Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/02/09 til 2022/02/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Spirituskørsel – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 20.14 anholdt og sigtede politiet en 61-årig mand fra Hørve for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Natligt indbrud i privat bolig – Grønholmvej, Tølløse – Holbæk

Kl. 00.51 fik en 65-årig kvinde fra Tølløse afbrudt sin nattesøvn, da en rude i en terrassedør pludselig blev knust. Da hun fik undersøgt årsagen nærmere, kunne hun konstatere, at nogen havde stjålet to lænestole fra stuen i den private bolig.
Politiet rykkede hastigt ud til stedet med bl.a. en hundepatrulje for at lede efter indbrudstyven(e) og de stjålne møbler, som i sagens natur måtte være transporteret væk ved brug af et køretøj.
Umiddelbart fandt politiet hverken mistænkelige køretøjer eller personer, der kunne mistænkes for at have begået indbruddet. Gerningsstedet blev undersøgt i et forsøg på at finde tekniske spor, der på sigt kan identificere nogen mistænkte i sagen.

Politiet hører gerne fra personer, der umiddelbart før anmeldelsen har bemærket køretøjer eller personer på Grønholmvej. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Dømt for røveriforsøg mod taxichauffør – Holbæk

To mænd blev i går ved Retten i Holbæk fundet skyldige i et røveriforsøg mod en taxichauffør i Holbæk i august sidste år. Den ene på 24 år blev samtidigt dømt for en voldsepisode i arresten og fik 1 års ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark. Han ankede dommen på stedet. Hans medsammensvorne på 20 år fik 9 måneders ubetinget fængsel. Han valgte at tænke over, om han vil anke dommen.
Det var ved seks-tiden om morgenen, at taxien var ved at køre de to mænd til en adresse i Holbæk, da den 24-årige pludseligt trak en kniv frem og holdt den hen mod hovedet på taxichaufføren, mens han råbte, at han ville have penge. Under tumulten fik chaufføren på grund af kniven en mindre ridse i hovedet. Den 20-årige steg ud af taxien og slog flere gange på siden af bilen med en flaske lattergas, mens han også råbte, at de ville have chaufførens penge. Det fik de dog ikke, da taxien skyndsomt kørte sin vej. Det lykkedes kort efter politiet at anholde de to mænd i en lejlighed i nærheden.

Taxichauffør snydt – Munkholmvej, Holbæk

Tre unge mænd løb kl 23.15 fra regningen. De tre var i taxi på vej fra Roskilde Station mod Holbæk, da de bad chaufføren om at holde ind ved Netto på Munkholmvej, da den ene skulle ryge. Pludseligt så de to andre passagerer deres snit til at stikke af fra taxien og umiddelbart efter løb også den smøgtrængende forsædepassager. De skyldte på det tidspunkt hyrevognschaufføren 746 kroner.

Påvirket bilist – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl 03.11 blev en personbil med fire unge mænd standset af en patrulje. Den 21-årige fører fra Holbæk-egnen blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, og en narkometertest slog da også positivt ud for både kokain og hash. Manden havde også både en peberspray og en kniv på sig. Han blev taget med til sygehuset til blodprøve og kan nu se frem til at høre mere fra politiet. Han erkendt umiddelbart, at peberspraye var hans, men til gengæld nægtede han ethvert kendskab til kniven.

Røg hash på stationen – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 23.06 fik politiet en anmeldelse om, at en mand røg hash på Holbæk Station. Da patruljen kom frem traf betjentene en 45-årig mand fra Nykøbing Sj., som sad og røg en joint i ventesalen på stationen. Han blev visiteret fundet i besiddelse af en klump hash, som blev beslaglagt. Den 45-årige blev sigtet for lov om euforiserende stoffer, og han kan forvente en bøde i sagen.

Narkoransagning – Holbæk

Kl. 09.53 bankede politi med narkohunde på hos en 41-årig mand fra Holbæk, da der var mistanke om, at han havde narko i sin lejlighed i Holbæk by. Betjente og hund gennemgik lejligheden, hvor der blev fundet 40 gram hash og 3 LSD frimærker, som den 41-årige blev sigtet for at besidde. Politiet beslaglagde de ulovlige stoffer, hvilket den 41-årige accepterede. Han kan senere forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Solouheld – Ringstedvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 13.18 skete et solouheld på Ringstedvej i Mørkøv, da en 65-årig mand fra Tølløse af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil, som kørte ud i græsrabatten, hvor den snurrede en omgang rundt. Politiet kørte til stedet, hvor den 65-årige bilist var sluppet fra uheldet uden at komme noget til, og uden større skade på bilen. Politiet registrerede uheldet.

Uheld på grund af vand på kørebanen – Kalundborgmotorvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 14.16 kørte en 38-årig mand fra Store-Heddinge på Kalundborgmotorvejen mod øst ved Regstrup, da hans bil skred ud på grund af vand på kørebanen. Bilisten forsøgte at bremse, men bilen snurrede rundt og kørte af vejen, videre ud på en mark, hvor den ramte et hegn. Politi, ambulance og brandvæsen kørte til stedet, hvor den 38-årige blev kørt til tjek på sygehuset. Han var ikke kommet noget alvorligt til, men bilen fik skader og blev fjernet med vejhjælp. Årsagen til vandet på kørebanen skyldtes formentlig et stoppet dræn. Politiet registrerede uheldet og orienterede Vejdirektoratet om oversvømmelsen.

Brand i båd – Strandmøllevej, Holbæk

Kl. 05.45 kom et alarmopkald om brand i en båd, som lå til kaj i Holbæk Marina. Branden blev opdaget af en kvinde, som kom forbi på vej til arbejde. Hun slog alarm og politiets indsatsleder kørte til stedet, hvor der var høje flammer i båden. På havnen traf politiet en 25-årig mand, som havde indåndet røg og havde brug for en ambulance. Han blev bragt til sygehuset til observation for røgforgiftning. Båden fik store brandskader og der skete varme og sodskade på båden ved siden af, Politiet undersøgte brandstedet og fandt ingen god forklaring på, hvordan branden var opstået. Branden formodedes at være påsat.

Mistanken rettedes mod den 25-årige mand, som blev truffet omkring brandstedet. Politiet kørte med efter ambulancen på sygehuset, hvor den 25-årige mand blev anholdt og sigtet for brandstiftelse. Politiet undersøger nu branden nærmere, for at forsøge at fastslå brandårsagen. Den 25-årige kom ikke noget alvorligt til ved branden. Han er fortsat i politiets varetægt, mens sagen undersøges nærmere. Herefter vil anklagemyndigheden tage stilling, om der er grundlag for at fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Lov om euforiserende stoffer – Holbæk

Kl. 11.52 fik en 41-årig mand fra Holbæk by uventet besøg af politiet og en narkohund, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Derfor ønskede politiet at ransage hans bolig for at få afklaret, hvorvidt mistanken mod ham var reel.
Ved ransagningen fandt politiet 175 gram hash samt en bøtte med ca. 78 gram psilocybinsvampe. Den 41-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik de ulovlige effekter beslaglagt som bevis i sagen.
Senere kan den 41-årige forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Humanitær eftersøgning – Holbæk

Kl. 15.59 bad personalet fra et kommunalt værested om assistance fra politiet, fordi en 30-årig mand, der ikke skønnedes at kunne klare sig selv, ikke var blevet set siden kl. ca. 12.45.
Personalet havde selv ledt efter manden i Holbæk by og ved togstationen, men uden at finde ham. Derfor ønskede man nu assistance fra politiet i forbindelse med eftersøgningen.
En humanitær eftersøgning blev planlagt iværksat for at lede efter manden, der bor på et opholdssted i den vestlige del af Holbæk Kommune
Kl. ca. 17.15 fik politiet fra personalet på opholdsstedet oplysning om, at den 30-årige var kommet retur i god behold. Eftersøgningen af ham blev straks indstillet, uden at politiet har kendskab til, hvor den eftersøgte har været i den mellemliggende tid.

Narkokørsel – Henriettevej, Holbæk

Kl. 01.10 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej / Lundemarksvej, Holbæk

Kl. 13.52 var to bilister stødt sammen i krydset ved Valdemar Sejrsvej – Lundemarksvej, så politiet rykkede ud til stedet.
Det viste sig, at en 78-årig kvinde fra Vipperød var kørt ad Valdemar Sejrsvej mod nord og med lav hastighed var kørt ud i krydset for at svinge til venstre ad Lundemarksvej. I modsat retningen kørte en 48-årig kvindelige bilist, der i krydset kørte ind i en svingbane for at svinge til højre ad Lundemarksvej.
Under de bilisters svingningsmanøvre endte det med, at den 78-årige kørte ind i venstre forskærm på den højresvingende modpart.
Brandvæsnet blev tilkaldt til at foretage rengøring og oprydning på uheldsstedet, idet bilerne spærrede for færdslen i sydlig retning frem til kl. ca. 14.15, hvor de var blevet flyttet.
Politiet optog rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder omkring de to bilisters svingningsmanøvre.

Brandundersøgelse – Engbjerget, Kisserup, Holbæk

Kl. 22.03 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om ildebrand i et sommerhus.
Det viste sig dog rettelig at være ildebrand i et redskabsskur på en sommerhusadresse, hvor en 77-årig kvinde opholdt sig. Hun havde pludselig hørt nogle brag fra skuret, som straks efter stod i lys lue.
Brandvæsnet kunne ikke redde skuret, der udbrændte sammen med effekterne inde i skuret. Ingen er kommet til skade ved branden, som nu skal undersøges nærmere af politiet i et forsøg på at fastslå brandårsagen. Sommerhusets ejer er underrettet om det udbrændte skur.

Færdselsuheld – Kalundborgmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 09.02 anmeldte en 21-årig mand fra Brønshøj, at han var forulykket på motorvejen under kørsel i nordøstlig retning ved sammenfletningen med Holbækmotorvejen, uden at andre trafikanter var blevet involveret.

Han havde af ukendte årsager mistet kontrollen over sin personbil, der var kørt ind i autoværnet, inden bilen standsede med fronten mod kørselsretningen.
Kl. ca. 09.45 var hans bil blevet fjernet, så trafikken igen kunne passere uhindret efter uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld – Omfartsvejen/Eriksholmsvej/Roskildevej, Holbæk

Kl. 11.44 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen.

Ingen var kommet til skade ved uheldet, hvor en 25-årig kvinde fra Holbæk var impliceret. Hun var i en personbil kørt ad Roskildevej mod nordvest, da hun i krydset ved Omfartsvejen / Eriksholmsvej kørte ind i højre side på en personbil, som en 53-årig kvinde fra Holbæk havde ført ad Omfartsvejen og frem over vigelinjen ud på Roskildevej. Sammenstødet medførte, at et vejskilt blev påkørt og ødelagt.

Politiet optog rapport om uheldet på grund af en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kunne være overtrådt.

Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Roskildevej, Vipperød – Holbæk

Kl. 19.12 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to bilister var stødt sammen, uden at nogen tilsyneladende var kommet til skade.

Det viste sig, at en 54-årig kvinde fra Vipperød var kørt i en personbil ad Roskildevej mod nordvest og havde nedsat hastigheden betydeligt, idet hun gav tegn til at ville svinge til venstre ind på parkeringspladsen ved et supermarked.

Bag hende kørte endnu en personbil, og bag denne kom en 30-årig mand uden fast bopæl kørende med højere hastighed end de to biler foran. Han overhalede derfor bilen bag den 54-årige, men kunne derefter ikke undgå at påkøre venstre side bagest på den 54-åriges bil, idet hun i det samme var ved at fuldføre venstresvinget.

Politiet kunne konstatere, at den 30-årige ikke havde noget kørekort, ligesom han mistænktes for at være påvirket af både spiritus og euforiserende stoffer. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Der opstod skader på de implicerede køretøjer, men begge parter var sluppet uskadte fra sammenstødet.

Vold i nattelivet – Vestergade, Holbæk

Kl. 04.44 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde slået to andre gæster på en restauration.
Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at en mand havde talt med en kvinde, som tilsyneladende virkede utryg herved. En 18-årig mand fra Hørve og en 25-årig mand fra Holbæk havde efterfølgende påtalt adfærden over for manden, hvilket havde bevirket, at manden havde slået begge to med knytnæveslag.

De to ofre for volden havde umiddelbart ikke nogen synlige skader, men blev sendt på skadestuen for at blive undersøgt og få registreret eventuelle skader. Politiet fik oplysninger om den mistænkte, der havde forladt restaurationen, så politiet kunne finde ham på et nærliggende spisested.

En 18-årig mand fra Holbæk blev anholdt og sigtet for vold mod de to mænd, inden han efter afhøring til sagen blev løsladt. Senere vil han høre nærmere fra anklagemyndigheden, når sagen strafferetligt skal afgøres.

Brand i baglokale – Ahlgade, Holbæk

Kl. 04.13 udbrød brand i baglokalet til en glarmesterbutik i Ahlgade i Holbæk. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor alle beboere i ejendommen blev evakueret. Brandvæsnet fik hurtigt kontrol over branden, og der var derfor ikke behov for yderligere evakuering. Ingen personer kom noget til, men der skete betydelig skade på baglokalet i ejendommen, som fik brand og sodskader.

Undersøgelser på stedet viste, at branden umiddelbart var startet omkring noget affald i baggården ved baglokalet. Politiet fandt intet mistænkeligt på stedet, men undersøger nu branden nærmere, for at forsøge at afklare brandårsagen.

Narkokørsel i frakendelsestiden i stjålet bil – Odsherredvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 15.18 standsede politiet en personbil, som blev ført af en 21-årig mand fra Kalundborg, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte sidde bag rattet.
Den 21-årige ønskede ikke at deltage i en narkometertest, men politiet mistænkte ham for at være påvirket af narkotika under kørslen, hvor han blev anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere euforiserende stoffer.

Vedr. bilen erkendte den 21-årige, at han ikke havde fået lov af bilejeren til at bruge den, så politiet anså kørslen som overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uberettiget brug af køretøjet. Den 21-årige havde taget bilnøglerne og efterfølgende bilen fra et familiemedlem uden dennes kendskab hertil eller viden herom.

Den 21-årige blev løsladt efter afhøring til de tre sigtelser, men han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Narkokørsel – Dyvekærvej, Ugerløse, Kalundborg

Kl. 16.30 blev en 30-årig mand fra Kalundborg sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at en narkometertest indikerede, at han kunne være påvirket af kokain under kørslen.
I forbindelse med anholdelsen med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 30-årige fundet i besiddelse af 0,1 gram kokain, så sigtelserne kom også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen vedr. blodprøven er modtaget.

Indbrud i perioden

Spånnebæk, Holbæk
Hovedgaden, Mørkøv
Grønholmvej, Tølløse
Hovedgaden, Undløse, Tølløse
Holbækvej, Undløse, Tølløse (2 anmeldelser)
Hovedgaden, Ugerløse

Foto: ABW