Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2026/01/21 til 2026/02/03.

Kørte uden fordæk – Roskildevej, Holbæk

Politiet standsede en personbil på Roskildevej, Holbæk, ført af en 76-årig mand fra Odsherred, der kørte rundt uden dæk på det ene forhjul. Da bilen således kun kørte på fælgen larmede den selvsag en hel del. Politiet fik bilen kørt ind til siden og tog nøglen i forvaring. Patruljen kørte den ældre herre hjem til sig selv og den videre sagsbehandling må nu vise, hvad han kan sigtes for.

Narkobilist uden kørekort satte børn af ved skole – Holbæk

Kl. 07.56 var lokalpolitiet på kontrol ved en skole i Holbæk Kommune, hvor en 39-årig mand blev stoppet og tjekket, da han satte to børn af ved skolen. Det viste sig at han var frakendt førerretten helt frem til 2032 for flere sager om narkokørsel. Ved dagens kontrol blev han også testet positiv i en narkometertest, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Betjentene ransagede hans bil, hvor der blev fundet en springkniv og en peberspray, som han blev sigtet for at besidde. Patruljen skrev en socialrapport til kommunen om sagen ift. til børnene.

Politi på udlændingekontrol – Svebølle, Vipperød og Kværkeby

Politiets udlændingeafdeling aflagde torsdag formiddag besøg flere steder i politikredsen for at undersøge om opholds- og arbejdstillader hos udenlandske arbejdere var i orden. Sammen med Arbejdstilsynet kontrollerede man først en bolig i Svebølle om en gruppe udenlandske arbejdere var indkvarteret under ordnede forhold.
Derfra gik turen videre til en byggeplads i Vipperød og til sidst lagde man vejen forb i en byggeplads i Kværkeby ved Ringsted. Alle tre steder var alt i skønneste orden.

Påvirket bilist – Åmosevej, Mørkøv, Holbæk

Kl 12.27 standsede politiet en personbil ført af 34-årig mand fra Roskilde. Der var mistanke om, at han var påvirket af stoffer og han blev derfor sigtet og taget med til blodprøve. Desuden viste det sig, at han ikke havde noget gyldigt kørekort og bilen var hverken forsikret eller indregistreret.

Påvirket bilist kørte i grøften – Møllevej, Holbæk

Kl. 00.44 vågnede en mand på Møllevej ved Igelsø ved et højt brag. Han så en bil i grøften og løb ud for at hjælpe. Bilisten, en 52-årig mand fra Næstved, var uskadt, men fremstod så påvirket, at politiet blev tilkaldt. En test med alko- og narkometeret viste, at han var påvirket over det tilladte. Han blev derfor anholdt og fik udtaget en blodprøve. Politiet optog rapport om uheldet og afventer nu resultatet af blodprøveanalysen.

To varebiler i uheld på grund af uopmærksomhed – Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Tidligt onsdag morgen kl. 05.55 skete et uheld på Ringstedvej ved Kvanløse, da en varebil som kørte mod nord stødte sammen med en modkørende varebil. Den 19-årige mand fra Næstved, som kørte i varebilen mod nord, var kort uopmærksom og kom over i de modkørendes vognbane, hvor han ramte en 41-årig mand fra Vipperød, der kørte varebilen mod syd. Hele vejen blev spærret og der opstod en længere kø. Politi og ambulance kørte til stedet, men begge chauffører slap uden at komme noget alvorligt til. Busserne forbi uheldsstedet måtte oplægges indtil varebilerne var blevet fjernet omkring kl. 07.00.

Tyveri fra rollator – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl 12.42 anmeldte en 67-årig kvinde, at ukendte gerningsmænd havde stjålet hendes dametaske med telefon og pung i fra hendes rollator. Hun var på vej hjem efter at have handlet, da hun ved elevatoren i viadukten ved Riffelhavevej var blevet kontaktet af en mand, der talte til hende på dårligt dansk og i den forbindelse åbenbart så sit snit til at stjæle tasken. Gerningsmanden beskrives som 20-30 år, mørk i huden og muligvis iført en hue.

Ville løbe fra politiet – Holbækvej, Jyderup, Holbæk

Kl 23.48 kørte en hundepatrulje ind på pladsen ved en tank-station. Da en mand på stedet så politiet, stak han straks af fra stedet og derfor blev hundene taget frem for at standse manden. Han valgte dog klogelig at lægge sig ned frivilligt. En alkometertest viste senere, at manden var påvirket over det tilladte. Da det ikke var muligt at bevise, at manden havde kørt bilen i påvirket tilstand frem til stedet, kunne han ikke sigtes for spirituskørsel. Men politiet tog nøglerne med sig for at forhindre, at den 25-årige mand fra Høng-området blev fristet til at køre derfra.

Indbrud i Perioden

Brændholtvej, Ugerløse

Kisserup Strand Vest, Holbæk

Jernstøberiet, Holbæk (3 forhold)

Strandmøllevej, Holbæk

Wegenersvej, Holbæk – to steder