Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2023/01/04 til 2023/01/17.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bilist med kørselsforbud havde knive i bilen – Roskildevej, Holbæk

Kl. 19.50 stoppede en politipatrulje en 25-årig mand fra Slangerup, som kørte selvom han i sommer blev meddelt et kørselsforbud, da han som ny bilist havde fået to klip for at køre for stærkt. Han havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve og generhvervet sin førerret, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. I bilens sidedør fandt betjentene to knive, som den 25-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Knivene blev beslaglagt, og han blev sigtet for at overtræde knivloven.

Bilen havde den 25-årige lånt, så ejeren blev kontaktet, da turen stoppede her. Bilejeren kan forvente en bøde for at låne sin bil ud til en person uden kørekort.

Faldulykke undersøges nærmere – Havnevej, Holbæk

Kl. 20.39 rykkede politiet ud til en klatreklub, hvor en person var faldet ned og kommet til skade, så en ambulance var sendt til stedet.

Fra klatreklubben blev en 48-årig mand fra Holbæk indbragt til et sygehus, hvor han blev indlagt til undersøgelse og behandling for mulige knoglebrud i torsoen.

Politiet fik klarlagt, at den 48-årige iført en sikkerhedsline var kravlet op ad en ca. 10 meter høj klatrevæg, hvorefter han lod sig fire ned. Da han manglede ca. fem meter ned, blev sikkerhedslinens fastholdelse i en slags maskine pludselig udløst, så han faldt ned på et betongulv.

Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere i fællesskab, så det på et senere tidspunkt kan afklares, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken, når den konkrete årsag til udløsningen af sikkerhedslinen måtte være klarlagt.

 

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Kr. Såby – Lejre

Kl. 12.51 var en 60-årig mand fra Taastrup i en personbil kørt gennem en større vandpyt i det vestgående spor på Holbækmotorvejen, så han mistede kontrollen over bilen på grund af aquaplanning.

Herved stødte han sammen med en anden personbil ført af en 46-årig kvinde fra Svebølle, inden han ramte autoværnet. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet, idet ingen af parterne kom til skade.

 

Færdselsuheld – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 10.00 var en 71-årig mand fra Jyderup forulykket i en personbil, da han på Hovedgaden ud for vejen til Svinningehallen havde påkørt et lyssignal.

Den 71-årige var kørt ad Svinningehallen og skulle i krydset ved Hovedgaden lave et venstresving, men fik tilsyneladende ikke drejet skarpt nok, så han kom for langt ud mod højre og ramte lyssignalet.

Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som den 71-årige slap uskadt fra, så politiet har optaget rapport for at få belyst omstændighederne nærmere.

Færdselsuheld – Mellemvang, Holbæk

Kl. 12.56 var en lastbil og en personbil stødt sammen på Mellemvang over for sidevejen Havevang. Ingen af parterne var kommet til skade som følge af uheldet.

Det viste sig, at en 62-årig mand fra Holbæk som fører af en lastbil var kørt ad en stikvej på Mellemvang mellem et supermarked og en institution, hvor han kørte i østlig retning frem over vigelinjen ved Mellemvang. Her ville han svinge til venstre og ville standse for en personbil, der kørte ad Mellemvang mod syd.

Lastbilchaufførens fod gled på bremsepedalen, så lastbilen fortsatte med lav hastighed ud på Mellemvang og ramte højre side af personbilen, hvori en 40-årig mand fra Holbæk var fører.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få belyst omstændighederne nærmere, herunder hvorvidt der kan foreligge en overtrædelse af færdselslovens vigepligtsbestemmelser.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 07.54 fik politiet en anmeldelse om, at to bilister havde strejfet hinanden, så der var sket mindre skader på køretøjer, men at den ene part ikke var blevet på uheldsstedet for at deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.

Politiet fik klarlagt, at 18-årig mand fra Jyderup var kørt i en personbil ad Ringstedvej mod nord, da han og en modkørende personbil strejfede hinanden, fordi de begge lå lidt langt til venstre i deres respektive vognbaner.

Den 18-årige var standset, men kunne ifølge sin forklaring ikke få kontakt til modparten, der var fortsat i sydlig retning. Ingen var kommet til skade som følge af uheldet, hvor kun de to parter var involveret.

Senere på dagen henvendte en 58-årig kvinde fra Asnæs sig på nærpolitistationen i Asnæs for at anmelde et færdselsuheld, som hun havde været impliceret i tidligere på morgenen. Hun oplyste, at hun ikke havde kunnet finde modparten, som hun havde strejfet under kørsel ad Ringstedvej i Holbæk.

Politiet kunne være hende behjælpelig med at opklare sagen og sætte hende i forbindelse med den 18-årige modpart, så kvindens henvendelse indgår nu i politiets rapport om færdselsuheldet.

Færdselsuheld – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 17.18 optog politiet rapport om et sammenstød mellem to varevogne, der var stødt sammen på Skovvejen.

En 58-årig mand fra Taastrup var som fører af en varebil kørt frem for sin ubetingede vigepligt og ud på Skovvejen, hvor en 27-årig mand fra Ruds-Vedby som fører af en anden varebil forsøgte at undgå et sammenstød ved at skifte vognbane.

Trods opbremsning og vognbaneskiftet kunne den 27-årige ikke undgå at ramme den 58-åriges varebil på dens venstre side, hvilket udløste airbags i den 27-åriges bil.

Ambulancepersonale tilså den 27-årige, som var sluppet uden behandlingskrævende skader, og et bugseringskøretøj fik fjernet hans varebil. Den anden varebil kunne selv køre fra stedet.

Færdselsuheld – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 08.13 rykkede politiet ud til et sammenstød mellem en cyklist og en bilist på Stenhusvej i Holbæk.
Det viste sig, at 47-årig kvinde fra Holbæk var kørt i en personbil fra en parkeringsplads og skulle ud på Stenhusvej, hvor hun ville svinge til højre. Efter kørsel frem over vigelinjen ved Stenshusvej stødte hun sammen med en 50-årig mand fra Holbæk, som kørte på cykel ad Stenhusvej i nordøstlig retning.
Cyklisten slap uden behandlingskrævende skader efter sammenstødet, og politiet har optaget rapport om sagen ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej / L C Worsøesvej, Holbæk

Kl. 12.36 forsøgte en 58-årig kvindelig bilist fra Svinninge at gøre en forankørende lastbilchauffør opmærksom på, at lastbilen enten bakkede eller rullede langsomt baglæns, da den kvindelig bilist holdt bag lastbilen på Valdemar Sejrsvej ved krydset til L C Worsøesvej.

Lastbilchaufføren opdagede tilsyneladende ikke lastbilens bevægelse, så den 69-årig mandlige lastbilchauffør fra Skælskør fik lavet en mindre bule og nogle ridser på kvindens bil.

Politiet registrerede blot omstændighederne ved dette sammenstød, hvor ingen kom til skade.

Indbrud i villa – Hanerupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 14.55 var en 51-årig mand fra Regstrup kommet hjem til sit hus, hvor han kunne konstatere et indbrud, fordi et vindue var blevet opbrudt siden onsdag morgen, hvor han forlod bopælen.

Politiet kunne sammen med beboeren konstatere, at der var blevet stjålet et pengeskab, og politiet undersøgte stedet for eventuelle spor efter personer, der kunne mistænkes for indbruddet.

I forbindelse med den umiddelbare efterforskning fik politiet klarlagt via overvågningsmateriale, at indbruddet formentlig var blevet forøvet af tre personer. De var kl. ca. 08.20 kommet til Hanerupvej i en mørk/sort VW Polo personbil, hvortil en dobbeltakslet trailer var tilkoblet.

Det stjålne og tunge pengeskab var formentlig på en sækkevogn blevet kørt hen til bil og trailer, hvorefter indbrudstyvene flygtede fra området.

Et særligt kendetegn ved flugtbilen var, at personbilen var forsynet med et reservehjul på højre forhjul.

Politiet efterforsker nu indbruddet ud og afventer resultatet af de tekniske undersøgelser, men vil også gerne i kontakt med personer, der måtte have bemærket de tre mistænktes aktiviteter på Hanerupvej onsdag morgen, eller som måtte have oplysninger om personbilen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Knivloven – Gl. Ringstedvej, Holbæk

Kl. 15.40 fik politiet på Gl. Ringstedvej kontakt til en 22-årig mand fra Holbæk i forbindelse med en rutinemæssig kontrol af en personbil, som han førte.

Han kunne ikke mistænkes for at have overtrådt færdselsloven, men da politiet kunne se en kniv i hans bukselomme, blev kniven undersøgt nærmere. Der var tale om en kniv med en bladlængde på 9,5 cm, og da han ikke havde noget anerkendelsesværdig formål med at medbringe kniven, sigtede politiet ham for overtrædelse af knivloven.

Kniven blev beslaglagt som bevis i sagen, som den 22-årige sigtede vil høre nærmere om, når den skal afgøres.

Knivloven – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 21.25 traf en patrulje en 37-årig mand fra Holbæk i Ladegårdsparken Vest, hvortil han havde medbragt en kniv med en bladlængde på 12 cm. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge kniven til på det pågældende sted og tidspunkt, sigtede politiet ham for overtrædelse af knivloven. Kniven blev beslaglagt som bevis, og den 37-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Knivloven – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 19.30 blev en 23-årig mand fra Holbæk fundet i besiddelse af en kniv, da han blev truffet i Ladegårdsparken i Holbæk. Under en visitation fandt betjentene en kniv med et blad på 12 cm i hans inderlomme, og manden havde intet anerkendelsesværdigt formål til at bære kniven. Han blev sigtet for at overtræde knivloven, og kniven blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 23-årige vil senere høre mere i sagen fra politiet.

Kørsel i frakendelsestiden – bilejer sigtet – Kalundborgmotorvejen, Holbæk

Kl. 21.21 blev en 26-årig mand fra Jerslev Sj. sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset som fører af en personbil på Kalundborgmotorvejen ved afkørsel 2.

Da det ikke var den 26-åriges egen bil, kan bilens ejer – en 24-årig kvinde fra Jyderup – forvente også at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet hun kan mistænkes for at have overladt føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

 

Misbrugte andens personlige oplysninger – Nygade, Holbæk

Kl. 01.04 anmeldte personalet fra et diskotek, at en yngre kvinde var tilbageholdt som mistænkt for at have identificeret sig som en anden og ældre for at opnå adgang til diskoteket.

Politiet fik kontakt til en 17-årig ung kvinde fra Svinninge, som ved indgangen på sin mobiltelefon havde fremvist et foto med identitetsdokumenter tilhørende hendes lidt ældre veninde.

Efter afhøring i anledning af sigtelsen for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at udgive sig for at være en anden end den, man reelt er, bortviste politiet den 17-årige fra diskoteket, hvor hun ikke måtte opholde sig efter kl. 23.00ifølge diskotekets alkoholbevilling.

De sociale myndigheder og den 17-åriges værge vil blive underrettet om hendes forsøg på at snyde sig til adgang til diskoteket og straffesagen i den anledning.

Mistænkelige lyde – Ejler Urnesvej, Holbæk

Kl. 01.11 anmeldte en mandlig beboer på Ejler Urnesvej, at han netop var blevet kontaktet af sin kvindelige nabo, som var blevet skræmt og gemte sig på grund af mistænkelig lyde uden for hendes bolig.

En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til en spirituspåvirket, 55-årig mand fra København, som havde skaffet sig adgang til kvindens skur og lagt sig til at sove der. Selv om der var en fjern relation parterne imellem, ønskede kvinden manden bortvist fra stedet, så politiet kørte ham til togstationen, så han kunne tage toget til København for at sove. Den 55-årige blev ikke sigtet for noget efter sin adfærd på kvindens adresse.

Narkobilist uden førerret mv. – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 20.05 standsede politiet en stor 45-knallert, som en 35-årig mand fra Holbæk førte ad Kalundborgvej ved Stenhusvej i Holbæk. Den 35-årige havde ikke kørekort til 45-knallerten og blev i øvrigt skønnet påvirket af narkotika under kørslen.

Efter sigtelse for de to overtrædelser af færdselsloven blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om hash).

Herefter kørte politiet ham hjem til bopælen, som efterfølgende blev ransaget på grund af mistanke om besiddelse af euforiserende stoffer. Politiet fandt i den forbindelse 9,6 gram hash, som i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer blev beslaglagt som bevis i den sag.

Narkokørsel – Labæk, Holbæk

Kl. 17.20 blev en 47-årig mand fra Rødovre sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil ad Labæk og tillige sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke kunne fremvise et kørekort, som havde erhvervet sig i udlandet.

Den 47-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Landevejen, Tuse, Gislinge – Holbæk

Kl. 22.32 blev en 30-årig mand fra Valby sigtet for både kørsel i frakendelsestiden og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Landevejen, efter at en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af både kokain og amfetamin.

Den 30-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, og han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Spirituskørsel – Freeses Vej, Jyderup – Holbæk

Kl. 13.39 anholdt og sigtede politiet en 62-årig mand fra Jyderup for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Freeses Vej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

To narkokørsler – Jyderup – Holbæk

Kl. 18.21 sigtede politiet den første bilist for at køre rundt i narkotikapåvirket tilstand, efter at politiet havde standset en 35-årig mand fra Gørlev Sj. som fører af en varebil på Søbæksvej i Jyderup.

Den anden narkobilist blev standset kl. 22.45 på Skarridsøgade også i Jyderup, hvor en 18-årig mand fra Holbæk var fører af en personbil. Narkometertesten havde givet udslag for påvirkning af kokain, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel.

Begge bilister blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så de vil hver især høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Uro og uorden – Jernbanevej, Tølløse – Holbæk

Kl. 21.23 fik politiet en anmeldelse om et større slagsmål ved Tølløse togstation og gangbroen over skinnerne, idet flere personer var røget i totterne på hinanden.

Da politiet ankom til området, stak flere personer af fra stedet i flere forskellige retninger, så politiet fik kun kontakt til en 21-årig mand fra Nyrup og en 25-årig mand fra Stenlille.

Begge mænd var rolige og uskadte, men erkendte, at de havde haft en uoverensstemmelse, der var endt i håndgemæng. Ingen af dem ønskede at anmelde modparten for noget, så politiet fandt ikke grundlag for at gøre yderligere i anledning af anmeldelsen.

Uro og uorden – Vestergade, Tølløse – Holbæk

Kl. 18.34 skabte en mand så meget uro på en spillecafe, at politiet måtte tilkaldes.

Da politiet kom frem til spillecafeen, var uromageren gået, hvorfor politiet ledte efter ham i Tølløse.

Ved Tølløse togstation traf politiet den pågældende, der blev identificeret som en 54-årig mand fra den sydlige del af Holbæk Kommune Han gik rundt ude på skinnerne og gav udtryk for at være ked af det, så politiet kørte ham til et sygehus til fornøden undersøgelse og behandling i den anledning.

 

Voldelig optræden førte til forbud mod at komme på pub – Vestergade, Holbæk

Kl. 03.10 blev en 42-årig mand fra Holbæk anholdt, da han havde udvist voldelig adfærd på en pub på Vestergade, hvor han havde slået en 20-årig mand, der dog ikke kom til skade. Den 42-årige blev anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og han blev i den forbindelse meddelt et forbud i medfør af restaurationsloven, så han nu ikke må komme på beværtningen de næste to år. Den anholdte fik lov til at gå efter afhøringen, men kan forvente at få en bøde i sagen.

Indbrud i perioden

Tjørnedevej, Nr. Vallenderød, Tølløse (forsøg)

Ventedgårdsvej, Knabstrup, Mørkøv