Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/09/09 til 2021/09/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tyveri af gasflasker – Spånnebæk, Holbæk

Kl. 08.11 anmeldte personalet fra et byggemarked, at i alt 93 gasflasker var blevet stjålet i forbindelse med indbrud i et lagerrum på et ukendt tidspunkt fra lørdag eftermiddag til mandag morgen. Ukendte gerningsmænd havde først lavet et hul i hegnet og herefter opbrudt en dør til et lagerrum, hvorfra gasflaskerne var blevet stjålet. De stjålne gasflasker var både fyldte og tømte og bestod i øvrigt af gasflasker i størrelserne 5 og 10 kg. Herudover var der også stjålet en gasgrill, en haveparasol og en kompressor. Politiet har foretaget diverse tekniske undersøgelser ved byggemarkedet i et forsøg på at finde spor, der kan identificere den eller de personer, der står bag indbruddet. Politiet formoder, at de stjålne effekter kan være transporteret væk i et køretøj. Derfor vil politiet gerne vil i kontakt med personer, der enten har bemærket usædvanlig aktivitet i området eller bemærket et køretøj til borttransport af tyvekosterne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Truende butikstyve – Frejasvej, Holbæk

Kl. 11.19 anmeldte personalet i Biltema i Holbæk Megacenter, at de kort forinden havde taget to mænd i at stjæle værktøj fra forretningen. Da en medarbejder ville tilbageholde de to mænd, truede de personalet, og det lykkedes mændene at køre fra stedet i en mindre varebil.

Mændene beskrives som.
A: mand, 25-30 år, 180 cm høj, tynd af bygning, kort blondt hår, iført sort dynejakke og sorte arbejdsbukser, har tatoveringer ved hænderne.
B: mand, 25-30 år, 185 cm høj, tynd af bygning, iført mørk hættetrøje og ankelshorts.

Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til de to butikstyve med den truende adfærd. Vidner, som har bemærket de to mænd, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Tyveri af penge – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 23.21 anmeldte en 27-årig kvinde fra Regstrup, at hun havde fået stjålet 700 kr. fra en pengeautomat, hvor hun netop havde hævet disse. Under hævningen kort før anmeldelsen var hun blevet distraheret af et telefonopkald, så hun under samtalen var blevet uopmærksom på pengene, som pengeautomaten udbetalte. Da hun under telefonsamtalen stod lidt væk fra pengeautomaten, benyttede en fremmed mand lejligheden til at stjæle de 700 kr. Den 27-årige påtalte tyveriet over for den fremmede mand, der ikke lod sig anfægte heraf og forsvandt i ukendt retning. Manden blev beskrevet som udenlandsk af udseende, 160-165 cm høj, mørkt hår, mørkt skæg og iført en sort vest med sort bæltetaske hængende over skulderen. Politiet vil nu bl.a. ud fra videoovervågningen fra pengeautomaten forsøge at få identificeret tyven.

Færdselsuheld – Kløvermarksvej, Holbæk

Kl. 01.17 fik politiet via alarmcentralen melding om et færdselsuheld, idet en motorcyklist havde påkørte en parkeret bil. Ambulancepersonale og politiet fik på uheldsstedet kontakt til en kvæstet, 48-årig mand fra Holbæk, som i en ambulance blev kørt til skadestuen i Køge til undersøgelse og indlæggelse i anledning af sin alvorlige tilskadekomst. Politiet fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol og/eller euforiserende stoffer. Ingen øvrige trafikanter var involveret i ulykken, der blev undersøgt nærmere af en tilkaldt bilinspektør.

Den foreløbige konklusion efter undersøgelserne på uheldsstedet viste, at den 48-årige som fører af en motorcykel var kørt ad Kløvermarksvej i østlig retning. I en svag venstrekurve påkørte han bagenden af en personbil, der var parkeret med fronten i østlig retning i højre side af vejen i motorcyklistens kørselsretning. Ved sammenstødet fløj motorcyklisten nogle meter hen ad vejen og kom som følge af påkørslen til skade. Motorcyklisten anvendte ikke styrthjelm under kørslen, og politiet har ikke afhørt ham om de nærmere omstændigheder ved uheldet på grund af indlæggelsen på hospitalet. Politiet afventer nu en erklæring fra bilinspektøren samt analyseresultatet af de udtagne blodprøver.

Søndag – mandag:

Banner og udstoppet dukke på gangbro – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 22.58 fik politiet en anmeldelse om, at der tidligere på aftenen havde været hængt et banner og en slags udstoppet “dukke” op på en gangbro over Valdemar Sejrsvej lidt nord for rundkørslen ved Skagerakvej. Effekterne havde anmelderen taget ned, så politiet kunne afhente dem på et nærmere aftalt sted i Holbæk.

Politiet fik her kontakt til en 20-årig mand fra Holbæk, som sammen med andre unge mænd afleverede et banner med en tekst, der kunne opfattes truende. Endvidere var der på samme banner anført hele eller dele af navne på personer, som den truende tekst kunne være rettet imod. Sammen med banneret fik politiet overdraget en slags udstoppet, menneskelignende “dukke”, der også havde været ophængt ved gangbroen.

Politiet har nu sikret sig effekterne til nærmere undersøgelse i et forsøg på både at identificere personerne bag ophængningen samt den eller de personer, som den truende tekst kan være rettet imod. Anmelderen opdagede banneret ophængt torsdag aften kl. ca. 22.00, hvorfor politiet gerne vil i kontakt med personer, der før dette tidspunkt måtte have set nogen i færd med ophængningen. Oplysninger i sagen bedes givet til politiet på tlf. 114.

Narkokørsel – Duevej, Tølløse, Holbæk

Kl. 09.58 sigtede og anholdt politiet en 23-årig mand fra Kalundborg for narkokørsel i en personbil på Duevej i Tølløse. Efter en blodprøveudtagelse blev den 23-årige løsladt, og han vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Anmeldelser om skyderi – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 21.09 modtog politiet flere anmeldelser om, at der netop var blevet afgivet flere skud i området ved beboelsesejendommene i Ladegårdsparken Vest, Holbæk.

Flere patruljer, herunder hundepatruljer, rykkede ud til området, hvor politiet ikke traf nogen hverken kvæstede eller sårede personer. Politiet traf en 20-årig mand, som i forvejen var kendt fra bybilledet i Holbæk, samt flere personer, der afgav forklaringer om deres observationer, herunder et muligt flugtkøretøj, som mistænkte kunne være flygtet i.
Den 20-årige ønskede ikke umiddelbart at give oplysninger til politiet, men blev kortvarigt tilbageholdt i forbindelse med den indledende afklaring af hændelsesforløbet.

Ud fra de modtagne oplysninger om flugtkøretøjet lykkedes det politiet at finde køretøjet på vej væk fra Holbæk, hvorefter politiet kl. 21.41 kunne foretage anholdelse af to mænd på 23 og 27 år fra København. De mistænkes indledningsvist for at have en rolle i skudafgivelserne, hvorfor de er forblevet i politiets varetægt, indtil politiet har dannet sig et overblik over hændelsesforløbet.

I området fandt politiet flere patronhylstre, der viste sig at være afskudte løsskudspatroner. Området blev afspærret og undersøgt af politiet og politihunde for yderligere spor efter hændelsen, der havde givet anledning til skudafgivelserne. Politiet undersøgte også, om eventuel videoovervågning i området kunne bidrage til opklaring af, hvad der var foregået i området.

De to anholdte vil i løbet af onsdag formiddag blive afhørt til sagen, hvorefter politiet og anklagemyndigheden vil kigge nærmere på de fremkomne oplysninger for at kunne afgøre, hvorvidt de skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades.

Brand i lejlighed – Ladegårdsparken, Holbæk

Kl. 12.33 kom et alarmopkald om brand i lejlighed i Ladegårdsparken i Holbæk. En 31-årig kvinde på legepladsen tæt ved hørte røgalarmen og kunne lugte røg. Hun slog alarm og løb hen til lejligheden for at hjælpe, sammen med flere andre handlekraftige borgere. Da politiet kom frem var den 61-årige beboer i lejligheden blev hjulpet ud, og en kraftigt rygende dyne var blevet trukket ud på græsplænen foran bebyggelsen. Patruljen slukkede ilden i dynen med en pulverslukker.

Da brandvæsnet kom frem blev en brændende madras trukket ud af lejligheden og slukket. Brandvæsnet fik slukket ilden før den spredte sig. Den 61-årige beboer blev kørt til sygehuset i ambulance til tjek for røgforgiftning. En af de hjælpsomme borgere, en 27-årig kvinde, blev tilset for røgforgiftning i ambulance, men havde ikke brug for yderligere behandling. Den 61-årige skal senere afhøres til sagen. Politiet optog rapport om brandsagen og skal forsøge at afklare, om brandårsagen kan være rygning eller anden brug af åben ild i lejligheden.

Vågen medbilist anmeldte farlig kørsel – Odsherredvej, Holbæk/Odsherred

Kl. 02.30 anmeldte en bekymret bilist, at der på Odsherredvej – Rute 21 i nordgående retning kørte en bilist, som under kørslen slingrede kraftigt og havde ramt midterste autoværn, men blot var fortsat videre. Den vågne anmelder fulgte efter og kunne melde til politiets vagtcentral, at bilen kørte af ved Asnæs, hvor en patrulje holdt klar til at tage imod den farlige bilist.

Politiet standsede bilisten på Ny Holbækvej i Asnæs, hvor betjentene konstaterede, at føreren var spirituspåvirket over det tilladte. Bilisten, en 22-årig mand fra Svinninge, blev anholdt og sigtet for at forårsage færdselsuheld i spirituspåvirket tilstand i forbindelse med det påkørte autoværn. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu venter politiet på resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter den 22-årige vil høre mere i sagen.
Takket være den vågne anmelder var det muligt for politiet at skride ind over for den farlige kørsel og få standset den påvirkede bilist. Politiet hørte altid gerne fra borgere, der oplever noget lignende – og er det muligt at følge efter en slingrende bil, så forbedrer det politiets muligheder for at finde den mistænkelige bil betragteligt.

Lørdag – søndag:

Færdselsuheld – Landevejen, Tuse, Holbæk

Kl. 11.47 rykkede brandvæsnet, ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, efter at to bilister var stødt sammen. Det viste sig, at en 58-årig mand fra Gadstrup i en personbil var kørt ad Landevejen mod øst frem til rundkørslen ved Holbækmotorvejen, hvor den 58-årige havde til hensigt at svinge til højre. Inden svingning blev han med lav hastighed bagfra af en 25-årig mand fra Svinninge, der var kørt i samme retning som den 58-årige. Redningspersonalet klippede taget op på den 58-åriges bil for at redde ham på grund af mistanke om kvæstelser i nakken. En efterfølgende kontrol på skadestuen viste ingen tegn på behandlingskrævende skader hos den 58-årige, hvorfor politiet blot registrerede parterne og omstændighederne ved uheldet.

Indbrud i perioden

Stenhusvej, Holbæk
Granvej, Kisserup, Holbæk

Foto: ABW