Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/05/02 til 2023/05/16.

Brand i bil – Skovvejen, Jyderup

Kl. 07.48 kom et alarmopkald om brand i en bil på motorvejen i Jyderup. Brandvæsnet havde slukket ilden, da politiet kom frem. Ilden var startet i bilens motor under kørslen, og der var ingen trafikale udfordringer på stedet. Politiet fortsatte derfor til andre opgaver.

Brand i knallert – Roedsvej, Holbæk

Kl. 21.51 måtte brandvæsnet rykke ud, da der var kommet en alarm om ildebrand i en knallert.

Det viste sig, at en 16-årig ung mand fra Holbæk under kørsel på sin knallert, som han netop havde foretaget reparationer på, pludselig havde opdaget brand i køretøjet.

Knallerten fik trods brandvæsnets indsats større skader, men den 16-årige slap uden skader. Politiet foretog under disse omstændigheder ikke videre i brandsagen.

Brandundersøgelse – Brændholtvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 20.26 slog en forbikørende bilist alarm til brandvæsnet, da der var brand i en brændestak ved gavlen af en lade på en ejendom.

Brandvæsnet og politiet rykkede ud til stedet, hvor ilden havde så godt fat i brændestakken, at også metalplader på ladens gavl samt et veterankøretøj indenfor blev skadet. Yderligere et par køretøjer i laden fik sodskader, men ingen hverken dyr eller mennesker kom til skade ved branden.

Politiet skal undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at finde frem til årsagen til brandens opståen.

Flere brande på grund af uforsigtighed med ild – Holbæk og Odsherred

Kl. 13.00 på Dønnerupvej i Tornved, Jyderup brændte et grønt område. Politi og brandvæsen kørte til ejendommen, hvor ilden havde fået fat i en granplantage. To mænd, der var ansat på ejendommen havde tømt aske fra et pillefyr, som var blevet lagt på en mark tidligt om morgenen. Gløderne fra asken havde bredt sig til marken og ilden fik godt fat i træer og buske på et område på størrelse med en fodboldbane. De to medarbejdere blev sigtet for at overtræde beredskabsloven om uforsigtighed med ild.

Kl. 14.38 gik der ild i en hæk efter brug af en ukrudtsbrænder i indkørslen til en villa på Højdedraget i Vipperød, Holbæk. Beboeren havde forsøgt at slukke ilden med en vandslange uden held. Brandvæsnet slukkede ilden, som ikke nåede at sprede sig til huset. Beboeren blev sigtet for at overtræde beredskabsloven.
kl. 14.50 kørte politi og brandvæsen til en brand på Rødelejevej i Hørve, hvor afbrænding af nogle papkasser havde spredt sig til træer og buske på ejendommen. Det blæste, hvilket fik gløderne til at sprede sig til det tørre buskads. Der var ikke risiko for spredning til nogen bygninger og ingen personer kom noget til. Politiet sigtede ejendommens beboer for uforsigtighed med ild. Da han havde antændt bålet og ikke havde holdt øje med at det spredte sig.

De sigtede kan forvente bøder i sagerne

Husk at det er tørt derude og at selv små gløder let udvikler sig. Brug ukrudtsbrænder og åbenild med omtanke. Hav vand klar, når du tænder bål eller gasbrænder. Forlad ikke åben ild og vær sikker på, at der ikke er gløder, der kan antænde tørt materiale.

Færdselsuheld – Gl. Ringstedvej, Holbæk

Kl. 09.02 var en bilist og en cyklist stødt sammen på Gl. Ringstedvej ud for en tankstation, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 56-årig kvinde fra Holbæk i en personbil var kørt ad Gl. Ringstedvej mod nordøst, da hun i forbindelse med et højresving ind på tankstationens område stødte sammen med cyklist. Der var tale om en 41-årig kvinde fra Holbæk, som cyklede også i nordøstlig retning ad Gl. Ringstedvej.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet, hvor cyklisten slap uden behandlingskrævende skader, ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Grundlovsforhør i sag om narkobesiddelse – Holbæk

To mænd på 31 år og 40 år fremstilles i grundlovsforhør kl. 11.30 ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling i en sag om besiddelse af ca. 280 gram kokain, som blev fundet under ransagninger på to forskellige adresser i Holbæk Kommune i går. Politiet fandt frem til narkoen, da de efterforskede en sag om en brugsstjålet bil.

Begge mænd er sigtet for i forening at have besiddet 199,13 gram kokain, som de havde til hensigt at sælge videre. Den 31-årige er desuden sigtet for at have opbevaret og besiddet 80 gram kokain, som blev fundet senere på dagen under ransagningen af en anden adresse.

Anklagemyndigheden vil begære dørlukning i sagen, så det er ikke muligt at oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Hastighedskontrol – Skamstrupvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 14.39 indledte en af politiets nyeste fotovogne (ATK) en måling på Skamstrupvej i Mørkøv på en strækning, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen var 60 km/t.

Baggrunden for hastighedsmåling på den strækning var en henvendelse via politiets hjemmeside med ønsket om en ATK-måling på vejen, idet beboerne følte sig plager af især hurtigkørende motorcyklister.

Målingen blev gennemført mod trafikanter kørende i sydlig retning, og i tiden frem til kl. 19.52, hvor målingen blev afsluttet, passerede 425 biler og motorcykler. Af disse blev 23 blitzet, fordi de kørte hurtigere end tilladt. Af de blitzede kørte ni mere end 30 procent for hurtigt, så de ud over en bøde også kan forvente et klip i kørekortet.

To af de ni trafikanter, der står til et klip i kørekortet, var motorcyklister, hvis nummerplade bagpå blev fotograferet, fordi politiets nye ATK-fotovogn også er i stand til at fotografere køretøjer bagfra. De to motorcyklister kørte hhv. 86 og 87 km/t på strækningen.

Alle de blitzede trafikanter kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Hundelufter fundet livløs i grønt område – Alleparken, Holbæk

Kl. 09.05 rykkede ambulancepersonale, en lægehelikopter og politiet ud til et grønt område ved Alleparken, Holbæk, efter at en hundelufter var fundet liggende livløs på stedet.

Ambulance- og lægepersonale kunne konstatere, at en kvindelig hundelufter var afgået ved døden, hvorefter hun blev bragt til et sygehus, så der blev ikke brug for lægehelikopteren.

Den kvindelige hundelufter blev senere identificeret som en lokal, midaldrende kvinde, hvis pårørende er blevet underrettet og fik overdraget hendes hund i deres varetægt. Politiet arbejder ud fra en tese om, at kvinden ikke har været udsat for noget strafbart inden hendes død.

Kvinde forsøgt fuppet af falsk bankmand – Tølløse – Holbæk

Kl. 16.55 fik politiet fra pårørende til en 92-årig kvinde fra Tølløse en anmeldelse om forsøg på at fuppe hende i forbindelse med et telefonopkald fra en falsk bankmand. Han havde kl. ca. 16.15 kontaktet hende og oplyst, at der var overført et beløb fra hendes bankkonto, så hun skulle udlevere sit dankort.

Kort efter dukkede en mand op på hendes bopæl for at få dankortet udleveret, men den 92-årige nægtede at udlevere noget, før hun havde talt med sine pårørende herom.

Derfor lykkedes det ikke den falske bankmand at få kortet udleveret. Han blev i øvrigt beskrevet som en 30-35 år mand, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, iført en grå trøje og røde sko.

Politiet har besøgt og afhørt den 92-årige for at få klarlagt de nærmere omstændighed i endnu en sag om forsøg på bedrageri med samme fremgangsmåde som i mange andre sager.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Gl. Skovvej, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 16.00 blev en 30-årig mand fra Regstrup observeret som fører af en varebil ad Gl. Skovvej i Regstrup.

Da patruljen kunne genkende føreren som værende en person, som tidligere var blevet sigtet for kørsel uden førerret, gjorde patruljen tegn til at standse ham. Føreren forsøgte dog kortvarigt at køre fra politiet ad Gl. Skovvej og Søstrupvej, men standsede dog og forsøgte at gemme sig ved sin bil.

Politiet fik hurtigt kontakt til den 30-årige, der stadig ikke havde noget kørekort og derfor igen blev sigtet for kørsel uden førerret.

Da den 30-årige tidligere havde fået beslaglagt et køretøj på grund af gentagne overtrædelser af færdselsloven vedr. kørsel uden førerret, fandt politiet igen grundlag for at beslaglægge hans varebil med henblik på senere konfiskation på grund af den nye sigtelse for overtrædelse af færdselsloven.

Den 30-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt for en dommer, som nu skal kigge nærmere på politiets grundlag for at tage bilen fra ham med henblik på senere konfiskation.

Lov om euforiserende stoffer – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 12.15 fik politiet kontakt til en formentlig narkopåvirket, 46-årig mand fra Holbæk, som viste sig at være i besiddelse af i alt knap 25 gram hash fordelt i flere mindre portioner med henblik på videresalg.

Den 46-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet yderligere 24 gram hash og en digitalvægt. Både hashen fra begge fund og digitalvægten blev beslaglagt som bevis i sagen.

Politiet løslod den 46-årige efter afhøring til sagen, og han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Mulig utryghedsskabende person – Vang-kvarteret, Holbæk

Kl. 17.40 fik politiet en henvendelse med en bekymring for en 26-årig mand fra Holbæk, idet han havde givet udtryk for, at han kunne finde på at gøre skade på sig og alle andre, som han måtte møde i boligområdet.

Disse oplysninger medførte en større udrykning med flere patruljebiler til boligområdet for at få lokaliseret manden.

Den 26-årig fik politiet kontakt til på hans bopæl, hvor han var i uskadt tilstand. Ingen øvrige i boligområdet havde været i fare, så politiet fik sig en snak med den 26-årige, hvilket efterfølgende medførte underretning til relevante faggrupper, der måske kunne tilbyde ham hjælp svarende til hans personlige situation.

Efter ca. 30 minutter kunne de mange patruljer forlade boligområdet, hvor der ikke længere var nogen risiko for akut fare for dem, der færdedes i området.

Narkobilist kørte usikkert – Kalundborgmotorvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 09.02 fik en bilists kørsel en anden bilist til at undre sig over vedkommendes kørsel, så bilisten blev anmeldt til politiet i forbindelse med kørsel i vestlig retning ad motorvejen. Bilistens forskellige hastigheder under kørslen undrede anmelderen.

En patrulje fik standset bilisten på Kalundborgmotorvejen ved Regstrup, hvorefter føreren – en 24-årig mand fra Hedehusene – deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain.

Den 24-årige blev derefter kortvarigt anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel og den efterfølgende udtagning af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Birkevænget, Holbæk

Kl. 10.55 blev en 26-årig kvinde fra Kalundborg anholdt som fører af en personbil ad Birkevænget i Holbæk, efter at politiet havde standset bilen og kontrolleret føreren for eventuel påvirkning af noget under kørslen.

Da hun kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev hun sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Narkokørsel – Gl. Skovvej, Vipperød – Holbæk

Kl. 00.07 blev en 35-årig mand fra Svebølle anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i den personbil, som han førte ad Gl. Skovvej i Vipperød.

Den 35-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Omfattende brand i villa – Knevelsvej, Holbæk

Kl. 19.31 opstod brand i en nyere villa på Knevelsvej i Holbæk. Beboerne blev opmærksomme på branden, da HFI relæet slog fra, og de herefter så røg i huset. De nåede at fjerne deres to biler fra carporten, så de ikke blev skadet.

Politi og brandvæsen kørte til det, hvor slukningsarbejdet gik i gang. Ilden havde kraftigt fat i villaen, og det røg kraftigt. Politiet afspærrede derfor vejen og advarede beboerne i nærheden om ikke at opholde sig i røgfanen.

Huset fik omfattende skader som følge af branden, og taget faldt sammen i store dele af huset, så beboerne måtte genhuset.

Politiet undersøgte brandstedet, men det var ikke muligt at fastslå årsagen til at branden opstod. Brandefterforskere skal nu undersøges brandstedet nærmere, for at få afklaring på brandårsagen.

 

Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 14.40 standsede en patrulje en personbil, som en 62-årig mand fra Nykøbing Sj. var fører af, med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Den 62-årige deltog i en alkometertest og blev efterfølgende anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i personbilen, som han førte i vestlig retning på motorvejen.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet den 62-årige, som nu kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen.

Tissetrang i nattelivet – Roskilde / Holbæk

I alt tre personer blev natten til søndag sigtet for at tisse i det offentlige rum på veje, der i hhv. Roskilde og Holbæk er beliggende i områder, hvor mange personer har færdes i nattelivet.

I Roskilde blev en 20-årig kvinde fra Bagsværd kl. 00.13 sigtet for at tisse på Jernbanegade ikke langt fra indgangen til et diskotek.

Samme sted i Jernbanegade i Roskilde blev en 20-årig mand fra Roskilde kl. 03.17 også afsløret i at lade vandet på gaden tæt på samme diskotek.

I Holbæk blev en 30-årig mand fra Nykøbing Sj. kl. 03.30 sigtet for at urinere i Vestergade også tæt på indgangen til et diskotek.

Alle tre sigtede kan nu hver især forvente at få en bøde på 1.000 kr. som afgørelse på sagerne om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Trusler mod larmende brolæggere – Kanalstræde, Holbæk

Kl. 07.47 måtte nogle brolæggere tilkalde politiet, fordi de under deres arbejde på en parkeringsplads i Kanalstræde var blevet opsøgt af en ophidset mand, der medbragte en kniv, men uden direkte at true dem.

Politiet fik på stedet kontakt til brolæggerne, som var fysisk uskadte, og en både narko- og alkoholpåvirket, 26-årig mand fra Holbæk.

Den 26-årige havde inden henvendelsen hos brolæggerne råbt ad dem fra sin nærliggende bopæl, idet han var irriteret om deres larmende arbejde. Efter kort tid var han så troppet op hos dem.

Politiet anholdt den 26-årige, som blev sigtet for og afhørt om trusler med brolæggerne og for overtrædelse af knivloven. Han blev efter anholdelsen tilset af en læge inden eventuel anbringelse i detentionen til afrusning, men lægen vurderede, at den 26-årige skulle indlægges på et sygehus under afrusningen. Han vil senere høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham.

Uforsigtighed med ukrudtsbrænder – Diget, Holbæk

Kl. 18.16 måtte brandvæsnet rykke ud til en privat adresse på Diget, hvor der var gået ild i et plankeværk og noget beplantning i baghaven.

Brandvæsnet fik slukket branden, der forårsagede skader og røgudvikling fra branden i plankeværket og beplantningen.

En 41-årig mand fra Holbæk blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, idet han inden brandens opstået havde anvendt en ukrudtsbrænder og ikke udvist den fornødne forsigtighed i forbindelse hermed. Han kan nu forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Ukrudtsbrænder årsag til mindre brand – Poppelhegnet, Smidstrup, Hvalsø – Holbæk

Kl. 12.34 var der udbrudt brand i et skur på en privat adresse, så beboerne måtte tilkalde brandvæsnet, efter at eget forsøg på at slukke branden med vand var mislykkedes.

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, så der kun skete materiel skade på skuret, og uden at nogen personer kom til skade.

Årsagen til branden formodes at være brugen af en ukrudtsbrænder, som en 54-årig mand fra Tølløse tidligere havde anvendt på adressen. Politiet sigtede derfor den 54-årige for overtrædelse af brandlovgivningen på grund af manglende forsigtighed ved brug af ukrudtsbrænderen. Han kan nu forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Varetægtsfængsling – Narkobesiddelse – Holbæk

Retten i Holbæk besluttede i et grundlovsforhør onsdag, at to mænd på 31 og 40 år begge skulle varetægtsfængsles foreløbigt til den 6. juni 2023.

De var begge mistænkte i en sag om besiddelse af ca. 200 gram kokain med henblik på videreoverdragelse til andre, og den 31-årige var tillige mistænkt for besiddelse af yderligere ca. 80 gram kokain, som politiet fandt ved ransagninger forskellige steder i forbindelse med efterforskning af en sag om en stjålet bil.

Indbrud i Perioden

Ågerupvej, Ågerup, Vipperød
Ny Hagestedvej, Gislinge