Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/08/06 til 2021/08/17.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Hjælpsom mand efterlyses efter røverisk overfald – Industrivej, Tølløse – Holbæk

En hjælpsom mand kom torsdag aften kl. ca. 19.45 en 80-årig mand fra Tølløse til undsætning på Industrivej, Tølløse, i nærheden af den gamle silo, efter at den 80-årige var blevet overfaldet flere unge mennesker. Den 80-årige mand havde været på indkøb og gik med sin rollator ad Industrivej, da fire unge mennesker af anden etnisk oprindelse end skandinavisk sparkede til og fjernede rollatoren fra forurettede. Han faldt omkuld, og liggende på vejen blev han sparket af de unge, som efterfølgende fik udleveret et mindre kontantbeløb, inden de flygtede bl.a. på en knallert. Den 80-årige råbte på hjælp, hvorefter den hjælpsomme mand kom ham til undsætning. Mandens identitet er ukendt for både offeret og politiet, hvorfor politiet nu efterlyser ham som vidne i sagen. Den 80-årige er efterfølgende blevet undersøgt på skadestuen og havde pådraget sig p.t. mindre alvorlige skader som følge af efter overfaldet.
Politiet vil gerne i kontakt med den hjælpsomme mand, som offeret ikke har kunnet beskrive nærmere i forbindelse med en afhøring til sagen. Oplysninger, der kan være med til at identificere manden, bedes givet til Lokal efterforskning på Holbæk politistation via tlf. 114. Endvidere vil politiet også gerne have oplysninger om de unge mistænkte, så de kan blive identificeret og afhørt til sagen.

——–

Patruljebil punkteret – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 22.07 anmeldte en opmærksom borger, at en mand netop havde stukket en kniv i et dæk på en efterladt, uniformeret patruljebil i boligområdet. Hærværksmanden var iført en hvid jakke og hvide bukser, da han punkterede det ene baghjul på patruljebilen. Politiet var i området for at løse en politiopgave, hvor det var nødvendigt at efterlade patruljebilen. Et par ekstra patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte rundt i området for at lede efter den mistænkte, men hverken han eller hans kniv fandt politiet. Et tilkaldt bugseringskøretøj transporterede patruljebilen væk efterfølgende.

Narkobilist havde knojern i bilen – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 02.06 blev en 30-årig mand fra Jyderup anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Samtidig blev han sigtet for at være fører af bilen, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 30-årige var i besiddelse af nøglerne til bilen, men bilejeren havde ikke givet ham lov til at bruge bilen, så sigtelserne mod den 30-årige kom også til at omfatte overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uberettiget brug af et køretøj. Ved ransagning af bilen fandt politiet et knovjern, som den 30-årige ikke lovligt kunne besidde og derfor blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 30-årige, der vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet fra blodprøven foreligger.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 11.45 standsede politiet en personbil, der blev ført ad Holbækmotorvejen i østgående retning ved afkørsel 19, med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Bag rattet sad en 30-årig mand fra Kirke-Såby, som var ædru, men ikke kunne fremvise et kørekort på forlangende. Han havde ikke fået generhvervet sin førerret, så politiet sigtede ham for at være fører af personbilen trods manglende førerret. Ved nærmere kontrol viste de sig, at den 30-årige nu for tredje gang inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at køre bil trods den manglende førerret. Politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation, så den 30-årige vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagen og spørgsmålet om endelig konfiskation skal afgøres.

Vold mod dørmand – Nygade, Holbæk

Kl. 21.37 anmeldte personalet på et diskotek, at en dørmand var blevet overfaldet af en gæst. Politiet fik kontakt til en 30-årig dørmand, der oplyste at være blevet slået flere gange i hovedet af en 31-årig mand fra Nørre-Asmindrup. Den 31-årige havde været gæst på diskoteket, men havde i løbet af sit ophold fået en adfærd, der generede de øvrige gæster på stedet. Personalet havde derfor besluttet at bortvise ham, hvilket uden for diskoteket havde medført noget tumult, hvorunder han slog dørmanden i hovedet. Den 31-årige, der var påvirket af spiritus, blev anholdt og sigtet for vold mod dørmanden, som blev sendt på skadestuen for at blive undersøgt og registreret sine eventuelle skader. Den anholdte blev afhørt til sagen, men måtte efter et lægetilsyn anbringes i detentionen til afrusning, således at han kunne give anledning til uro. Næste morgen blev han løsladt og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når voldssagen skal afgøres.

Mand anholdt for uorden – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 20.09 fik politiet et alarmopkald om, at en mand gik og slog på ting ved Sankt Nikolai Kirke, men han råbte højt. En patrulje kørte til kirken, men fandt i første omgang ikke frem til manden. Betjentene fandt ingen skader på nogle ting omkring kirken. Ti minutter senere indgik en ny anmeldelse om uorden på Jernbanevej i Holbæk, hvor samme mand nu gik og slog på ting med et jernrør. Politiet traf en 45-årig mand fra Greve, som i kraftigt spirituspåvirket tilstand havde skabt uorden på stedet, men fandt heller ikke her nogle ting beskadigede. Den 45-årige var udadreagerende og råbende, så han blev anholdt for at skabe ro på stedet. Han blev taget med i detentionen, hvor han blev løsladt tidligt mandag morgen uden at være blevet sigtet for noget.

Ophidset narkobilist – Landevejen, Holbæk

Kl. 09.05 anholdt og sigtede politiet en 24-årig kvinde fra den vestlige del af Holbæk kommune for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Landevejen ved Ny Hagestedvej. I bilen var også en mand samt et barn, som overværede, at den 24-årige deltog i en narkometertest med udslag for påvirkning af benzodiazepiner, cannabis, amfetamin, methamfetamin og metadon. Mistankegrundlaget for kørsel i narkotikapåvirket var derfor til stede, så politiet anholdt den 24-årige med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Anholdelsen medførte ophidselse både hos den 24-årige og manden, så politiet blev udsat for høje råb, skældsord og aggressiv adfærd. Ud fra disse omstændigheder og især en bekymring for barnet valgte politiet efterfølgende at skrive en socialrapport, så de sociale myndigheder kan undersøge kvindens omsorg for sit barn. Den 24-årige blev ikke sigtet for yderligere end narkokørsel og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet fra blodprøven foreligger.

Truende mand – Markedspladsen, Holbæk

Kl. 15.08 rykkede politiet ud til en truende mand, som ifølge borgere, der havde kontaktet alarmcentralen, var både højtråbende og truende, idet han havde ytret, at han ville slå noget ihjel i Holbæk. En patrulje fik kontakt til en spirituspåvirket, 45-årig mand fra Greve, som i kraftige vendinger blev bedt om at dæmpe sig, så han ikke skabte utryghed for andre i området. Da han ifølge politiets vurdering ikke havde i sinde at gøre alvor af sine verbale trusler, blev han ikke sigtet for noget trods adfærden i det offentlige rum.

Brandundersøgelse – Højen, Holbæk

Kl. 18.28 slog en opmærksom mand alarm til brandvæsnet, da han under en gåtur pludselig opdagede, at der kom røg ud fra et skur tæt på en fodboldbane. Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor brandvæsnet hurtigt fik slukket branden, der medførte mindre skader på skurets træbeklædning. Politiet skal undersøge skuret nærmere i et forsøg på at klarlægge brandårsagen, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring herpå. Ingen havde opholdt sig ved skuret på anmeldelsestidspunktet, så ingen personer er kommet til skade ved branden.

13-årig cyklist væltede i vigepligtsuheld – Kalundborgvej, Tuse, Holbæk

Kl. 14.57 skete et uheld på Kalundborgvej i Tuse, da en 13-årig cyklist blev ramt af en bil, der kørte ud fra udkørslen til en tankstation. Den 13-årige dreng fra Holbæk, kørte på cykel i på den dobbeltrettede cykelsti i vestlig retning, da bilsten, en 38-årig kvinde fra Holbæk svingede til højre mod vest. I forbindelse med udkørslen overså bilisten den 13-årige og kørte frem fra sin ubetingede vigepligt, så cyklisten kørte ind i siden på bilen og væltede. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor drengen blev tilset. Cyklisten havde ikke anvendt cykelhjelm, men slap heldigt fra uheldet uden alvorlige skader. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og bilisten kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Narkokørsel – Hovedgade, Svinninge – Holbæk

Kl. 20.59 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Grevinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om kokain).

Brandundersøgelse – Agervang, Holbæk

Kl. 00.46 fik politiet flere henvendelser om nogle høje brag, som var hørt i boligområdet, så anmelderne var overbeviste om, at nogen havde afgivet skud. Kort efter fik politiet oplysning om, at der var ild i et kolonihavehus ikke langt fra anmeldernes bopæle, så både brandvæsnet og politiet kørte til kolonihaven. Et kolonihavehus brændte kraftigt med meget høje flammer og kraftig varme, da brandvæsnet begyndte brandslukningen. Varmen fra branden påvirkede et nærliggende kolonihavehus, hvor plastmateriale smeltede. Branden blev hurtigt slukket, men kolonihavehuset stod ikke til at redde. Politiet fik identificeret den 73-årige mandlige ejer, som boede i nærheden og kom til stede. Han kunne oplyse, at huset var blevet tilset få timer forinden, og at der ikke opholdt sig hverken personer eller dyr i huset, hvor han i øvrigt opbevarede nogle gasflasker til en gasgrill. Politiet formoder, at bragene, som anmelderne har hørt, har været eksploderende gasflasker. Brandstedet skal undersøges nærmere, herunder hvorvidt et privat installeret mini-solcelleanlæg kan have en rolle i årsagen til brandens opståen.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Bjerget, Holbæk

Kl. 20.22 standsede en patrulje en varebil, der kørte ad Holbækmotorvejen og ind på P-pladsen ved Springstrup Syd. Varebilens fører, en 24-årig mand fra Kalundborg, var påvirket af hash og var desuden frakendt førerretten. Varebilen var afmeldt, så føreren blev sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden i en uindregistreret bil. Den 24-årige blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Spiritus og narkokørsel – Mellemvang, Holbæk

Kl. 22.10 blev en 21-årig mand fra Mørkøv anholdt og sigtet for spiritus og narkokørsel i en personbil på Mellemvang ud fra Havevang i Holbæk. En narkometertest viste positiv resultatet for cannabis, og føreren erkendte, at have røget hash samme dag. En alkometertest viste en promille over det tilladte. Den 21-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, og vil høre mere i sagen når resultatet af blodprøven kommer.

To anholdt for forsøg på palletyveri – Springstrup, Holbæk

Kl. 22.24 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd ifølge videoovervågning fra en firmaadresse formentlig var i gang med at stjæle paller. Flere patruljer blev sendt til området, hvor politiet traf en 21-årig mand fra Valby og en 31-årig mand fra Gentofte ved en varebil, hvori der var læsset mere end 100 paller til en samlet værdi på mere end 6.000 kr., efter at de havde forsøgt at køre fra stedet. De to mænd kunne ikke redegøre for deres ærinde på stedet, så de blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af de mange paller. De to anholdte blev løsladt efter afhøring til sagen, da der ikke var grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør. Senere vil de begge høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod dem skal afgøres.

Brandundersøgelse – Humlevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 23.25 var brandvæsnet rykket ud til en mindre ildebrand i en garageport. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at en mindre brand i området ved en motorpumpe til garageporten var udbrændt. Der var kun sket minimale skader som følge af branden, hvis årsag politiet nu skal forsøge at klarlægge. Ingen personer kom til skade ved branden.

 

Indbrud i Perioden

Havnevej, Holbæk