Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet Jul 27, 2016 til Aug 03, 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-holbaek.dk

Mand overfaldet – Knudskovparken, Holbæk

Kl. 2007 fik politiet via alarm 112 en anmeldelse om, at en mand var blevet slået adskillige gange med et jernrør, og at gerningsmanden var flygtet fra stedet. En ambulance bragte en svært tilskadekommen, 55-årig mand fra Vipperød på først skadestuen, men senere Rigshospitalets traumecenter til behandling for sine læsioner primært i hovedet. Gerningsmanden blev ud fra vidners forklaring hurtigt identificeret som en 30-årig mand fra Nørre-Asmindrup, som politiet fandt i Odsherred og derfor kunne anholde udramatisk kl. 2130. Politiet indledte straks efterforskningen i sagen, hvor det viste sig, at fire personer – to mænd og to kvinder – var forsamlet på en privat adresse i Knudskovparken. Under samværet opstod der en uenighed mellem de to mænd, hvorefter den 30-årige kortvarigt forlod stedet. Han kom tilbage med to jernrør, som han havde fundet i nærheden. Med jernrørene som våben tildelte han den 55-årige adskillige slag primært i hovedet og på armene, inden han flygtede fra stedet. De to kvinder blev ikke ramt, men var stærkt chokerede. Kriminalteknikere blev tilkaldt til at foretage grundig undersøgelse af gerningsstedet. Ifølge oplysninger fra Rigshospitalet onsdag morgen er den forurettede stadig i en livstruende, men stabil tilstand på grund af de skader, han fik som følge af slagene med jernrøret. Den anholdte vil onsdag kl. 1130 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for forsøg på manddrab på grund af sagens grove karakter og med krav på varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.

Færdselsuheld / kørsel i frakendelsestiden / spirituskørsel – knallert beslaglagt – Sasserupvej, Holbæk

Kl. 1703 fik politiet en melding om, at en knallertkører var forulykket. Det viste sig, at en 63-årig mand fra Holbæk under kørsel på en lille knallert ad Sasserupvej mod øst i spirituspåvirket tilstand var væltet af ukendt årsag. Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet. Ved uheldet pådrog han sig diverse knoglebrud, så han blev i en ambulance bragt til skadestuen i Holbæk til fornøden behandling samt udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Da han tidligere er blevet afsløret i at køre knallert trods forbud herimod, beslaglagde politiet knallerten med henblik på senere konfiskation ved et retsmøde, som han vil blive indkaldt til.

Spirituskørsel – Holbækvej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 2143 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 39-årig mand fra Haslev for spirituskørsel på en 45-knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Træskib sunket – Isafjords Alle, Holbæk

Kl. 0728 meddelte det lokale redningsberedskab, at en ca. 20 meter langt træskib var sunket på ca. 5 meter vand i havnen. Ingen var kommet til skade. Dog flød der (diesel)olie ud fra skibet, hvilket redningsberedskabet prøvede at inddæmme, så det ikke kunne forurene en nærliggende strand. Skibets ejer er underrettet, og politiet foretager ikke videre i sagen.

Tricktyveri ved hæveautomat – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1105 anmeldte en 82-årig kvinde fra Mørkøv, at hun få minutter tidligere havde været udsat for et tricktyveri og fået stjålet sit dankort. Hun var i færd med at hæve penge i en hæveautomat, da en fremmed mand kontaktede hende og pegede på en tabt 100 kr.-seddel på jorden. Hun samlede pengesedlen op, og da hun straks efter ville afslutte sin hævning i pengeautomaten, opdagede hun, at hendes eget dankort var væk, og der i stedet for sad et andet hævekort med en anden indehavers navn på. Hun mistænkte en kvinde, der også var til stede, for at have foretaget “ombytningen”, og begge forsvandt hurtigt fra stedet i ukendt retning. De to mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, 30-35 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Udenlandsk af udseende, Talte: Engelsk, Iført: Hvid skjorte, blå jeans; B: Kvinde
, Østeu
ropæisk af udseende, 25-30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Iført: Mørk blå cottoncoat med hætte, mørke bukser, sorte adidas-sko., Medbragte: Skuldertaske. Offeret så ikke noget køretøj i relation til de mistænkte og spærrede straks sit stjålne dankort.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket A og B i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel på knallert – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 1319 anholdt og sigtede politiet en 67-årig mand fra Svinninge for spirituskørsel på en lille knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Hærværk – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 0002 anmeldte en forurettet bilejer, at en mand netop havde stjålet bilens nummerplader og ødelagt sidespejlene. Politiet kørte til området og fik kontakt til en 55-årig mand uden fast bopæl, som blev sigtet for hærværk mod bilen. Han var ikke længere i besiddelse af bilens nummerplader, som en tilkaldt hundepatrulje fandt henkastet i en have på Kirkestræde. Politiet mistænker derfor ikke den 55-årige for at ville stjæle nummerpladerne. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når erstatningskravet for de forvoldte skader er opgjort, inden politiet tager stilling til sagens afgørelse.

Narkokørsel / kørsel i frakendelsestiden mv. – Skovvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 1115 foretog politiet en laser-kontrol af bilisternes hastighed på vejen, hvor højeste tilladte hastighed er 70 km/t. En personbil, der kørte 96 km/t forbi målestedet, blev standset. Bilen førtes af en 26-årig mand fra Svebølle, som i forvejen var frakendt kørekortet. Da politiet tillige mistænkte ham for at være påvirket af euforiserende stoffer, afslørede en narkometertest, at han var påvirket af hash. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når de tre sigtelser for hastighedsovertrædelsen, kørsel i frakendelsestiden samt narkokørslen skal afgøres. Da han ikke kørte i sin egen bil, undersøger politiet tillige, om bilejeren kan drages til ansvar for at overlade bilen til den sigtede.

Færdselsuheld – Kattegatvej, Holbæk

Kl. 1222 var det sket et sammenstød mellem en bil og en motorcykel i krydset ved Bispehøjen. En 79-årig mand fra Holbæk var i en personbil kørt ad Kattegatvej mod syd og havde til hensigt at svinge til venstre ad Bispehøjen. Under svingningen blev han påkørt på højre side af en motorcykel ført af en 23-årig mand fra Holbæk i modsat retning på Kattegatvej. Ved sammenstødet fløj motorcyklisten ca. 20 meter gennem luften. Han blev bragt til skadestuen, hvor læger konstaterede, at han var sluppet uden behandlingskrævende skader fra uheldet. Den 79-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kan forvente at høre nærmere fra politiet.

Indbrud i perioden
Holbækvej, Kalundborg
Hostrups Have, Holbæk
Holbækvej, Jyderup
Ørnevej, Allerup, Holbæk
Vandtårnsvej, Holbæk
Holbækvej, Roskilde
Tækkemandsvej, Holbæk
Tåstruphøj, Holbæk
Tuse Byvej, Tuse, Holbæk
Bankehusene, Regstrup
Bakkehusene, Regstrup
Holløsevej, Regstrup
Gl. Skovvej, Nr. Jernløse, Regstrup
Chr. Hansensvej, Svinninge
Torslundevej, Svinninge
Nygade, Tølløse
Græsmarken, Ugerløse, Kalundborg
Rensdyrvej, Vipperød