Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Feb 07, 2017 til Feb 15, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Salg af narkotika – Jyderup, Holbæk.

Tirsdag formiddag var politiet på ransagning på en adresse på Teglværksvej. Her fandt politiet i første omgang 60 gram hash, digitalvægt m.v.

En narkohund var dog ikke tilfreds med fundet, og hunden gik målrettet mod en sofa, hvor der var gemt 300 gram hash i sofaen. Mon ikke hunden har fået en godbid efterfølgende? Husets beboer, en 35-årig mand, blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1535 kom en mand og en kvinde ind i Folkekirkens Nødhjælps forretning på Nygade, hvor det lykkedes dem at forvirre personalet, da man ville veksle en 1000 kr. De to gik fra stedet med 350 kr. udover de 1000 kr.

Personerne beskrives som østeuropæere, ca. 20-25 år, spinkle af bygning.

Politiet kiggede efter personerne, der desværre ikke blev fundet.

Politiet opfordrer til, at forretninger ikke giver sig i kast med at veksle penge under lignende omstændigheder. Sig til de pgl., at man ikke kan veksle og henvis i stedet til en bank.

Politiet har set talrige lignende vekslinger, der udføres meget professionelt, hvor man overhovedet ikke opdager, at man bliver snydt. Hvis man får besøg af personer, der ønsker at veksle, så ring til politiet på 114.

Uro – Holbæk.

En 22-årig mand var tirsdag kl. 1702 i 7/11 på stationen i Holbæk. Han var meget vred over, at hans månedskort til toget var annulleret, og da personalet ikke kunne hjælpe, begyndte han at kaste rundt med varer i forretningen.

Det førte til, at politiet blev tilkaldt, og den 22-årige fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han fik senere på dagen dårlig samvittighed, og betalte 304 kr. for de varer, som han havde ødelagt i sit raseri. Bøden slipper han dog ikke for.

Mistænkeligt forhold – Undløse, Holbæk.

Kl. 1700 bemærkede en 61-årig mand fra Undløse, at der på Holbækvej holdt en hvid varebil på udenlandske nummerplader. Den 61-årige henvendte sig til manden i bilen, der ikke var til at tale med grundet sprogvanskeligheder. Bilen forsvandt fra stedet.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1612 fik politiet anmeldelse om et tricktyveri, der fandt sted i en forretning i Smedelundsgade, fredag kl. 1441. En mand ønskede at veksle 4000 kr. og i forvirringen lykkedes det at komme af sted med 2200 kr. udover de penge, som han selv havde med.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, sydeuropæisk udseende, 40-50 år, 160-165 cm, almindelig af bygning, talte engelsk, iført sixpence.

Politiet skal generelt advare forretninger imod at give sig i kast med veksling af penge i større omfang. Hvis man er mistænkelig, så henvis til en bank.

Graffiti – Holbæk.

Kl. 0135 anholdt politiet en 19-åtrig mand fra Frederiksberg, der sigtes for at have malet graffiti på broen ved Vald. Sejrs Vej. Han stak af fra stedet i første omgang, men blev indfanget kort efter. Han blev løsladt senere på natten efter sigtelse for hærværk. Han kan nu se frem til et erstatningskrav og en straf for hærværket.

Røveri mod person – Tølløse, Holbæk.

Kl. 1350 skete et røveri på Vestergade over for Superbrugsen. En 18-årig mand fra Tølløse blev truet til at udlevere pung og mobiltelefon til tre personer. De havde truet med at stikke ham med en kniv, men de tre havde ikke vist nogen kniv.

De tre flygtede fra stedet i en lysegrøn Kia Picanto.

De tre beskrives som:

A: Mand, dansk, 20-22 år, 180-185 cm, spinkel af bygning, kort brunt hår, iført Marco Polo jakke, blå bukser, blå kasket og sorte kondisko

B: Mand, dansk, 22-25 år, 185 cm høj, spinkel, kort brunt hår, iført sort kasket, sort vinterjakke med pelskant, mørkeblå bukser og sorte kondisko.

C: Mand, dansk, 22-25 år, 175-180 cm, alm. af bygning, rødt mellemlangt hår, rødt fuldskæg, , kort sort vinterjakke med hætte, gråt halstørklæde, lysegrå joggingbukser med sort skrift på venstre bukseben, sorte kondisko.

Politiet fandt ikke frem til de pgl. i første omgang. Sagen efterforskes nu nærmere, og politiet vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger i sagen. Ring på 114.

Uro – Holbæk.

I løbet af natten var der flere gang optræk til uro omkring Nygade/Vestergade/Jernbanevej. Det førte dog ikke til anholdelser eller sigtelser, men politiet holdt godt øje med kvarteret, hvor der ligger en del restaurationer af forskellig art.

Falsk 1000 kr. seddel – Holbæk

Kl. 1510 var politiet på et værtshus på Jernbanevej, hvor en udenlandsk mand havde forsøgt at bruge en falsk 1000 kr. seddel. Det blev opdaget, og manden blev afvist.

Han beskrives som: Mand, mellemøstlig udseende, 25-30 år, 160-165 cm høj, kraftig af bygning, brun hud, sort hår, sort fuldskæg, iført sort hættetrøje, sort dunjakke.

Politiet fik ikke fat i den pgl, men sagen efterforskes nærmere.

Narkopåvirket bilist – Holbæk.

Kl. 1137 anholdt politiet en 35-årig mand fra Holbæk, der førte bil på Lundehusvej. Han var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Rengøring ikke tricktyveri – Jyderup, Holbæk.

Kl. 0934 fik politiet anmeldelse fra Aldersrovej, hvor en 94-årig kvinde mente, at hun havde været udsat for tricktyveri. Hun fik onsdag morgen besøg af en rengøringsdame, der begyndte at gøre rent.

Den 94-årige plejer ikke at have rengøring om onsdagen, og da hun ikke kunne finde sin pung, mente hun, at hun havde været udsat for tricktyveri.

Heldigvis viste det sig, at pungen lå i en jakkelomme, og ved kontrolopringning til rengøringsfirmaet oplyste dette, at de havde været adressen på det angivne tidsrum. Den 94-årige kunne således beroliges efterfølgende.

Brugstyveri af biler – Vipperød, Holbæk.

Kl. 0805 fik politiet anmeldelse om brugstyveri af en Opel Corsa, der stod med motoren i tomgang ved Vipperød Børnehus, hvor den 26-årige forurettede kvinde fra Vipperød havde efterladt bilen, medens hun afleverede børn.

Kl. 0822 fik politiet anmeldelse om en stjålet VW Golfbil i Vipperød. Denne gang på Rensdyrvej ved skolen.

Politiet fik oplysninger om bilernes tilstedeværelse på Klostergården i Kalundborg kort tid efter. Kl. 0845 anholdt politiet en 31-årig mand fra Vipperød, der tilstod tyveri af Golfen.

Samme sted stod den stjålne Opel Corsa. Politiet fik ikke i første omgang fat i gerningsmanden til brugstyveriet af Opel Corsaen, men sagen efterforskes nu nærmere.

Den 31-årige havde ventet ved skolen for at se, om der var en, der stillede sin bil uden at tage nøglen med sig. Det var derfor en let sag at stjæle bilen.

Mon ikke de to bilejere husker at sikre deres biler en anden gang? Det har man pligt til at gøre, og opfordringen er hermed givet videre til andre bilister.

Mistænkeligt forhold – Jyderup, Holbæk.

Kl. 1133 ringede en 13-årig pige til politiet fra en adresse i Jyderup. Pigen var alene hjemme og der var netop blevet banket på hoveddøren, hvilket havde fået familiens hund til at gø voldsomt.

Senere bankede det også på bagdøren. Pigen gemte sig på toilettet og tilkaldte politiet, da hun var bange for, at der var nogen, der ville begå indbrud på stedet.

Politiet kom til stedet og kunne konstatere, at der var tale om en skorstensfejer, der havde banket på i forbindelse med sit arbejde.

Politiet og skorstensfejeren talte sammen med pigen, så hun kunne se, at det var et legalt forhold. Pigen således beroliget. Fint reageret af pigen, der ikke åbnede døren for fremmede.

Færdselsuheld – Holbæk.

Kl. 1527 skete et færdselsuheld på Ringstedvej, hvor en varebil, der blev ført af en 27-årig mand fra Næstved kørte ad Ringstedvej mod sydvest med ca. 70 km/t.

Modsat kørte en 72-årig kvinde fra Jyderup i en personbil. Den 27-årige kom over i den modsatte kørebane og påkørte den 72-åriges bil.

En lægehelikopter sendt til stedet. Den 72-årige blev erklæret død af helikopterens læge.

Der er rutinemæssigt udtaget blodprøve af den 27-årige.

Grundet uheldet var Ringsted spærret for al trafik indtil kl. 1656, hvor vejen igen var farbar i begge retninger.

Politiet foretog undersøgelser på stedet sammen med en bilinspektør.

Færdselsuheld – Holbæk.

Kl. 2335 skete et færdselsuheld på Gasværksvej, hvor en personbil påkørte en lygtepæl. Føreren af bilen forsvundet fra stedet . Bilen stjålet fra Jernbaneplads tidligere på dagen.

Narko- og spirituskørsel – Holbæk.

Kl. 2353 anholdt politiet en 42-årig mand fra Nørre-Asmindrup, der blev truffet kørende i bil på Dampmøllevej. Han var påvirket af spiritus og narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Indbrud i perioden
Tranekær, Gislinge
Idrætsvej, Gislinge
Damvej, Gl. Hagested, Holbæk
Vimmelskaftet, Holbæk
Stillidsvej, Holbæk
Jyderup Lyngvej, Vig
Hovedgaden, Mørkøv.
Solsortevej, Mørkøv
Abildgårdsvej, Svinninge
Søndergade Tølløse
Tølløsevej, Tølløse
Nyrupvej, Ugerløse