Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/11/02 til 2022/11/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Arbejdsulykke – Søbæksparken, Jyderup – Holbæk

Kl. 09.38 var en mand kommet til skade i forbindelse med sit arbejde, så en ambulance var blevet sendt til stedet.

Det viste sig, at en 65-årig mand fra Kalundborg var faldet ned fra en stige, så han havde kvæstet sit ene ben. Ambulancepersonalet bragte ham til et sygehus, hvor han blev indlagt til behandling.

Politiet orienterede Arbejdstilsynet om ulykken og optog rapport herom for at få afklaret, hvorvidt nogen kan drages til ansvar på et senere tidspunkt.

Brand i garage efter svejsearbejde – Hellestrupvej, Hellestrup, Holbæk

Kl. 13.07 måtte en 68-årig mand fra Holbæk alarmere brandvæsnet, efter at der var gået ild i en bil i en garage.
Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at branden havde godt fat i bilen, og at branden havde bredt sig til selve garagebygningen. Der var ikke fare for, at branden ville brede sig yderligere, men røgen fra branden drev ud over Hellestrupvej, som politiet kortvarigt afspærrede.
Tilkaldt ambulancepersonale tilså den 68-årige for eventuel røgforgiftning, men yderligere behandling var ikke umiddelbart nødvendigt.

Politiet har optaget rapport om branden for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved branden, der opstod i forbindelse med en 68-åriges svejsearbejde på bilen i garagen.

Brandundersøgelse – Sørningevej, Sørninge, Mørkøv – Holbæk

Kl. 03.56 slog en 44-årig mand alarm til brandvæsnet, da han var kommet hjem til sin bopæl og kunne lugte røg.
Brandvæsnet fik slukket en mindre brand i stuen, hvor en sofa var delvist brændt. Der var også sodskader i stuen og tilstødende rum, men ingen personer var kommet til skade ved branden.

Politiet har optaget rapport om branden, hvis årsag skal undersøges nærmere ud fra en formodning om, at en brændeovn tæt på sofaen kan have antændt den.

Drab på en gravid kvinde – Samsøvej, Holbæk

Der er tirsdag morgen sket endnu en anholdelse i drabssagen. Læs mere i den udsendte pressemeddelelse:
Kvinde anholdt i drabssag fra Holbæk

Færdselsrazzia i anledning af J-dag – Holbæk

Færdselspolitiet var fredag aften og natten til lørdag på målrettet færdselsrazzia i Holbæk kommune i anledning af J-dag. Kontrollen af trafikanterne medførte rapportoptagelser inden for følgende sagskategorier:

2 sager om narkokørsel
2 sager om spirituskørsel
1 sag om kørsel uden førerret
1 sag om overtrædelse af våbenlovgivningen (en kniv)
1 sag om ulovlig/konstruktiv ændret knallert

Alle de sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet.

Færdselsuheld – Landevejen / Søholmvej, Tuse, Holbæk

Kl. 06.10 var to bilister stødt sammen på Landevejen ved sidevejen Søholmvej, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 34-årig mand fra Borup var kørt ad Landevejen mod vest frem til krydset ved Søholmvej, hvor han standsede før et venstresving ad Søholmvej.
En 70-årig mand fra Holbæk overså dette og påkørte den 34-åriges bil, så der opstod skader på begge biler, herunder et olielæk fra den 70-åriges varebil.

Begge parter blev kørt til kontrol på skadestuen, men de var sluppet uden behandlingskrævende skader ved uheldet, som politiet har optaget rapport om.

Færdselsuheld – Nørupvej / Søstrupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 08.04 var en 37-årig mand fra Holbæk kørt ad Nørupvej i østlig retning og frem over vigelinjen i krydset med Søstrupvej, hvilket bevirkede, at han under krydsning af Søstrupvej blev påkørt på sin højre side. En 40-årig mand fra Rumænien, men med arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, kørte samtidig i en varebil ad Søstrupvej i nordlig og kunne ikke undgå påkørslen af den 37-årige bil.

En ambulance rykkede også ud til uheldsstedet, men ingen af parterne havde pådraget sig behandlingskrævende skader som følge af sammenstødet, som politiet undersøger nærmere ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsregler kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Vestergade, Tølløse – Holbæk

Kl. 13.04 fik politiet en anmeldelse om, at en fodgænger var blevet påkørt af en bilist, der efterfølgende var flygtet fra uheldsstedet uden at give sig til kende.

En ambulance og politiet kørte til uheldsstedet, hvorfra en 88-årig kvinde fra Tølløse blev bragt på skadestuen til kontrol for eventuelle skader.
Politiet fik via vidner klarlagt, at en sort/mørk personbil bakkede på en parkeringsplads og ramte herunder den 88-årige, der med en rollator samtidigt passerede bag om bilen. Bilisten fortsatte efterfølgende sin kørsel væk fra parkeringspladsen, mens andre kom fodgængeren til undsætning.

Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet mellem de to parter i et forsøg på at identificere bilisten, der formentlig ikke deltog i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til. Den 88-årige kvinde var sluppet fra påkørslen uden behandlingskrævende skader.

Gravid kvinde dræbt – Samsøvej, Holbæk

I sagen om drabet på en 37-årig, gravid kvinde fra Odsherred ved et plejecenter på Samsøvej, Holbæk, har politiet udsendt følgende pressemeddelelser i løbet af weekenden og mandag formiddag:
Efterforskningen af drabet på 37-årig kvinde kører på højtryk
Politi giver vigtige vidner i drabssag frit lejde
To efterlyste vidner har meldt sig
To vidner har ikke set drab
Mand anholdt i drabssag fra Holbæk

Kvinde udsat for grov vold – Strandvejen, Svinninge – Holbæk

Kl. 06.10 kom et alarmopkald om, at en forbipasserende havde set en tilskadekommen kvinde befinde sig på Strandvejen. Anmelderen havde taget kvinden med ind i sin bil og havde alarmeret politiet. Kvinden, som er 41 år og fra lokalområdet, blev efterfølgende bragt til sygehuset for at få behandling for sine kvæstelser.

Politiet afspærrede dele af Strandvejen for yderligere undersøgelser med bl.a. politihunde, og ved den undersøgelse fandt politiet en kniv, som formodes brugt til at skade den 41-årige kvinde.

Ved en foreløbig afhøring af kvinden har politiet fået klarlagt, at hun i morges havde en uoverensstemmelse med en mandlig bekendt, som endte med at bruge en kniv mod hende. Kvindens skader betegnes ikke som livstruende.

Politiet har siden mandag formiddag ledt efter den mandlige bekendt, men ikke fundet ham de relevante steder, hvor politiet har ledt efter ham. Han er ifølge politiets opfattelse klar over, at politiet vil tale med ham, så han opfordres til at melde sig selv. Eftersøgningen fortsætter, indtil politiet får kontakt til ham.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, som har set eller hørt noget usædvanligt i området omkring Strandvejen i Svinninge mandag morgen. Man kan kontakte politiet på telefon 114 med oplysninger i sagen.

Muligvis ulovlige indsamlinger – Tune – Greve / Tølløse – Holbæk

Kl. 11.14 fik politiet en henvendelse fra en undrende borger i Tune om et par, som på parkeringspladsen ved Tune-centret forsøgte at samle penge ind til en døveforening. Der var tale om en mand og en kvinde, som ifølge borgeren agerede døve og kun ville have kontanter i forbindelse med indsamlingen, inden de kort efter forsvandt fra området. Politiet ledte efter parret i området, men fandt dem ikke.

Endnu en anmeldelse om den muligt ulovlige indsamling indløb kl. 13.10, hvor formentlig det samme par befandt sig ved et supermarked i Tølløse i samme ærinde. Herfra forsvandt parret inden politiets ankomst formentlig i en bil med udenlandske nummerplader, hvilket for politiet indikerer, at der kan være tale om en ulovlig indsamling.
Vær skeptisk over for indsamlere, der laver indsamlinger til formål, som måske ikke umiddelbart virker troværdigt.

Narkobilist uden kørekort skyldte skylden på familiemedlem – Malthesminde, Vipperød – Holbæk

Kl. 10.16 standsede politiet en personbil, som blev ført af en mand, der kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. Manden blev derfor anholdt og efterfølgende fundet i besiddelse af en joint, hvilket medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Manden havde oplyst sin identitet til politiet, da han blev anholdt, men da han trods fremvisning af identitetsdokumenter uden foto ikke kunne svare korrekt på efterfølgende kontrolspørgsmål, mistænkte politiet ham for at udgive sig for en anden.

Politiet fik sluttelig klarlagt, at den anholdte var en 39-årig mand fra Holbæk, som havde udgivet sig for at være et familiemedlem for at slippe for konsekvenserne af sigtelserne mod ham. Den 39-årige fik derfor yderligere en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet, ligesom han også blev sigtet for overtrædelse af straffeloven, fordi en uskyldige risikerede at blive dømt for noget, som vedkommende ikke havde gjort.

Den 39-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til de mange sigtelser.

Narkokørsel – Amtsvejen, Jyderup – Holbæk

Kl. 16.50 blev en 29-årig mand fra Hørve sigtet for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Amtsvejen i Jyderup. Han kunne mistænkes for at være påvirket under kørslen, hvilket efterfølgende blev bekræftet af fund af seks piller i hans bil. Piller blev beslaglagt med henblik på nærmere undersøgelse og identifikation af præparatet, så politiet kan få afklaret, hvorvidt den 29-årige var i lovlig besiddelse af disse.

Den 29-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Gl. Ringstedvej, Holbæk

Kl. 18.07 blev en 22-årig mand fra Kirke-Såby anholdt af politiet og sigtet for narkokørsel, da han kom kørende ad Gl. Ringstedvej i vestlig retning på trods af, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Patruljebilens narkometer gav positivt udslag for kokain, og manden måtte derfor følge med på sygehuset for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Manden vil få afgjort sagen, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.

Overtrædelse af knivloven – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

Kl. 14.45 traf politiet en 16-årig lokal dreng, som – da han så politiet – smed noget i en skraldespand. Patruljen fandt en kniv i skraldespanden, som drengen erkendte at have været i besiddelse af, og drengen blev sigtet for overtrædelse af knivloven, da han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med kniven. Patruljen beslaglade kniven, som havde et knivblad på 9 cm, og kontaktede drengens pårørende vedr. episoden samt de sociale myndigheder vedr. episoden.

Truende adfærd over for to unge mænd – Holbæk

Kl. 22.34 fik politiet anmeldelser om, at to unge mænd måske blev truet til at overføre nogle penge til personer, som de mod deres vilje var i selskab med i nogle biler i Holbæk by.
Politiet indledte straks en efterforskning og en søgning efter de pågældende biler, som politiet fik lokaliseret kort før kl. 23.00 på Bakkekammen i Holbæk. I bilerne befandt sig de to unge forurettede mænd samt fire mænd i alderen 21-25 år fra Holbæk, Odsherred og Roskilde.
De fire mænd blev alle anholdt som mistænkte for at have afpresset de to unge mænd til at overføre nogle penge.
Efter afhøring af både de forurettede og de fire anholdte valgte politiet og anklagemyndigheden at løslade de fire anholdte i løbet af søndag formiddag, da de fremkomne oplysninger i sagen ikke gav grundlag for fremstilling af de anholdte i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. De er alle fire fortsat sigtet i sagen og vil derfor høre nærmere fra anklagemyndigheden, når sagen skal afgøres.

Tyverier fra byggepladser – Tølløse / Holbæk

Tirsdag morgen modtog politiet ikke mindre end tre anmeldelser fra samme entreprenørfirma om forskellige tyveri fra gravemaskiner og tyveri af dieselolie.

I løbet af weekenden fra fredag eftermiddag til mandag morgen var der fra to gravemaskiner på hhv. Rørvangsvej, Holbæk, og Gammelbrovej, St. Grandløse, Holbæk sket tyveri af gravemaskinernes hovedstyringssystem, smøringsanlæg samt nogle sensorer til en større værdi. Disse to steder havde tyven(e) haft stort set uhindret adgang til gravemaskinerne i forbindelse med tyverierne.
Det tredje tyveri, som også var sket i løbet af weekenden, var fra en byggeplads på Tjørnedevej, Tølløse. En lås på en tank med brændstof var blevet skåret op, så der efterfølgende kunne stjæles op imod 3.500 liter diesel.

Politiet har foretaget undersøgelser på de tre gerningssteder og afventer nu resultatet heraf, idet der ikke umiddelbart er andre oplysninger i sagerne til identifikation af tyven(e). Derfor vil politiet gerne i kontakt med personer, der måtte bemærket noget usædvanligt på gerningsstederne i løbet af weekenden, idet politiet formoder, at tyverierne måske kan være sket ad flere gange eller ved længere tids ophold på gerningsstederne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Vold mod gæst – Vestergade, Holbæk

Kl. 01.49 rykkede politiet ud til et værtshus, hvor en gæst var blevet slået i ansigtet af en anden gæst på værtshuset.
Det viste sig, at en 19-årig mand fra Asnæs havde skader på næsen efter flere slag mod ansigtet, hvilket var sket inde på værtshuset. Den 19-årige var under ophold på stedet stødt sammen med en anden gæst, hvilket havde udviklet sig til lidt tumult.

Kort tid efter var en anden mand pludselig kommet hen til den 19-årige, som uden varsel blev slået i ansigtet flere gange med en knytnæve.
Voldsmanden blev via overvågning identificeret og senere anholdt under ophold på et andet værtshus i Holbæk. Der var tale om en 31-årige mand fra Skibby, som blev sigtet for vold mod den 19-årige. Efter afhøring til sagen løslod politiet den sigtede, der dog vil høre nærmere, når sagen skal afgøres, og som allerede har fået meddelt et forbud mod at komme på det pågældende værtshus de næste to år.

Indbrud i Perioden

H/F Fælledparken, Samsøvej, Holbæk
Kundbyvej, Torslunde, Svinninge
Nordstjernevej, Gl. Tølløse, Tølløse
Ringstedvej, Igelsø, Holbæk (forsøg)
Østerhaven, Undløse, Tølløse

Foto: ABW