Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/03/31 til 2022/04/13.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brandundersøgelse – Hybenvang, Holbæk

Kl. 07.31 rykkede brandvæsnet ud i anledning af ildebrand i en lejlighed hos en 41-årig mand fra Holbæk. Han blev reddet ud og efterfølgende kørt til skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning.
Branden, som hurtigt blev slukket af brandvæsnet, inden den spredte til andre lejligheder, forrettede begrænsede skader på noget tøj ved klædeskab.
De foreløbige undersøgelser for at få klarlagt brandårsagen tydede på, at den 41-årige, der er ryger, ubemærket kan have tabt en glød, der så udviklede sig til en egentlig brand. Politiet har optaget rapport om branden for at undersøge omstændighederne nærmere. Boligselskabet sørgede for at tilkalde skadeservice til at fjerne de røg- og sodskader, som branden trods alt havde nået at forrette.

Mistænkeligt forhold – Labæk, Holbæk

Kl. 12.05 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, som undrede sig over en mands adfærd bag et elskab på hjørnet af Labæk og Østre Skolegade. På stedet lå nogle plastposer, som måske kunne indeholde noget ulovligt ifølge borgeren.
En patrulje kørte til stedet og kunne konstatere, at der var ikke noget ulovligt i de effekter, som lå på stedet. Ifølge politiets opfattelse var der tale om en “skat” til brug i fritidsaktiviteten geocaching, så politiet foretog sig ikke yderligere.

Færdselsuheld – Stenhusvej / Bilbyen, Holbæk

Kl. 13.28 var to personbiler stødt sammen i krydset mellem Bilbyen og Stenhusvej, hvorfor politiet rykkede ud til uheldsstedet for at undersøge omstændighederne nærmere.
Det viste sig, at en 57-årig kvinde fra Tølløse var kørt ad Bilbyen mod øst i en personbil, som hun førte frem over vigelinjen i krydset ved Stenhusvej, idet hun havde til hensigt at lave et venstresving.
Kort efter fremkørslen over vigelinjen påkørte hun højre side af en personbil, som en 38-årig mand fra Herlev førte ad Stenhusvej i sydvestlig retning.
Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget en rapport om ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt i forbindelse med sammenstødet.

Uorden i butik – Ahlgade, Holbæk

Kl. 10.51 bad personalet i en taskebutik om assistance fra politiet, idet et par kunder havde skabt uorden i butikken på grund af mistanke om tyveri.
Politiet kørte hurtigt frem til butikken, hvor en 46-årig kvinde fra Jyderup stadig befandt sig. Hun var faldet til to, men en mandlig kunde, som hun havde været i selskab med, havde forladt butikken.
Kvinden kunne ikke konkret mistænkes for et butikstyveri, så hun blev ikke sigtet for noget, men formanet om god opførsel som kunde i en butik, inden hun forlod stedet. Politiet ledte efter den mand, som hun havde været sammen med i butikken, men politiet fandt ham ikke umiddelbart. Han kunne heller ikke mistænkes for andet end at have skabt uro i butikken, så politiet foretager sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Dør sparket ind – Lindevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 14.20 anmeldte en 24-årig kvinde fra Jyderup, at en mand, som hun kendte, men ikke ønskede at have kontakt med, havde været ved hendes bopæl, hvor han nu havde sparket hendes dør ind.
Anmelderen havde forladt sin bopæl, men manden befandt sig på stedet, hvor politiet fik kontakt til en 24-årig mand fra Kalundborg. Døren til kvindens bopæl var ødelagt, så politiet sigtede den 24-årige for hærværk med baggrund i anmelderens oplysninger. Efterfølgende blev den 24-årige mand bortvist fra stedet og på det kraftigste opfordret til ikke at opsøge kvinden, idet han også dagen i forvejen havde været årsag til uro ved hendes bopæl. Også et erstatningskrav venter nu den 24-årige i forbindelse med reparation af den ødelagte dør, inden politiet kan afgøre straffesagen mod ham.

Hurtig bilist – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk

Kl. 20.18 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 128 km/t ad Skovvejen i vestlig retning på en strækning, hvor den ifølge skiltning kun måtte køre højst 70 km/t.
Bag rattet i personbilen sad en 44-årig mand fra Sakskøbing, som blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, som nu vil medføre både en bøde og en påstand om betinget frakendelse af kørekortet til føreren. Den 44-årige vil derfor i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet.

Spirituskørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 01.00 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra Svinninge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Vanvidskørsel (høj hastighed) / narkokørsel mv. – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk

Kl. 02.16 blev en uniformeret patruljebil under kørsel ad Skovvejen mod vest pludselig overhalet af en anden bilist, der kørte væsentligt hurtigere end politiet og endda væsentlig hurtigere end de tilladte 90 km/t ifølge skiltningen på vejen.
Politiet aktiverede udrykningssignalerne for at få standset den hurtigtkørende personbil, hvis fører fortsatte med uændret hastighed og ifølge patruljebilens speedometer noget mere end 200 km/t ad Skovvejen i vestlig retning.
Bilisten bremsede dog ned ved lyskrydsene på strækningen, men fortsatte efterfølgende med meget høj hastighed. I rundkørslen ved Skovvejen – Bregningevej ramte bilisten en kantsten på rundkørslens midterste del, men fortsætte med høj hastighed frem til vejen Frederiksberg, som kørslen blev fortsat ad.
Også ad Frederiksberg i sydlig kørte bilisten væsentlig hurtigere end tilladt, idet han f.eks. kørte gennem et område med op imod 160 km/t, selv om skiltningen tillod højst 60 km/t.
I Svebølle kørte bilisten rundt ad forskellige veje flere gange, inden føreren af sig selv standsede på Nordvestvej, hvor han trods modstand blev anholdt. Andre trafikanter havde ikke umiddelbart været i nogen konkrete faresituationer under biljagten.
Der var tale om en 47-årig mand fra Farum, som skønnedes påvirket af narko og blev sigtet for vanvidskørsel på grund af de høje hastigheder, narkokørsel, at have gjort modstand mod anholdelsen samt undladt at standse trods politiets tegn herom.
Den 47-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev efter afhøring til de mange sigtelser anbragt i detentionen til afrusning i nogle timer inden løsladelsen.
Politiet beslaglagde hans personbil med hjemmel i bestemmelserne om vanvidskørsel, men den disposition ønskede den 47-årige, at en dommer skal kigge nærmere på, hvorvidt politiet havde lov til det.

Vold – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 03.35 måtte personalet på et hotel tilkalde politiet, efter at en gæst havde overfaldet en mandlig tjener.
Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at to mænd lige uden for hotellet havde været i skænderi, så det skabte utryghed for øvrige gæster i selskaber på hotellet.
En 22-årig mandlig tjener ville sammen med en kollega lægge en dæmper på de stridende mænd, hvilket medførte, at den ene af dem slog tjeneren et par gange med knytnæveslag, der bl.a. ramte i ansigtet og på kroppen.
Politiet foretog på den baggrund anholdelse af en noget spirituspåvirket, 34-årig mand fra Vig, som blev sigtet for vold mod tjeneren. Han blev efter en lægeundersøgelse anbragt i detentionen til afrusning, men blev dog løsladt søndag formiddag efter afhøring til voldssagen. Den sag vil senere få et retsligt efterspil, så den 34-årige kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde på et senere tidspunkt.

Spirituskørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 22.40 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Nykøbing Sj. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Brand i skorsten – Kratvej, Gamløse, Orø – Holbæk

Kl. 23.55 fik politiet via alarm 112 melding om, at brandvæsnet var rykket ud til ildebrand i taget på et sommerhus på Orø.
Det lokale brandvæsen fik hurtigt klarlagt, at branden ikke var så voldsom som først antaget, idet der kun var havde været ild i en skorsten, der som følge heraf var blevet meget varm. Personerne i sommerhuset var ude i sikkerhed, men kunne hurtigt komme indenfor igen. Ud fra disse oplysninger besluttede politiet ikke at undersøge branden yderligere.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Kalundborgvej, Allerup, Holbæk

Kl. 08.33 standsede en patrulje en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Bag rattet sad en 22-årig mand fra Kalundborg, som i forvejen var frakendt førerretten og derfor ikke kunne fremvise noget kørekort for patruljen. Under samtalen med ham vurderede patruljen, at den 22-årige var påvirket af narkotika under kørslen, så efter en sigtelse for mistanke kørsel i hash-påvirket tilstand i bilen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Bilen var ikke ejet af den 22-årige selv, så politiet undersøger nu nærmere, hvordan han har fået adgang til køretøjet trods sin frakendelse af førerretten, når han ikke lovligt kunne være fører.

Spirituskørsel – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 20.01 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Tølløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så den 31-årige vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Mand endte i detentionen – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 21.23 bad personalet ved lægevagten på Holbæk sygehus om assistance fra politiet til at bortvise en mand, der gennem nogen tid havde opholdt sig på stedet uden at skulle ind til lægevagten. Manden fordrev tiden med at drikke rødvin.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 45-årig mand fra Norge, som var påvirket af spiritus og blev taget med til politistationen i Roskilde, inden han måske ville skabe uro og utryghed på sygehusets området og på grund af politiets tidligere kontakt til ham.

Manden havde faktisk sidst på eftermiddagen været ud at køre i tog ved Mørkøv station, hvor han havde glemt at købe en billet og derfor fik en kontrolafgift af DSB. Også på dette tidspunkt var han spirituspåvirket og lidt vrangvillig i forhold til samarbejdet med DSB. Politiet havde på det tidspunkt blot bortvist ham fra toget.

Den 45-årige blev på politistationen tilset af en læge, inden han sov rusen ud i detentionen frem til tidligt fredag morgen, hvor han blev løsladt. Han blev ikke sigtet for noget i forbindelse med sit ophold på sygehuset i Holbæk.

Spirituskørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 16.43 anholdt og sigtede politiet en 26-årig fra Ukraine for spirituskørsel i en dansk registreret bil, som var meldt stjålet til Nordsjællands Politi i januar måned. Derfor blev den 26-årige mand også sigtet for uberettiget kørsel i bilen, som politiet sikrede med henblik på genudlevering til ejeren.
Den 26-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne og efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil dog senere høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger, så straffesagerne mod ham kan afgøres.

Spirituskørsel – Søagervej, Holbæk

Kl. 21.53 fik politiet en henvendelse fra en bilist, der undrede sig over anden bilists langsomme og usikre kørsel frem til en parkeringsplads ved et supermarked, hvor bilisten standsede.
Her fik politiet kontakt til en 58-årig mand Sverige, der havde været fører af en svensk bil. Da han var påvirket af spiritus over det tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Færdselsuheld – Tølløsevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 00.06 fik politiet en melding om, at en lastbil var væltet på Tølløsevej nordøst for Ugerløse, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
På uheldsstedet kunne politiet konstatere, at et sættevognstog var væltet om på sin højre side og nu lå på en cykelsti ved siden af kørebanen.
En 26-årig mand fra Fyn, der havde været fører af vogntoget, havde sammen med en passager lidt besvær med at komme ud af førerkabinen, men blev dog reddet ud. Passageren blev i den tilkaldte ambulance bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet med diverse knubs.
Politiet fik klarlagt, at chaufføren var kommet ud i rabatten med højre hjulpar, hvorefter lastbilen var væltet mod sin højre side ned på cykelstien.
Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken, som medførte afspærring af Tølløsevej mellem Bonderupvej i Ugerløse by og krydset Tølløsevej-Nyrup mod nord i forbindelse med bjærgningsarbejdet, der omfatter omlæsning af sættevognens mælkeprodukter inden bjærgning af vogntoget. Dette arbejde forventes at vare frem til torsdag kl. ca. 11.00, hvor afspærringen af vejstrækningen vil blive ophævet.

Bil og lastbil i sammenstød – Holbækvej/Skovvejen, Bakkerup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 14.53 skete et sammenstød imellem en bil og en lastbil i krydset Holbækvej/Skovvejen ved Bakkerup i Nr. Jernløse. En 38-årig mandlig bilist fra Kirke-Hyllinge kørte frem i krydset, hvor han havde ubetinget vigepligt. Her stødte han sammen med en lastbil, der blev ført af en 48-årig mand fra Holbæk. Personbil ramte lastbilen på venstre side, men ingen personer kom noget til. Politiet kørte til stedet, hvor der blev optaget rapport om vigepligtsuheldet, og parterne vil begge høre mere i sagen.

Spirituskørsel – Hellestrupvej, Hellestrup, Holbæk

Kl. 18.45 blev en 34-årig mand fra Haslev anholdt for spirituskørsel, da han blev stoppet på Hellestrupvej i Hellestrup og rutinemæssigt testet med alkometeret. Han blev sigtet og taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Narkokørsel førte til narkofund – Undløse, Tølløse – Holbæk

Kl. 01.05 stoppede en patrulje en personbil i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 29-årige kvinde fra Holbæk, som blev testet positiv i en test med narkometeret. Hun blev anholdt, sigtet for narkokørsel og bilen ransaget. I bilen fandt betjentene en pose med hvidt pulver og et snifferør. Stoffet blev senere testet og vejet til lige over 1 gram amfetamin. I bilen blev også fundet en ulovlig enhåndsbetjent foldekniv, som en 27-årig mand fra Kastrup, der var med som passager i bilen erkendte tilhørte ham. Den 29-årige kvinde blev kørt til en blodprøveudtagelse.

Politiet besluttede at ransage den adresse i Tølløse, hvor begge personer i bilen havde opholdsadresse. I et anneks til ejendommen traf patruljen en 19-årig mand, som også boede på adressen. Under ransagningen af huset og annekset fandt politiet flere tegn på narkohandel i form af regnskab, skunkplanter, flere bøtter og poser med narko, samt vægte til at opveje narkoen på. Det samlede fund på adressen blev til 1,5 kg hash, knap 100 gram amfetamin, 117 gram skunk og en smule esctasy. Narkoen og remedierne til narkosalg blev beslaglagt til sagen.

Efterforskningen af sagen pegede på, at det var de to mænd på 19 og 27 år, som kunne mistænkes i narkosagen, og blev sigtet straffelovens regler om salg af narkotikasalg. Den 29-årige kvinde blev løsladt, men de to mænd taget med til politigården i Roskilde til afhøring og sagsbehandling. Sagen blev vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De bliver derfor løsladt og kan forvente et retsligt efterspil senere.

Færdselsuheld – Bagmarken, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 07.15 var der sket et sammenstød mellem to bilister på Bagmarken, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.
Politiet kørte også til uheldsstedet, hvor de implicerede stod i rabatten på vejen, så de ikke spærrede for den øvrige trafik.
En 20-årig kvinde fra Stenlille var i en personbil kørt i en personbil ad Bagmarken mod øst, da der skete et sammenstød med en anden personbil, som en 46-årig mand fra Nyrup førte i modsat retning. Bilerne ramte hinanden på deres respektive venstre sider, og sammenstødet var ikke voldsommere, end at de to parter blev tilset af ambulancepersonalet og konstateret uden behandlingskrævende skader.
Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved sammenstødet, der skete i vådt føre og regnfuldt vejr.

Tyveri fra borger – Svinninge – Holbæk

Kl. 11.08 anmeldte pårørende til en 87-årig mand fra Svinninge, at den 87-årige kl. ca. 10.10 havde fået stjålet sin pung med indhold, bl.a. dankort og kontanter, på vejen hjem fra supermarkedet Rema 1000 til sin egen bopæl i Svinninge.
Den 87-årige havde undervejs fået selskab af en fremmed mand, der havde talt om penge til sin syge mor, der var indlagt på et hospital, ligesom han i samme forbindelse havde fremvist et stykke pap med en tekst på.
Den fremmede havde under dette fået afledt den 87-åriges opmærksomhed fra tyveriet af pungen, som den fremmede mand kan mistænkes for at have stjålet, uden at den 87-årige opdagede noget.
Dankortet er nu meldt stjålet og kan således ikke misbruges af den fremmede mand, som blev beskrevet som: mand, 25-30 år, muskuløs af bygning, brunlig hudfarve, sort hår, sort fuldskæg, iført mørkt tøj og i øvrig dansktalende med accent.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have bemærket den beskrevne mand i Svinninge-området, så politiet måske kan få ham identificeret. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

Kl. 13.29 anholdt og sigtede politiet en 51-årig mand fra Føllenslev for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Lov om euforiserende stoffer – Holbæk

Kl. 15.39 henvendte personale fra den forebyggende afdeling hos politiet i Holbæk sig på bopælen hos en 41-årig mand, fordi politiet mistænkte ham for at kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Ved ankomsten lugtede det kraftigt af hash på hans bopæl, hvor politiet ved den efterfølgende ransagning også fandt 111 gram hash, der blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Den 41-årige blev sigtet og afhørt til sagen, som han vil høre nærmere til, når den skal afgøres.

Indbrud i perioden

Dyremosevej, Jyderup

Foto: ABW