Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2026/06/11 til 2026/06/24.
Beruser frihedsberøvet – Blegdammen, Holbæk
Politiet fik besked om, at en beruset mand ikke kunne tage vare på sig selv. En patrulje kørte frem og fik kontakt til en 24-årig mand fra Holbæk, der var stærkt påvirket og noget udadreagerende.
Det blev vurderet, at han skabte så meget utryghed, at der ikke var andet for end at frihedsberøve ham og tage ham med på politistationen.
Lattergas i bil – Lundehusvej, Holbæk
Politiet tog kontakt til to mænd på 25 og 23 år, begge fra Holbæk, der sad og sov i en bil. Der blev fundet en flaske lattergas på hver af mændene og de blev derfor sigtet efter reglerne om at medbringe og bruge lattergas i det offentlige rum.
Påvirket bilist – Bjergmarken, Holbæk
Politiet standsede en personbil ført af en 34-årig mand fra Slagelse. Manden blev sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer. Desuden viste det sig, at han var frakendt førerretten og i bilen lå desuden en økse. Manden blev derfor også sigtet efter våbenloven.
Påvirket bilist påkørte lysmast – Strandmøllevej, Holbæk
En patrulje forsøgte at standse en bilist, som kørte usikkert af Munkholmvej mod Øst i Holbæk. På trods af de tændte blå blink stoppede bilisten ikke, men kørte videre indtil han ramte en lysmast ved Storemøllevej. Bilisten kom ikke noget til og løb fra bilen, men blev hurtigt fundet og anholdt. Det viste sig at han var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.
Sigtet for at krænke kvinde i taxi – Vipperød, Holbæk
En 21-årig kvinde kontaktede politiet og fortalte at hun i en taxi mellem Vipperød og Holbæk var blevet befølt af chaufføren. Kvinden blev afhørt og undersøgt for mulige spor. Efterforskningen i sagen førte frem til en 41-årig mand i Holbæk, der blev afhørt. Han nægtede sig skyldig og afviste, at han havde været chauffør på taxien. Manden blev sigtet for voldtægt og politiet fortsætter nu efterforskningen af sagen.
Skvulp-festival i Holbæk
Årets Skvulp-festival gav flere gange anledning til travlhed hos politiet.
Fredag
Kl. 22.21 kørte en patrulje på Krags Brygge, hvor en vagt på Skvulp Havnefestival forsøgte at skabe plads til patruljebilen i folkemængden. En 20-årig mand fra Skibby ville ikke efterkommet vagtens anvisninger om at flytte sig, så han daskede vagten i skridtet, hvilket betjentene straks greb ind over for. Den 22-årige mand var tydeligt beruset og blev anholdt for at få ro på stedet. Han blev taget med på politistationen, hvor han blev løsladt. Vagten ønskede ikke at anmelde vold.
Lørdag
Kl 20.53 bemærkede lokalpolitiet, der var på gående patrulje på Havnepladsen, at en bil kørte forbi, hvor passageren forsøgte at gå i et med sædet, så politiet ikke lagde mærke til ham.
Betjentene tog dog kontakt til de to mænd i bilen, da de havde parkeret, og der viste sig, at den ene af dem, en 21-årig mand, havde en lille foldekniv på sig som han forgæves forsøgte at skjule på bilens ene dæk. Den blev dog opdaget af politifolkene og konfiskeret og manden sigtet efter knivloven.
Kl 21.20 var det en 16-årig dreng fra København, der anmeldte, at han var blevet nikket en skalle af en ukendt mand på havnen. Han havde tidligere på aftenen mødt manden på Valdermar Sejrsvej, hvor de havde haft en kort ordveksling. Da de senere mødte hinanden på havnen var den ukendte mand pludseligt blevet meget ophidset og havde nikket den 16-årige en skalle. Politiet undersøger nu, om der kan være en sammenhæng med sagen fra Blindestræde.
Kl 00.22 foretog politiet anholdelse af en 16-årig dreng fra Holbæk, der havde haft en opfarende og voldelig optræden over for flere personer på havnepladsen. Han blev truffet af politiet i Vejerhusstræde og vurderet til at være så støjende og utryghedsskabende, at det var nødvendigt at anholde ham. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen og afhentet af sin mor på politigården.
Søndag – mandag
Taget med hash – Bjergmarken, Holbæk
Kl 09.13 tog en patrulje kontakt til en påvirket 30-årig mand fra Tølløse, der virkede noget nervøs. Da politiet ville have ham til at identificere sig selv, forsøgte han at komme væk fra stedet. Han blev dog fastholdt og det viste sig da også, at han havde godt fire gram hash på sig og en lille pose med lidt rester af kokain. Desuden viste det sig, at han var søgt af fængselsvæsnet da han var udeblevet fra afsoning.
Manden sigtet for at være i besiddelse af stoffer og for ordensbekendtgørelsen, da han havde forsøgt at vriste sig fra politiet.
Taget med stoffer i bilen – Maglemosevej, Vipperød, Holbæk
Kl 14.15 valgte en 23-årig mand meget hurtigt at parkere sin bil og hoppe om på bagsædet, da han fik øje på en patrulje fra lokalpolitiet. Betjentene tog kontakt til manden for at anholde ham med henblik på en nærmere undersøgelse af forholdet. Det får manden til at trække en foldekniv frem som han smider ind under en skraldespand.
Det viste sig derefter, at manden ikke havde gyldigt kørekort. Desuden blev han skønnet til at være påvirket af stoffer og så var han også i besiddelse af tre gram hash og fem tramadolpiller. Manden blev sigtet for det hele og taget med til udtagning af blodprøve.
Udsat for røveri – Bjergmarken, Holbæk
Kl 20.22 fik politiet anmeldelse om, at en 36-årige mand var blevet udsat for et røveri i en tunnel under Bjergmarken. Manden var mødtes med tre mænd, der tilsyneladende ville drøfte et økonomisk mellemværende med ham. Det endte med, at han blev skubbet og fik flere knytnæveslag og truet med kniv før mændene stak af med hans mobiltelefon.
Politiets indledende efterforskning førte i første omgang frem til, at politiet senere på aftenen kunne sigte en 20-årig mand, som blev truffet på en adresse i Gislinge, for at have deltaget i røveriet. Han blev afhørt og løsladt igen mens politiet fortsætter arbejdet med at prøve at kortlægge, hvad der egentligt er foregået.
Vold – Blindestræde, Holbæk
Kl 20.56 sad en 16-årig og en 14-årig dreng sammen med nogle bekendte på en trappe, da en ukendt mand pludseligt havde opsøgt dem og efter en kort ordveksling nikket dem en skalle og givet et slag i ansigtet. Volden kan bunde i en forudgående konflikt med en anden gruppe unge i området.
Politiet hører gerne fra vidner til overfaldet.
Indbrud i Perioden
Anders Larsensvej, Holbæk
Skovvænget, Mørkøv
Bagerstræde, Jyderup, Holbæk























