køretøjet blev der desuden fundet en mindre mængde kokain. Manden blev indbragt til sygehuset til udtagning af blodprøve og derefter løsladt.

Spirituskørsel – Landevejen, Gislinge – Holbæk

Kl. 13.06 standsede politiet en traktor, som blev ført af 32-årig mand fra Litauen, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark.

Den 32-årige var mere påvirket af spiritus under kørslen end tilladt, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel og efterfølgende udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spirituskørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 01.47 blev en 44-årig mand uden fast bopæl sigtet for spirituskørsel, da han befandt sig i en personbil, der havde nøglen i tændingen, og manden havde en promille over det tilladte og desuden var hans førerret administrativt inddraget. Manden erkendte forholdene og var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve. Sagerne afgøres, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.

Mandag (2. påskedag) – tirsdag

Spirituskørsel – Tjebberupvej, Tjebberup, Holbæk

Kl. 11.43 blev en 56-årig mand fra Mørkøv sigtet for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Tjebberupvej i østlig retning.

Den 56-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Tyverier af GPS-udstyr – Kirke-Eskilstrup (Holbæk) / Solrød Strand

Mandag formiddag modtog politiet ikke mindre end tre anmeldelser om tyveri af GPS-udstyr fra traktorer inden for landbrugserhvervet i hhv. Kirke-Eskilstrup og Solrød Strand.

To af tyverierne var sket på hhv. Have Borupvej og Stestrupvej i Kirke-Eskilstrup og det sidste på Nordmarksvej i Solrød Strand, men alle tyverierne var begået i tidsrummet fra sent søndag eftermiddag til tidligt mandag morgen. I det ene tilfælde i Kirke-Eskilstrup kunne tidspunktet for tyveriet formentlig indsnævres til mellem kl. 03.00-04.00.

Tyverierne er gået ud over i alt syv traktorer, der alle har stået inde i en bygning og dermed ikke være synlig udefra. I to tilfælde er der sket opbrydning af en adgangsvej for at komme ind i bygningen, hvor traktorerne havde stået, mens der var uhindret adgang i det sidste tilfælde.

De stjålne GPS-ere har hver især en værdi på op til ca. 100.000 kr., så værdien af det stjålne udstyr anses for betydelig.

Politiet har undersøgt de tre gerningssteder for eventuelle spor efter tyven(e) og afventer nu resultatet heraf for at få afklaret, hvorvidt et spor kan være med til at identificere en mistænkt og herunder, hvorvidt der måtte være en sammenhæng mellem de tre tyverier.

Desuden vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte have set mistænkelig adfærd på nogen af de anførte veje i løbet af natten mellem søndag og mandag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Uheld mellem bil og traktor spærrede vej i morgentrafikken – Omfartsvejen/Springstrupvej, Holbæk

Kl. 05.06 tirsdag morgen skete et sammenstød imellem en bilist og en traktor med påhængsvogn i krydset Omfartsvejen/Springsstrupvej i Holbæk. Bilisten, en 48-årig kvinde fra Holbæk kørte ad Springstrupvej mod syd frem mod Omfartsvejen, hvor hun skulle svinge til venstre.

Ad Omfartsvejen mod nordvest kørte traktoren med en 40-årig mand fra Frederikssund bag rattet. Bilisten overså traktoren og kørte frem i krydset med lav fart. Traktorføreren forsøgte at undvige, men ramte bilisten i siden, så bilen fik store skader. Den ene påhængsvogn væltede i forbindelse med uheldet, så vognens last – 12 tons kartofler – væltede ud på kørebanen. Politi og redning kørte til stedet og vejen blev afspærret.

Bilisten blev kørt med ambulance til tjek, men var sluppet uskadt fra sammenstødet. Traktorføreren kom heller intet til, men fik travlt med at samle sine kartofler op fra vejen. Uheldet forårsagede et hul i vejen, som blev håndteret af en tilkaldt havariagent. Vejen var spærret helt frem til kl. 09.23, hvor der var ryddet op. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.

Utryghedsskabende mand havde også stjålet øl – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 10.06 rykkede politiet ud til området ved Holbæk togstation, hvor en spirituspåvirket mand optrådte utryghedsskabende og nærgående over for rejsende på togstationen.

Politiet fik kontakt til en spirituspåvirket, 26-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd.

Under politiets ophold på stedet oplyste personalet i kiosken på stationen, at den 26-årige kort forinden havde stjålet fire øl, hvilket han også blev sigtet for.

Den 26-årige havde mere end svært ved at falde til ro, så politiet måtte frihedsberøve ham med henblik på anbringelse i detentionen til afrusning. Han blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor en læge tilså ham, inden han blev anbragt i detentionen. Her opholdt han sig kun kortvarigt, da det blev nødvendigt at få ham bragt på skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.

Indbrud i Perioden

Granhøjvænge, Kisserup, Holbæk
Staslundevej, Holbæk