Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2022/01/05 til 2022/01/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel og knivloven – Slagelsevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 15.09 anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra Slagelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Ved visitationen af den 33-årige fandt politiet ham i besiddelse af en kniv i en jakkelomme, så han også blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 33-årige, der kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet af blodprøven foreligger.

Lov om euforiserende stoffer – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 19.15 kørte en patrulje forbi området ved Holbæk station for at kontrollere, om nogen skabte utryghed i området. På perronen traf politiet en 15-årig ung mand fra Holbæk, som blev kontrolleret og fundet i besiddelse af et gram hash. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik hashen beslaglagt som bevis i sagen. Den 15-årige og hans værger kan nu forvente en henvendelse fra politiet, når sagen skal afgøres.

Fem påvirkede bilister anholdt – Solrød, Greve, Odsherred og Holbæk

Kl. 08.50 – Køge Bugt Motorvejen mod syd, Solrød: Patruljen bemærkede en bilist, som ikke holdt til højre over en strækning på 1300 m og besluttede at standse ham rutinemæssigt. Bag rattet sad 24-årig mand fra Gentofte, der ved en narkotest blev testet positiv for hash. Han anholdt, sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve.

Kl. 11.58 – Munkholmvej, Tjebberup, Holbæk. En færdselsbetjent stoppede en 32-årig bilist fra Roskilde i en rutinekontrol. Han var spirituspåvirket over det tilladte og havde desuden ikke et gyldigt kørekort, så han blev sigtet, anholdt og blev kørt til en blodprøveudtagelse.

Kl. 16.20 – Flagkær, Gislinge, Holbæk. En patrulje testede en 53-årig mand med narkometeret i en rutinekontrol. Han viste positiv for bevidsthedspåvirkende stoffer og blev anholdt og sigtet for narkokørsel.

Kl. 16.58 – Hundige Centervej, Karlslunde – Greve. Stoppede politiet en 39-årig mand fra Greve, som kørte uden kørekort og desuden var påvirket af hash. Han måtte med en tur på sygehuset til en blodprøve.

Kl. 18.20 – Esterhøjsvej, Asnæs – Odsherred. En 55-årig lokal kvinde blev stoppet rutinemæssigt af en patrulje. Hun havde en alkoholpromille over det tilladte, så hun blev sigtet, anholdt og løsladt efter at have afgivet en blodprøve.

Kl. 01.52 – Hovedgaden, Havdrup, Solrød. En hundepatrulje kørte i Havdrup, hvor de standsede en 19-årig bilist til et rutinetjek. En hashtåge mødte betjentene, da vinduet til bilen blev åbnet. Lige uden for bilen fandt patruljen to friske jointskodder. Bilen blev ransaget, hvor der blev fundet 1,31 gram hash, som den 19-årige blev sigtet for at besidde. En 18-årig kvinde fra Solrød, der sad som passager i bilen, blev fundet i besiddelse af en bushammer. Hun blev sigtet for at overtræde våbenloven og de ulovlige ting blev beslaglagt. Den 19-årige blev ved en narkometertest testet positiv for hash, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve.

Alle de anholdte blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Nu venter politiet på resultatet af blodprøverne, hvorefter de sigtede vil høre mere i deres sager.

Tyveri fra personbiler – Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Seks personbiler er i løbet af aften- og nattetimerne fra lørdag til søndag blevet udsat for tyveri eller forsøg herpå. Alle bilerne har været parkeret på vejene Holbækvej, Bakken og Gartnerhaven i Knabstrup, da tyverierne eller forsøg herpå skete.

Flere af køretøjerne har været ulåste, så tyven har haft let adgang til at stjæle løse genstande som f.eks. punge med indhold, mindre kontantbeløb, personlige kort, solbriller, sko og tasker fra nogle af bilerne. I et par køretøjer er der blot foretaget gennemrodning uden at stjæle noget.

Videoovervågning på en privat adresse på Holbækvej viste natten mellem lørdag og søndag kort efter midnat, at en fremmed mand var inde i den private indkørsel og undersøgte et ulåst køretøj, men dog uden at stjæle noget. Den fremmede mand blev beskrevet som: mand, nordeuropæisk af udseende, 20-30 år, almindelig af bygning, iført mørkt tøj og mørke sko.

Politiet har nu optaget rapport om de foreløbigt seks anmeldelser om tyveri fra biler eller forsøg herpå, men flere anmeldelser kan være på vej.

Lokalpolitiet i Holbæk hører endvidere gerne fra personer, der har set mistænkelige personer eller køretøjer i området natten mellem lørdag og søndag, idet oplysningerne kan være interessante i forhold til identificering af personen i den private indkørsel på Holbækvej. Oplysninger gives til politiet på tlf. 114.

Fyrværkeri lød som skud – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 13.15 anmeldte en lokal kvinde, at hun i boligområdet havde hørt flere lyde, der mindede om skudafgivelse. Politiet rykkede ud med flere patruljer, herunder bl.a. en hundepatrulje, i et forsøg på at finde årsagen til anmeldelsen. Politiet fandt hverken kvæstede personer eller afskudte patronhylstre, men derimod rester af afskudt fyrværkeri i boligområdet. Fyrværkeriet formodes at være årsagen til de skudlignende lyde, som anmelderen havde hørt, så politiet foretog sig derfor ikke yderligere.

Sovende mand på gaden – Egehaven, Strøby Egede, Køge – Stevns
Kl. 17.37 fik politiet en anmeldelse om, at en måske spirituspåvirket mand lå og sov på gaden. En anmelderen var tilfældigt kommet forbi og havde tilbudt sin hjælp, men manden havde dårligt kunne svare og talte endda udenlandsk.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 49-årig mand fra Litauen, men med en relation til Danmark. Han var spirituspåvirket i en sådan grad, at han efter politiets vurdering ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Derfor blev han frihedsberøvet og taget med til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen til afrusning. Her forblev han – også nattens stormfulde vejr taget i betragtning – frem til mandag morgen, hvor han blev løsladt, da politiet nu vurderede ham egnet til at kunne klare sig selv.

Brandundersøgelse – Gl. Skovvej, Nyby, Tølløse – Holbæk

Kl. 08.16 slog naboen til en værkstedbygning ved en gård alarm til brandvæsnet, idet naboen kunne ild på taget af bygningen.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der var opstået omkring en ventilator i taget. Brandskaderne blev begrænset til ventilatoren og taget på værkstedsbygningen, hvor der blev opbevaret diverse maskiner og en trykflaske. Ingen personer eller dyr led overlast ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet.

Narkokørsel uden førerret – Cementvejen, Tornved, Jyderup – Holbæk

Kl. 11.25 anholdt og sigtede politiet en 33-årig mand fra Slagelse for både kørsel uden førerret og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Større færdselskontrol – Holbæk / Kalundborg

Politipersonale fra beredskabssektionen på politistationen i Holbæk foretog i tidsrummet kl. 13.00 – 22.30 en større færdselskontrol i byerne Tølløse, Kirke Eskilstrup, Vipperød, Undløse, Ugerløse, Store Merløse, Svinninge, Kundby og Jyderup samt i Kalundborg.

Kontrollen var rettet mod alle trafikanter, uanset om der var tale om f.eks. fodgængere eller trafikanter på to eller fire hjul.

Resultatet kontrolindsatsen gav anledning til rapportoptagelse i følgende sagskategorier:
2 sager om spirituskørsel (heraf gjorde en 58-årig mand fra Ugerløse opmærksom på sig selv, da han ved Tølløse station lavede U-vending foran civil patruljebil, der måtte lave en hård opbremsning for at undgå påkørsel)
1 sag om narkokørsel (35-årig mand fra Mørkøv sigtet for narkokørsel i Tølløse)
1 sag om kørsel uden førerret (36-årig kvinde fra Kalundborg blev kl. 1905 sigtet for kørsel i en personbil uden førerret på Klosterparkvej, Kalundborg, efter at hun tidligere på dagen var dumpet til en køreprøve).
1 sag om kørsel i frakendelsestiden
12 sager om bilisters brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen
2 havde glemt at bruge sikkerhedsselen
5 havde glemt at medbringe kørekortet under kørslen
2 blev sigtet for at køre frem mod rødt lys
Flere sager om manglende respekt for skiltning eller afmærkning på kørebanen (f.eks. venstresving forbud, overskredet spærrelinje og udkørsel forbudt)
Flere sager om fejl og mangler ved køretøjet (f.eks. nedslidte dæk, tildækket nummerplade, unødig røg og støj, sikkerhedswire til trailer ikke monteret og forkert lygteføring)

Også hos de tohjulede konstaterede politiet diverse overtrædelser af færdselsloven, hvilket medførte rapportoptagelse i følgende sager:1 sag om manglende lys på cyklen1 sag om brug af håndholdt mobil under kørslen1 sag om cyklist, der kørte mod færdselsretningen1 sag om manglende brug af hjelm på elløbehjul.Alle sigtede trafikanter kan nu forvente at høre nærmere fra politiet. Dog må de tre bilister, der fik udtaget en blodprøve i anledning af enten spiritus- eller narkokørsel, afvente resultatet af blodprøveanalysen, før de hører nærmere fra politiet om afgørelsen på deres egen sag.

Flugt fra politiet medførte sigtelse – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 22.02 valgte en 20-årig mand fra Holbæk at flygte til fods fra en patrulje, som kort forinden havde truffet ham og meddelt, at han var frihedsberøvet, fordi han var udeblevet fra et møde i fogedretten.
Den 20-årige valgte at løbe fra politiet, som dog løb efter og beordrede ham til at stoppe, hvilket han ikke efterkom. Politiet løb dog hurtigt og fik ham indfanget igen, og flugten som frihedsberøvet fra politiet kostede den 20-årige en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om, at det som frihedsberøvet er ulovligt at flygte fra politiet.
Den 20-årige blev efterfølgende anbragt i et arresthus, så han i løbet af fredagen vil blive bragt til fogedretten i Holbæk, så han kan få klaret retsmødet.

Knivloven – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 23.44 vil en patrulje kontrollere nogle personer, der befandt sig i en parkeret bil på parkeringspladsen ved boligblokkene.
Ved politiets ankomst blev der kastet noget ud ad bilens vinduer, og det viste sig at være en kniv med en bladlængde på 10 cm. Politiet fik kontakt til en 21-årig mand fra Holbæk i bilen, og da han kunne mistænkes for at være den person, der havde været i besiddelse af kniven, blev han sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 21-årige nægtede sig dog skyldig i sigtelsen, men han gav dog sit samtykke til, at politiet måtte beslaglægge kniven som bevis i sagen. Den 21-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Landevejen, Tuse, Holbæk

Kl. 08.00 rykkede flere ambulancer og politiet ud til et færdselsuheld på Landevejen ved Tuse, hvor der havde været kø i østlig retning. I køen var en 42-årig mand fra Fårevejle St., der på et tidspunkt ville lave en U-vending med sin personbil. Herunder blev han påkørt af en anden personbil, der blev ført af en 46-årig mand fra Holbæk i vestlig retning ad Landevejen. De forulykkede biler kunne efterfølgende skubbes ud i rabatten, hvorefter de to parter og en tredje person blev kørt til kontrol på skadestuen i Holbæk. Ingen af dem var kommet til skade, men politiet optog rapport om uheldet på grund af omstændighederne herved.

To gange narkokørsel af samme mand – Holbækvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 23.28 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Grevinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometeret havde inden anholdelsen givet udslag for påvirkning af kokain, hvilket var mistankegrundlaget mod den 30-årige, der fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse ved et sygehus. Hans bil var blevet efterladt på Holbækvej ved Tornved vest for Mørkøv, hvor han blev standset.
Kl. 00.17 opdagede politiet så, at den 30-åriges bil blev ført af Holbækvej øst for Mørkøv by, hvorfor bilen igen blev standset med henblik på kontrol af føreren og køretøjet. Det viste sig, at føreren var den samme 30-årige mand, som politiet tidligere havde anholdt og sigtet for narkokørsel. Denne nye kørsel gav anledning til en ny sigtelse for narkokørsel samt endnu en kortvarigt anholdelse i forbindelse med udtagelse af en ny blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 30-årige kan nu afvente analyseerklæringerne fra de to udtagne blodprøver.

Spirituskørsel – Rørvangsvej, Holbæk

Kl. 01.30 anholdt og sigtede politiet en 47-årig kvinde fra Asnæs for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Glatføreuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 11.03 mistede endnu en trafikant kontrollen over sit køretøj i snevejret. Der var tale om en 31-årig mand fra København, som under kørsel i vestlig retning påkørte et autoværn i højre side af motorvejen, inden bilen standsede i nødsporet. Den 31-årige slap selv uskadt fra uheldet, men både bilen blev beskadiget. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Hærværk på toiletter – Slotsvolden, Holbæk

Kl. 15.29 fik politiet en anmeldelse om hærværk på toiletterne i Slotscentret i Holbæk. En toiletgæst havde hørt tumult og larm fra et af de øvrige toiletter og gav besked til personalet i centret, som slog alarm.

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf tre unge på 17 år, som blev afhørt til sagen. I første omgang nægtede alle kendskab til sagen, men overvågning fra centret rettede mistanken mod den ene af de tre, en 17-årig dreng fra Vig. Han blev sigtet for at sparke på flere ting på toiletterne, så blandt andet en toiletholder og en spritdispenser blev ødelagt. Politiet orienterede den 17-åriges værge og de sociale myndigheder om sagen. Han vil senere blive præsenteret for et erstatningskrav, når centret har opgjort, hvad det koster at udbedre skaderne.

For hurtig knallert taget af politiet – Askov Huse, Mørkøv – Holbæk

Kl. 16.40 bemærkede en patrulje fra færdselsafdelingen en lille knallert, der kørte hurtigere end de tilladte 30 km/t ad Askov Huse i Mørkøv. Da politiet satte udrykningssignalet til for at få knallerten til at standse, satte føreren i stedet farten op og forsøgte at køre fra politibilen.

Det lykkedes patruljen at stoppe knallerten, som blev ført af en 19-årig mand fra Hørve. Knallerten blev beslaglagt og taget med af politiet. Den vil nu blive målt på et rullefelt, som skal vise, hvor hurtigt den kan køre. Den 19-årige blev sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert og for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse. Da den 19-årige havde tidligere sager om kørsel på for hurtige knallerten lægges sagen om til, at knallerten kan konfiskeres. Han ønskede ikke beslaglæggelsen forelagt retten.
Når knallerten er undersøgt vil den 19-årige høre mere fra politiet om sagens videre gang.

Kørsel i frakendelsestiden / fyrværkeriloven – Skarridsøgade, Jyderup

Kl. 17.19 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Bag rattet sad en 62-årig mand fra Mørkøv, som viste sig ikke at måtte have den rolle i et køretøj. Han var i forvejen frakendt førerretten, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet fem kanonslag, som blev beslaglagt i forbindelse med endnu en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven. Den 62-årige vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Indbrud i perioden

Kikhøjparken, Holbæk
Syrenhaven, Kisserup, Holbæk

Foto: ABW