Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/03/03 til 2022/03/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Sur borger på rådhuset – Rådhuspladsen, Holbæk

Kl. 14.15 henvendte to medarbejder fra Holbæk Kommune sig til politiet, fordi de havde haft en uoverensstemmelse med en borger, der havde kastet æg efter og ramt dem.
En lokal kvinde havde kort før kl. ca. 12.00 henvendt sig personligt i et ærinde, som en 64-årig kvindelig medarbejder ikke kunne honorere. Herefter kastede kvinden to æg efter medarbejderen, der blev ramt. En anden, 44-årig kvindelig medarbejder stillede sig imellem de to parter, hvilket medførte, at kvinden nu kastede æg efter den 44-årige. Hun blev også ramt af flere æg, men hverken hun eller den 64-årige havde lidt fysisk overlast.
Politiet har nu optaget rapport i en sag om vold mod nogen i offentlig tjeneste, hvor de to kommunale medarbejdere skal afhøres nærmere om de konkrete omstændigheder i sagen inden afhøring af den mistænkte kvinde.

Narkokørsel – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 19.50 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 28-årig mand fra Regstrup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Ringstedvej omkring Holbækmotorvejen. Narkometertesten indikerede nemlig, at den 28-årige kunne være påvirket af amfetamin under kørslen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Forsøg på tyveri fra lastbil – Spættevej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 00.05 anmeldte en opmærksom kvinde, at en mand stod tæt på en lastbil, hvis bruger hun kendte. Da hun nærmerede sig manden for at undersøge, hvad han lavede på stedet, løb manden fra stedet og fik under flugten følgeskab af endnu en mand. De løb begge fra stedet gennem en have og videre ud til en sti, hvor de forsvandt væk på nogle løbehjul.
Mændene var begge ca. 180 cm høje, tætte af bygning, iført mørkt tøj og med sorte skaterhjelme. Den ene havde lidt skæg, og ifølge anmelderen talte de to mænd ikke dansk sammen.
Politiet ledte forgæves efter de to mistænkte, men fik klarlagt, at de måske kunne mistænktes for at have været inde i lastbilen, hvis handskerum var blevet gennemrodet. Der var tilsyneladende ikke stjålet noget fra lastbilen, som ikke havde nogen skader efter opbrydning.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Banevej, Store-Merløse – Holbæk

Kl. 01.14 anholdt og sigtede politiet en 37-årig mand fra Store-Merløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Kanonslag sprængt ved butik – Nygade, Holbæk

Kl. 14.16 lød et stort brag i en gyde på Nygade i Holbæk ved en sportsbutik. Vidner så tre unge mænd løbe fra stedet og ringede til politiet, som sendte flere patruljer til Holbæk midtby. En patrulje kørte rundt i området på udkig efter de tre unge mænd, fik på Valdemar Sejrsvej øje på en ung mand, som tydeligvis ikke ville tale med politiet. Han satte i løb væk fra patruljen, som dog hurtigt fik løbet ham op. Den unge mand viste sig at være en 14-årig fra Holbæk.

En anden patrulje havde samtidig tilbageholdt to unge mænd på Jernbanevej i Holbæk, en 14-årig fra Holbæk og en 16-årig fra Mørkøv, som kunne mistænkes for at have været tilstede, da kanonslaget blev skudt af. De blev alle taget med til politistationen til afhøring, deres værger og de sociale myndigheder blev orienteret og var til stede ved afhøringen.

Den 14-årige, som blev stoppet på Valdemar Sejrsvej erkendte, at det var ham, som havde kastet kanonslaget. Da han er under den kriminelle lavalder, kan han ikke straffes i sagen. Politiet vil nu få afklaret, om de to øvrige tilbageholdte unge mænd kan stilles til ansvar for noget i forbindelse med sagen. Butikken fik knust en kælderrude, som følge af sprængningen, og for skal nu opgøre et erstatningskrav i sagen, som den/ eller de mistænkte vil blive præsenteret for.

Mand anholdt for vold i nattelivet – Nygade, Holbæk

Kl. 22.50 fik politiet en anmeldelse om, at en kvinde havde fået et knytnæveslag i ansigtet af en mandlig gæst på en beværtning i Nygade i Holbæk. Politiet kørte til værthuset, hvor de traf en 49-årig kvinde fra Holbæk, som blødte fra næsen. Hun blev kørt med ambulance til undersøgelse og behandling på sygehuset. Hun var dog ikke kommet noget alvorligt til, men havde knækket en tand.

Politiet afhørte flere vidner på stedet, som kunne belyse sagen. To mænd i baren havde haft en generende adfærd, som den 49-årige kvinde havde påtalt. Hun blev i den forbindelse slået i ansigtet af den ene mand, hvorefter de to mænd forlod beværtningen.

En patrulje fandt kort efter frem til den mistænkte i sagen, en 64-årig mand fra Holbæk, som blev anholdt på en anden beværtning i byen kl. 23.10. Han blev sigtet for vold og taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Sagen blev herefter vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt senere på natten, men er fortsat sigtet, og han vil senere høre mere i sagen.

GPS førte bilist på vildspor – Ringstedvej, Frydendal, Mørkøv – Holbæk

Kl. 10.22 fik politiet en henvendelse fra en undrende mand, der ca. 500 meter inde i skoven holdt en personbil med åbne døre og åben bagagerumsklap. Der var ingen personer til stede i området.
Politiet fik undervejs til stedet klarlagt, at bilen ikke var meldt stjålet, men politiet fik i området dog kontakt til en 52-årig kvinde fra Nordsjælland. Hun kunne oplyse, at hun var kørt fast med bilen, da hun havde kørt efter GPSens vejvisning. Området var ukendt for hende, hvorfor hun havde stolet på GPSen. Vejhjælp var nu blevet tilkaldt for at hjælpe hende med at få bilen fri, så køreturen senere kunne fortsættes på veje med et mere fast underlag.

Færdselsuheld – Havnevej / Østre Havnevej, Holbæk

Kl. 12.44 var der sket et færdselsuheld i lyskrydset Havnevej – Østre Havnevej, idet tre bilister var impliceret. En ambulance var også sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 32-årig kvinde fra Holbæk var kørt i en personbil ad Havnevej mod øst frem til lyskrydset, hvor hun foretog svingning til venstre ad Østre Havnevej mod nord. I modsat retning ad Havnevej kørte en 70-årig kvinde fra Holbæk, som stødte ind i den 32-åriges bil under hendes svingningsmanøvre.
Sammenstødet mellem de to bilister medførte, at den 70-åriges bil ramte ind i venstre side på en personbil, som en 48-årig mand fra Fårevejle St. førte også ad Havnevej mod øst.
Den 32-årige blev bragt til skadestuen til et check, men var ligesom de to øvrige parter sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader.
Politiet optog rapport om uheldet, der medførte omfattende skader på de implicerede køretøjer.

Narkokørsel – Amtsvejen/Skovvangen, Jyderup, Holbæk

Kl. 15.44 kørte en patrulje sydlig retning på Amtsvejen i Jyderup, hvor en de standsede en bilist ved Skovvangen i en rutinekontrol. Bilisten, en 35-årig mand fra Vipperød, blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Når politiet har fået resultatet af blodprøveanalysen, vil den 35-årige høre mere i sin sag.

Sprængning i boligopgang i det centrale Holbæk

kl. 23.46: Se udsendt pressemeddelelse

Færdselsuheld – Sports Alle / Omfartsvejen, Holbæk

Kl. 20.31 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet to personbiler var stødt sammen.
Det viste sig, at en 48-årig mand fra Holbæk var kørt ad Sports Alle mod syd og frem over vigelinjen videre ud på Omfartsvejen, hvor han ville lave et venstresving.
Samtidig hermed kørte en 74-årig mand fra Holbæk ad Omfartsvejen mod vest, og han kunne ikke undgå at ramme den 48-åriges bil.
Omfartsvejen blev i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet kortvarigt spærret i vestlig retning, efter at den 74-årige var blevet tilset af ambulancepersonalet. Ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader i uheldet, som politiet optog rapport om ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Tuse Lågevej, Tuse, Holbæk

Kl. 23.42 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at en bil var forulykket og havde påkørte nogle vejskilte. Efterfølgende var to mænd flygtet fra den forulykkede bil.
Flere patruljer kørte til uheldsstedet, hvor der ikke var nogen personer eller tilskadekomne. Der var tale om en personbil, som ikke var meldt stjålet, hvorfor en hundepatrulje med patruljehundene ledte efter de to flygtede mænd, der var flygtet til fods.
Efter knap to timers søgning i området endte sporene efter de to flygtede i den vestlige udkant af Holbæk by, hvor politiet fik kontakt til to spirituspåvirkede mænd. Der var tale om en 31-årig mand fra Kgs. Lyngby og en 33-årig mand fra Nordjylland, som begge blev anholdt som mistænkte for spirituskørsel i den forulykkede bil, som den ene anholdte var ejer af.
Begge anholdte blev løsladt efter afhøring til årsagen til færdselsuheldet, der måske skyldes en undvigemanøvre for et dyr på vejen.
Politiet afventer nu analyseerklæringer og skal have klarlagt, hvem der var fører af køretøjet på uheldstidspunktet. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet.

Brand i bil under kørsel – Stationsvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 09.24 var brandvæsnet blevet kaldt ud til en brændende bil på Stationsvej, hvorfor politiet også ville undersøge sagen nærmere.
Der viste sig, at en 21-årig kvinde fra Grevinge førte en personbil ad Stationsvej, da hun sammen med en 23-årige kvindelig passager bemærkede røg fra bilens motorrum. De fortsatte kørslen, men røgen tiltog, så de til sidst standsede for at undersøge sagen nærmere.
Røgen var nu blevet så kraftig, at de begge sammen med et barn, der også var med i bilen, forlod bilen og fik brandvæsnet tilkaldt. Brandvæsnet kunne dog ikke redde bilen, der udbrændte.
Politiet fik tilkaldt et bugseringskøretøj til at fjerne den udbrændte bil, og de to kvinder og barnet blev instrueret om at søge sundhedsfaglig hjælp til check for eventuel røgforgiftning.
Branden i bilen skal nu undersøges nærmere af politiet i et forsøg på at finde den konkrete årsag til brandens opståen under bilkørslen.

Færdselsuheld – Tuse Lågevej, Tuse, Holbæk

Kl. 14.39 var flere biler stødt sammen ved jernbaneoverskæringen på Tuse Lågevej i forbindelse med rødt lys for trafikken ved jernbaneoverskæringen.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at ingen af de implicerede biler var blevet skubbet ud på jernbanesporet til fare for toget, der ville passere kort efter sammenstødet.
En 54-årig mand fra Fårevejle St. havde for sent opdaget, at trafikanterne foran ham var standset for rødt lys ved jernbaneoverskæringen. Han påkørte derfor bagende på en bil ført af en 56-årig kvinde fra Holbæk. Hendes bil blev som følge af påkørslen skubbet frem i en bil ført af en 70-årig mand fra Grevinge.

Alle tre parterne blev kørt på skadestuen til kontrol, men de var sluppet uden behandlingskrævende skader. Redningsberedskabet blev tilkaldt til at fjerne olie, der var løbet ud på vejen fra en af de implicerede køretøjer.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.

Harmonikasammenstød ved togoverskæring – Tuse Lågevej, Holbæk

Kl. 14.39 skete et harmonikasammenstød med tre biler i forbindelse med, at trafikken holdt stille ved togoverskæringen, hvor bilisterne holdt for rødt på Tuse Lågevej i nordlig retning. En 54-årig mand fra Fårevejle St. nåede ikke at bremse, men påkørte en 56-årig kvinde fra Holbæk, som holdt stille. Hendes bil blev skubbet frem og ramte en 70-årig mandlig bilist fra Grevinge. Der skete skade på bilerne, men ingen personer kom noget til. En af bilerne lækkede olie på vejen efter sammenstødet, og der blev smidt kattegrus på vejen. Bilerne blev flyttet og vejen var igen fri omkring kl. 16.00.

Narkokørsel uden førerret i lånt bil – Tølløsevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 10.05 stoppede en patrulje en bil på Tølløsvej i Ugerløse i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 43-årig mand uden fast adresse og uden kørekort. Han blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash og kokain. Den 43-årige havde lånt bilen, hvilket bilejeren nok fortrød, da hun fik et opkald fra politiet, som sigtede hende for at låne bilen ud til en person uden kørekort. Som bilejer har man pligt til at sikre sig, at man kun låner sin bil ud til en person, som lovligt må køre i den.

Den 43-årige blev anholdt og sigtet for narkokørsel uden førerret. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøveanalysen kommer, vil den 43-årige høre mere i sin sag. Bilejeren kan forvente en bøde i sagen.

Narkokørsel – Munkholmvej, Holbæk

Kl. 09.20 anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra Helsinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten havde politiet anledning til at mistænke for at være påvirket af både amfetamin og methamfetamin, hvorfor han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Landevejen, Svinninge – Holbæk

Kl. 16.53 blev en 46-årig mand fra Svinninge, der i forvejen var frakendt kørekortet, anholdt som fører af en personbil, idet han også kunne mistænkes for at være spirituspåvirket under kørslen. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhørt til de to overtrædelser af færdselsloven inden sin løsladelse.

Lov om euforiserende stoffer – Bjergmarken, Holbæk

Kl. 23.59 fik politiet en anmeldelse fra en lokal kvinde, der kunne høre støj fra kælderen i den boligblok, hvor hun boede. Hun formodede derfor, at nogen havde uberettiget skaffet sig adgang til stedet. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt med to unge drenge på 14 og 15 år fra hhv. Tølløse og Holbæk.

Ved en nærmere kontrol af dem fandt politiet den 15-årige i besiddelse af 20 gram hash, en vægt og et kontant pengebeløb. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt det ulovlige stof. Den 15-årige og hans værger vil nu høre nærmere om sagen mod ham. Den 14-årige røg noget hash, men kan ikke sigtes for noget ulovligt, idet han er under den kriminelle lavalder på 15 år, men de sociale myndigheder vil for begge vedkommende blive underrettet.

Misbrugte ægte dokument – Nygade, Holbæk

Kl. 02.53 foretog politiet et tilsyn på et diskotek i anledning af en koncert på stedet. Kontrollen omfattede bl.a. en kontrol af alderen på gæsterne på stedet, herunder hvorvidt alle var over 18 år og dermed lovligt kunne være gæst på diskoteket på dette tidspunkt af døgnet. Ved kontrollen af flere unge ved et bord studsede politiet over den fremviste legitimation som bevis på både identitet og alder. En ung mand fremviste på sin mobiltelefon et kørekort, hvorefter en anden ung mand i samme selskab fremviste et kørekort i en fysisk udgave.

Politiet undrede sig over, at de to unge mænd havde fremvist samme kørekort i hver sin udgave, og ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at en 18-årig mand fra den vestlige del af Holbæk kommune var den reelle indehaver af kørekortet, som han havde fremvist i fysisk udgave. En 17-årig mand også fra den vestlige del af Holbæk kommune var en bekendt af den 18-årige og havde fået en “kopi” af hans kørekort på sin telefon. “Kopien” havde han brugt som legitimation for at bevise, at han var over 18 år og derfor måtte være til stede på diskoteket.

Dette misbrug af den 18-åriges ægte kørekort medførte en sigtelse til begge for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af et ægte dokument over for en offentlig myndighed. Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne, og den 17-åriges værge er blevet underrettet om sagen mod ham.

Indbrud i perioden

Søstrupvej, Holbæk (forsøg)
Kalundborgvej, Holbæk
Minkemarkvej, Tuse Næs, Holbæk (forsøg)

Foto: ABW